Skip to main content

Kesi, Gilli og Benny Jamz bliver en del af Live Nation-familien

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2020 11:30 CET

Kesi, Gilli, Benny Jamz

Kesi, Gilli og Benny Jamz bliver en del af Live Nation-familien

Vi er utroligt glade og stolte over at kunne meddele, at Kesi, Gilli og Benny Jamz nu bliver repræsenteret af Live Nation-familien. Live Nation og PDH vil fremadrettet stå for al live booking af de tre kunstnere i henholdsvis Danmark og udlandet.

Kesi har over de seneste par år sammen med produceren Hennedub skabt en genkendelig lyd, som har ført til hits som 'Følelsen', 'God dag', ’Ekstra’, 'Kom Over' og 'Su Casa'.

Sange der har resulteret i topplaceringer på Spotify, radio og den officielle single chart. I 2019 har Kesi ligget helt i top på streaming-siden som den 6. mest afspillede kunstner på Spotify i Danmark og blev i slutningen af året hædret med to priser ved Danish Music Awards som henholdsvis Årets Solist og Årets Urban Artist.

Gilli er uden tvivl én af sin generations største sangskrivere og har i højeste grad været med til at definere en helt ny lyd med sine melankolske melodier og stærke omkvæd. Han står bag en række nyklassikere som 'C'est La Vie', 'Langsom', 'Rica', 'Tidligt Op' og 'Helwa'. I 2019 slog han imponerende rekorder, da Spotify offentliggjorde deres datasæt, som viste, at Gilli stod bag det mest streamede album (’Kiko’), den mest streamede single (’Vai Amor’) og desuden var den absolut mest streamede artistigennem hele året.

Benny Jamz bliver af mange set som én af bagmændene, der var med til at få grime og dermed den nye bølge af dansk rap på Danmarkskortet. I 2019 har han været aktuel med fire singler og d.1. januar i år udkom hans længeventede debutalbum ‘1010’.

Da Kesi startede sin live karriere tilbage i 2010, var det netop med Live Nation som booker. Anna Brink, promoter på Live Nation Danmark, udtaler: ”Det er fantastisk at få lov til at arbejde sammen med Kesi igen. Han var en af de allerførste artister, jeg repræsenterede, da jeg startede på Live Nation. Nu har vi begge 10 års jubilæum i den danske musikbranche på hver vores måde og samtidig skal vi arbejde sammen på ny. Det glæder jeg mig utrolig meget til!”

”Vi er virkelig stolte af, at vi nu repræsenterer tre af nutidens største kunstnere. Der er ingen tvivl om, at de vil styrke vores danske roster og vi glæder os meget til det nye samarbejde”, udtaler Henrik Seifert Direktør for PDH Music.

Med Venlig hilsen

Live Nation

Kontakt:

Anna Brink anna@livenation.dk

Henrik Seifert seifert@pdh.dk

Live Nation er verdens førende producent og formidler af live entertainment oplevelser. På verdensplan bliver det til + 25.000 årlige koncerter og mere end 68 millioner solgte billetter. Live Nation Denmark er Danmarks førende koncertbureau med 50 engagerede medarbejdere der holder til på Frederiksberg Allé i København. Vi producerer alt fra mindre klubshows til arenakoncerter og store udendørskoncerter. Vores udbud spænder fra ny upcoming musik til mere etablerede kunstnere. Vi arrangerer også COPENHELL Festivalen på Refshaleøen, og Heartland Festivalen ved Egeskov Slot på Fyn. Vi ønsker at tilbyde vores gæster det bedste; både før, under og efter arrangementet! Seriøst billetsalg samt musik- og begivenhedsrige oplevelser man husker for livet.