Skip to main content

Lidl donerer 20 ton tøj til flygtninge i Danmark

Pressemeddelelse   •   Maj 03, 2016 16:37 CEST

Mange af de flygtninge, der i øjeblikket ankommer til Danmark, har ikke andet tøj end det, de har på kroppen. Som en håndsrækning til de mange flygtninge har dagligvarekæden Lidl netop doneret hele 176 paller med tekstilvarer til Røde Kors’ asylcentre landet over.

”Vi er glade for at vores tøjdonation kan skabe glæde og falder på et tørt sted i en situation, hvor mange asylansøgere stort set kun har, hvad de går og står i. Samtidig betyder det rigtig meget for os i Lidl, at det tøj, som ikke bliver solgt i butikkerne, ikke går til spilde, men kommer andre til gavn og er med til at skabe værdi for det enkelte menneske,” siger CSR-ansvarlig i Lidl Danmark, Tina Kaysen.

Lidls donation vil ifølge Strategi og Udviklingschef i Røde Kors Asyl, Kasper Koch, tilgodese et meget stort antal asylansøgere.

”Den meget flotte donation fra Lidl er en stor og direkte hjælp til asylansøgere i Danmark. I Røde Kors’ asylarbejde ser vi ofte, at asylansøgere under deres flugt ikke har kunnet medbringe andet tøj, end det, de faktisk havde på kroppen. Ved ankomsten til Danmark er det tydeligt, at selve flugten både har slidt mentalt og fysisk, men også på beklædningen,” siger Kasper Koch.

”Værdighed for den enkelte”

Jf. tal fra Røde Kors, ankom der i 2015 ca. 21.300 flygtninge til Danmark – og tallet bliver ved med at vokse. Som en håndsrækning til de mange flygtninge på Røde Kors’ asylcentre i hele landet besluttede Lidl for nylig igen at donere de tekstilvarer, som ikke er blevet solgt i butikkerne. Med i alt 176 paller fra kædens to centrallagere blev det helt nøjagtigt til 19,8 ton tøj.

De mange paller med tøj vil ifølge Kasper Koch ikke kun være med til at dække et praktisk behov nu og her:

”Lidls donation kommer til meget stor nytte, både pga. det helt tydelige behov, men også fordi, det at være velklædt, er forbundet med værdighed for den enkelte,” forklarer han.

Det er langt fra første gang, at dagligvarekæden donerer til Røde Kors. Lidl har gennem længere tid doneret paller med tøj og sko, som har været i overskud, til hjælpeorganisationen.

Om Røde Kors:

Røde Kors har haft opgaven med at indkvartere asylansøgere siden 1984 og har pt. 23 centre i Danmark.

Røde Kors arbejder bl.a. for at give asylansøgere i Danmark et trygt, meningsfuldt og værdigt ophold, mens de venter på, at myndighederne behandler deres asylansøgning.

Røde Kors står for undervisnings- og aktiveringstilbud, sundhedstilbud og den psykosociale indsats for asylansøgerne på centrene.

Om Lidl:

Lidl åbnede sin første danske butik i 2005 og har i dag 100 dagligvarebutikker og flere end 2.250 medarbejdere i Danmark.

Med over 10.000 butikker i 26 europæiske lande er Lidl en af Europas førende dagligvarekæder.

Lidls danske hovedkontor ligger i Kolding. Kædens to centrallagre er placeret i henholdsvis Kolding og Køge.

Lidls målsætning er at tilbyde kunderne kvalitetsvarer til faste lave priser.