Skip to main content

Lidl sælger nu grisekød fra GMO- og antibiotikafrit opdræt

Pressemeddelelse   •   Jan 12, 2017 23:19 CET

Kød fra grise opdrættet med speciel GMO-fri foder og uden brug af antibiotika er nu at finde i køledisken i Lidls butikker landet over. Dagligvarekæden har nemlig indgået samarbejde med det jyske Wiking Meat, der er kendt for sit unikke fokus på bæredygtigt opdræt af grise uden brug af GMO og antibiotika. Det nye tiltag er endnu et led i Lidls strategi om øget fokus på dyrevelfærd.

De nye griseudskæringer hos Lidl kommer fra slagtegrise, som er opdrættet af lokale, danske landmænd under Wiking Meat Systems. Systemet er bygget op omkring et bæredygtigt fokus, som særligt støtter grisenes sundhed og trivsel. Det fortæller direktør i Wiking Meat, Ingo Walterscheid:

”En af hemmelighederne bag vores succes er foderafgrødernes dyrkningsmetode, sammensætning og forarbejdning. Størstedelen af foderet dyrkes af opdrætterne selv eller lokale danske landmænd. Foderet, som er GMO-frit, giver bl.a. slagtegrisene et stærkt immunforsvar og en sund tarmflora. Det betyder, at grisene kan opdrættes uden brug af antibiotika.”

I Lidl er man glad for at kunne tilbyde kunderne endnu flere kvalitetsprodukter med ekstra fokus på dyrevelfærd, og de nye griseprodukter går godt i tråd med kædens opbakning til det kommende dyrevelfærdsmærke, hvor bl.a. mere stiplads og krølle på halen er et krav.

”For os er det vigtigt at være med til at sætte dagsordenen i branchen og bakke op om gode og ansvarlige initiativer. Flere og flere kunder efterspørger i dag at kunne købe varer, hvor god dyrevelfærd og bæredygtighed er i højsædet, og vi har længe arbejdet på at finde den rette samarbejdspartner på dette område. Ved at tilbyde GMO- og antibiotikafrit opdrættet grisekød kan vi nu tilbyde vores kunder et alternativ til konventionel gris”, forklarer CSR-ansvarlig i Lidl, Tina Kaysen.

Alle grise som i dag lander i kølediskene er uden rester af antibiotika, da grise behandlet med antibiotika først slagtes, når antibiotikaene er ude af kroppen. Men griseprodukterne fra Wiking Meat er derimod også opdrættet uden brug af antibiotika, og herudover har grisene levet et bedre liv med mindst 20 % ekstra stiplads og en transporttid på maksimalt 2,5 timer i hele deres levetid.

Grisekødet sælges allerede nu i samtlige af Lidls 105 butikker og findes både som hakket grisekød, nakkekoteletter, stegeflæsk med mere. Det specielle grisekød er tydeligt markeret i køledisken og på emballagen kan kunden orientere sig yderligere om produktet, da opdrætteren fremgår med navn og billede.

Se videoen om Lidl og Wiking Meat her

Se vedhæftede billeder:

Slagtegrisopdrætter og medgrundlægger af Wiking Meat, Claus Wildenschild i stalden

Soholder, Henning Jakobsen, Sønderjylland

Antibiotikafri gris fra Wiking Meat

Om Lidl:

  • 29. september 2005 åbnede Lidl de første 13 danske butikker og har i dag 105 dagligvarebutikker og flere end 2.250 medarbejdere i Danmark.
  • Med mere end 10.000 butikker i 27 europæiske lande og over 200.000 medarbejdere er Lidl en af Europas førende dagligvarekæder.
  • Med fokus på at præsentere kunderne for et bredt og varieret udvalg, tilbyder Lidl hver dag et stort udvalg af kød med over 80 forskellige udskæringer. Størstedelen af Lidls kødudskæringer kommer fra danske landmænd.
  • Lidl tilbyder også fersk GMO-fri kalkun.
  • Lidl støtter det kommende statslige dyrevelfærdsmærke, som lanceres senere på året. Det er Miljø- og Fødevareministeriet der står bag det statslige dyrevelfærdsmærke.
  • Med en veltrimmet mejerikøler, høj fokus på friskhed, variation og lokale varer, kundeinspiration og et stort udvalg af økologiske mejeriprodukter vandt Lidl i oktober 2016 Mejeriprisen. Prisen uddeles af Landbrug & Fødevarer og gives til den dagligvarekæde, der udmærker sig særligt inden for kategorien ”mejeri”.
  • I et pristjek på økologiske varer foretaget af Søndagsavisen i maj 2016, blev Lidl kåret som værende billigst på økologi set i forhold til øvrige dagligvarekæder.
  • I marts 2016 lancerede Lidl seks manifester for bæredygtige indkøb, som omhandler dyrevelfærd, fisk, kaffe, the, kakao og palmeolie.
  • I november 2015 fjernede Lidl, som den første discountkæde i Danmark, buræg fra hylderne i alle butikker.
  • 1. januar 2017 havde Lidl udfaset de skjulte buræg i alle dagligvarekædens egne varer.
  • I april 2015 indgik Lidl en treårig partnerskabsaftale med Danske Hospitalsklovne, som samtidig gør dagligvarekæden til hovedsponsor for organisationen.
  • I februar 2015 lancerede Lidl sundhedsuniverset Lidl fit, som er et gratis tilbud til alle, der ønsker at leve lidt sundere i hverdagen og gerne vil inspireres med opskrifter og træningsøvelser fra Lidl fits ambassadør Birgitte Nymann. Verdensmester og triatleten, Camilla Pedersen, er samtidig Lidls ambassadør for kædens eget sportsmærke Crivit.
  • Lidl introducerede i 2012, som den første discountkæde, bake-off konceptet med nybagt brød og kager i alle kædens danske butikker.
  • I marts 2010 introducerede Lidl elevpladser i kædens danske butikker.
  • I 2006 indførte Lidl, som den første dagligvarekæde, et sortiment af fairtrade-produkter, som sælges under kædens eget mærke Fairglobe.

Om Wiking Meat:

Wiking Meat Systems grundprincipper omkring foderet er udviklet af opdrætter Claus Wildenschild gennem de seneste 12 år. Wiking Meat Systems styrker grisenes eget immunsystem og skaber den grundlæggende forudsætning for dyrets velfærd og trivsel.

En af de vigtige og grundlæggende resultater er opdræt af grise uden brug af antibiotika. Wiking Meat Systems arbejder med bæredygtig udvikling og anvender bl.a. Cradle to Cradle principperne og FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling (SDG’er). Med hver solgt gris støtter Wiking Meat desuden Mødrehjælpens sociale arbejde.

Følgende punkter er del af Wiking Meats udviklings-roadmap

  • Baseret på over 30 års erfaring og 12 års konceptudvikling og afprøvning
  • Op til 90 % af foderet dyrkes lokalt i Danmark. Alt foder er GMO-frit
  • Foderforarbejdning som styrker immunforsvaret
  • Sikrer antibiotika-frit opdræt af grisene. De grise som behøver behandling får antibiotika, men kan derefter ikke sælges som antibitokiafri.
  • Ingen halekupering af grisene
  • Mere stiplads (minimum( 20 %)
  • Korte transporttider for grisen – maks. 2,5 timer i hele levetiden
  • Lokal slagtning og opskæring i Danmark
  • Troværdighed gennem transparent sporing af foder, grise og kød helt tilbage til gården
  • Sjælden brug af antibiotika mindsker risikoen for resistente bakterier betydeligt. I de sjældne tilfælde hvor antibiotika benyttes, afsættes kødet ikke under Wiking Meats konceptet.