Skip to main content

Lidl fjerner alle plastikindkøbsposer fra butikkerne

Pressemeddelelse   •   Jun 07, 2017 10:00 CEST

Som den første butikskæde i Danmark fjerner Lidl nu plastikindkøbsposer fra alle danske Lidl-butikker. På billedet ses den ene af kædens butikker i Horsens.

Som den første butikskæde i Danmark fjerner Lidl nu plastikindkøbsposer fra alle danske Lidl-butikker. Plastikindkøbsposerne udfases i samtlige af Lidls danske butikker næste år, og allerede fra september 2017 begynder Lidl at indfase FSC-certificerede papirsposer som alternativ til plastikindkøbsposerne.

De seneste år har der været en del fokus på, at plastikposer ikke er naturligt nedbrydelige og dermed har en negativ påvirkning på miljø og dyreliv. I flere lande som Italien, Frankrig og i den amerikanske delstat Californien har man indført forbud mod plastikposer for at undgå, at plastikposerne ender i havet og i naturen på landjorden. Nu tager dagligvarekæden Lidl, som den første på det danske dagligvaremarked, skridtet fuldt ud og udfaser plastikindkøbsposer totalt fra butikkerne - uden at det dog i Danmark er et politisk krav. Det sker på baggrund af kundernes efterspørgsel efter alternativer til plastikindkøbsposer samt kædens fokus på ansvarlige løsninger.

I Europa forbruges samlet set 100 milliarder plastikindkøbsposer om året, svarende til at alle 500 millioner indbyggere hver især bruger ca. 200 plastikindkøbsposer årligt.

I Lidl har vi stort fokus på den måde, vi påvirker miljøet, og vi ønsker ikke, at vores plastikindkøbsposer risikerer at ende i naturen, hvor de er til gene for dyreliv og miljø. Problematikken vedrørende plastik i naturen og havene er et emne, som debatteres globalt, og vi oplever også, at vores kunder interesserer sig meget for alternativer til den klassiske plastikindkøbspose. Vi ønsker at tage ansvar og inspirere til alternative muligheder til plastikindkøbsposerne, og derfor har vi i Lidl Danmark valgt at tage skridtet fuldt ud og helt fjerne plastikindkøbsposer i alle vores butikker”, forklarer Tina Kaysen, der er CSR-Ansvarlig i Lidl Danmark.

Det er en ambitiøs udmelding fra Lidl, som satser på, at alle plastikposer er udfaset næste år. På årsbasis betyder det, at Lidls tiltag sparer naturen for over 10 millioner plastikindkøbsposer med en samlet vægt på ca. 300 tons.

Udover papirsposer, tilbyder Lidl også genbrugelige shoppingbags samt bæredygtige muleposer i Fairtrade-mærket økologisk bomuld.

Det er klart, at vi som dagligvarekæde og leverandør af dagligvarer til rigtig mange danskere har et ansvar for, at vores kunder nemt kan fragte deres varer hjem. Og vi er stolte af, at vi er den første dagligvarekæde i Danmark, der udfaser plastikposer og tager andre alternativer i brug”, uddyber Tina Kaysen.

Lidl har tidligere markeret sig som foregangsbutik i Danmark inden for CSR-tiltag, der skal styrke dyrevelfærd og miljøet. I november 2015 fjernede Lidl som den første discountkæde alle buræg fra hylderne, og i december 2016 havde Lidl udfaset alle skjulte buræg i egne varer.

Om Lidl:

  • 29. september 2005 åbnede Lidl de første 13 danske butikker og har i dag 107 dagligvarebutikker og flere end 2.400 medarbejdere i Danmark.
  • Med en veltrimmet mejerikøler, høj fokus på friskhed, variation og lokale varer, kundeinspiration og et stort udvalg af økologiske mejeriprodukter vandt Lidl i oktober 2016 Mejeriprisen. Prisen uddeles af Landbrug & Fødevarer og gives til den dagligvarekæde, der udmærker sig særligt inden for kategorien ”mejeri”.
  • I et pristjek på økologiske varer foretaget af Søndagsavisen i maj 2016, blev Lidl kåret som værende billigst på økologi set i forhold til øvrige dagligvarekæder.
  • I marts 2016 lancerede Lidl seks manifester for bæredygtige indkøb, som omhandler dyrevelfærd, fisk, kaffe, the, kakao og palmeolie.
  • I november 2015 fjernede Lidl, som den første discountkæde i Danmark, buræg fra hylderne i alle butikker. 1. januar 2017 havde Lidl også udfaset de skjulte buræg i alle dagligvarekædens egne varer.
  • I april 2015 indgik Lidl en treårig partnerskabsaftale med Danske Hospitalsklovne, som samtidig gør dagligvarekæden til hovedsponsor for organisationen.
  • I 2006 indførte Lidl, som den første dagligvarekæde, et sortiment af fairtrade-produkter, som sælges under kædens eget mærke Fairglobe.