Pressemeddelelse -

Første spadestik taget i dag: Nu går byggeriet af stor luftgasfabrik ved Vejle i gang

AGA´s nye fabrik til 335 millioner kroner skal honorere efterspørgslen fra virksomhedens støt stigende antal kunder og samtidig styrke forsyningssikkerheden yderligere. Vejles borgmester glæder sig over de nye arbejdspladser i kommunen.

Der var store smil og højt humør i dag, da AGA´s markedsdirektør Ole Kronborg og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) her til formiddag sammen tog det første spadestik til AGA´s nye, store luftgasfabrik ved Vejle. Og det er der også grund til, fortæller Ole Kronborg:

"Med den nye fabrik tredobler vi vores produktionskapacitet, så den matcher både vores nuværende og fremtidige vækst. Stadigtflere virksomheder vælger AGA som deres samarbejdspartner, så vi nu er oppe på en markedsandel i Danmark på cirka 40 procent og dermed landets største industrigasselskab".

Nye arbejdspladser

Også borgmester Jens Ejner Christensen er en glad mand ved udsigten til, at det nye produktionsanlæg skaber fem nye arbejdspladser samtidig med at 20 - 25 chauffører bliver tilknyttet den nye fabrik. Han forudser samtidig, at der også bliver skabt nye jobs i de lokale virksomheder, som fremover skal servicere AGA:

"Vi ser virkeligt meget frem til, at AGA kommer. Ikke kun fordi det skaber nye arbejdspladser og øger vores indtægter over virksomhedsskatten - men også fordi, det er en del af kommunens DNA, at vi rummer store produktionsvirksomheder som AGA, så vi får et varieret udbud af arbejdsmuligheder med både akademiske arbejdspladser og jobs inden for produktion".

Frysning, iltning og svejsning

Råstoffet på AGA´s nye luftgasfabrik er helt almindelig, livgivende luft, som alle levende væsener indånder. AGA renser og nedkøler luften til omkring minus 200 grader, hvor blandt andet gasserne ilt og kvælstof ændrer form til væsker, der kan destilleres fra hinanden. De indgår så i AGA´s mange industrigasser og specialgasser med afgørende betydning for det moderne samfund og utallige anvendelsesmuligheder som for eksempel: Frysning og køling af fødevarer, ilt til patienterne på hospitalerne, lægemiddelproduktion, elektronikproduktion, iltning af dambrug, rensning af spildevand og forurenede grunde samt svejsning og skæring i industrien.

Sikre forsyninger til trygge kunder

Med tredoblingen af produktionskapaciteten i den nye fabrik får AGA´s kunder "en enestående" tryghed, fortæller Ole Kronborg:

"Det nye produktionsanlæg styrker forsyningssikkerheden yderligere. Det er afgørende for vores kunder, at de har sikkerhed for, at de løbende får leveret den gasforsyning, der er nødvendig for deres produktion. Samtidig nyder de godt af, at vi som en del af The Linde Group – verdens største gasselskab - har en stærk forsyningskæde, som er med til at sikre, at vi altid leverer."

Grønnere profil

Ole Kronborg fremhæver, at den nye fabrik samtidig gør AGA´s produktion mere bæredygtig:

"AGA er funderet på en vilje til at prioritere miljø og sikkerhed højest, og det er den nye fabrik også et stærkt udtryk for. Med den får vi en endnu mere bæredygtig profil med et både reduceret og mere grønt energiforbrug - samtidig bliver vores transportbehov reduceret og dermed mere miljøvenligt".

Emner

  • Miljø, energi

AGA A/S - et selskab i The Linde Group.

AGA A/S er et selskab i The Linde Group, et globalt gasselskab, som med 60.000 medarbejdere i mere end 100 lande er en af verdens absolut førende leverandører af industrielle og medicinske gasser. AGA og Linde samarbejder blandt andet med kunder i den farmaceutiske og bioteknologiske industri, jern- og maskinindustrien, den kemiske industri, levnedsmiddel- og elektronikindustrien, samt i miljø- og sundhedssektoren. Virksomheden beskæftiger 120 medarbejdere i Danmark. Besøg AGA på www.aga.dk.

Kontakt

Jan A. Christensen

Pressekontakt Head of Sales Denmark Sales Management +4540739930

Janne Ipsen

Pressekontakt Marketing & Communications +4526326602

Max Engelberth

Pressekontakt SHEQ Manager, Danmark Safety, Health, Environment, Quality Linde Gas A/S: 32 83 66 00

Relateret materiale