Skip to main content

Knejpe Festival 2016: Så’ der’ "pirater" i provinsen

Pressemeddelelse   •   Okt 03, 2016 13:35 CEST

Stemning fra Knejpe Festival 2015 - foto: Mathias Vejerslev

Knejpe Festival 2016: Så’ der’ ’pirater’ i provinsen

Sjette udgave af den helsingoranske verdens- og havnemusik-festival Knejpe Festival klar med flere end 90 gratis koncerter, sin helt egen Knejpe Festival-øl og naturligvis et hav af banditbands, krudtorkestre og masser af sange fra de varme lande.

Der er lagt op til en folkefest, når Kulturværftet i Helsingør i samarbejde med byens legendariske knejper fredag den 7. okt. og lørdag den 8. okt. – blænder op for Danmarks mest autentiske og vindblæste festival Knejpe Festival. Over to dage inviteres landkrabber, havfruer og andet godtfolk til at stævne ud i den havskumfødte og skibskæve festival, hvor der vanen tro diskes op med masser af koncerter rundt om på byens fine værtshuse.

Nu med helt egen Knejpe Festival-øl

Under Knejpe Festival arbejder kultur- og erhvervsliv tæt sammen med Kulturværftet som det organisatoriske centrum og med scenerne på byens værtshuse. Fra år til år udvikles festivalen og spænder nu over bl.a. koncerter, byvandringer og seminar over til flaskeposter og Knejpe-krus. Seneste tiltag er, at man i år i samarbejde med det fynske Bryggeriet Refsvindige har udviklet en decideret Knejpe Festival-øl, som sælges rundt om på de af byens mange knejper, der er med i årets festival.

Fra Stig Møller over syriske toner til Shetlands folkemusik-helte

Line up’et i årets festival er præcis lige så spraglet og sprængfyldt med overraskelser, som festivalens 6 års historie har dannet tradition for. Årets tema er den nordatlantiske kystmusik, og derfor vil programmet byde på folkemusik fra Grønland, Island, Shetlandsøerne, Holland, Norge, Sverige og Danmark, ligesom der vanen tro vil optræde gamle bandit-bodega-bands og helt nye danske singer-songwriter-talenter på de mange skæve scener og skrå brædder.

Blandt årets mange bands kan nævnes:

BOLVÆRKET (DK)

Danmarks mest behørige bodegaband i en klassisk rockversion med Willy Jønsson (bas) og Peter Kibsgaard (trommer) lægger til kaj.

EVIGHETENS ORKESTER (SE)

Django Rheinhardts roma-swing, finsk tango og rumænske danseviser: Dette svenske verdensmusikband byder på alt fra nordisk vemod til total feststemning.

TWEE VIOLEN EN EEN BAS (NL)

Trioen Twee Violen En Een Bas (To Violiner og en Bas) synger og spiller folkemusik, som det kunne høres på i de hollandske havneknejper i de helt gamle dage.

HALTADANS (UK)

Medlemmerne af bandet hører alle til blandt Shetlands mest kendte og rutinerede musikere med erfaring fra bands som Rock Salt & Nails og Fiddlers Bid.

SARA GRABOW & NOUR AMORA (DK/SY)

Den danske sangskat og traditionelle arabiske stilarter mødes til en stemningsfuld koncert med Sara Grabow og syriske Nour Amora. Nour er palæstinensisk syrer og kom til Danmark for 9 mdr. siden og er en højt dekoreret musiker i hjemlandet.

CARIBISK (DK)

Med tråde til free jazz og æterisk drone ligger Caribisk i den mere avancerede ende af jazzen. Kvartetten består af velkendte skikkelser fra scenen med medlemmer som Jesper Zeuthen (saxofon), Rune Kielsgaard (trommer), Nis Bysted (guitar) samt guitarist Oliver Hoiness.

ILEQQORSORTARTUT (GL)

Ileqqorsortartut betyder “Dem, som spiller polka”, og det er netop, hvad denne duo bestående af Hanne og Leif Saandvig Immanuelsen gør – spiller polka.

STIG MØLLER & PETER INGEMANN (DK)

Herfra hvor vi står, vil vi nærmest garantere et stemningsfuldt gensyn, når Stig Møller (Steppeulvene) og Peter Ingemann lægger vejen forbi knejperne.

BONGVAND (DK)

Bongvand leverer folk-rock med tråde til det psykedeliske samt sange, der oftest handler om havet, fugle eller mænd, der ønsker at stikke af fra et eller andet.

FUNI (IS)

Det gamle islandske ord for brand – ’funi’ – er også fællesnavnet for Bára Grímsdóttir og Chris Foster, når de fremfører traditionelle, nordeuropæiske sange fra Island og England.

TIME MASTERS (DK)

Duoen Time Masters skaber drømmende lydbilleder med en snært af solide pophits fra 1980’erne samt reallyds-collager med blød vokal og inderligt e-piano.

MOLLY&PETER (DK)

Molly&Peter er en ung duo bestående af Molly Kvist Koppel (vokal) & Peter Høegh Rask (guitar). Deres sange er kærlighedssange, hvor Mollys fraseringer og Peters melodiske fingerspil skaber universet i en blanding af singer/songwriter og akustisk pop.

Se alle bands på www.knejpe-festival.dk

Med i båden

Også i år har flere nationale og lokale samarbejdspartnere valgt at bakke op om de mange koncerter. Festivalen er støttet af Helsingør Kommune, Statens Kunstfond, Fisk, Wiibroe, HN Tagentreprise ApS, Nøraa Entreprise A/S, Vida A/S, Helsingør Havne, M/S Museet for Søfart, Helsingør Bymuseer og Helsingør Kommunes Biblioteker.

***

#knejpefestival

https://www.facebook.com/KnejpeFestival

Fotos og bandbeskrivelser: Knejpe-festival.dk

Knejpe-ejerne video-hilser på https://www.youtube.com/watch?v=khNdlKwxJ2U

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.