Skip to main content

​Sanne Salomonsens liv bliver til ny stor musical

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2018 11:00 CET

Sanne - the musical

Sanne Salomonsens liv bliver til ny stor musical

SANNE - THE MUSICAL bliver den vilde, rå og gribende livshistorie om hele Danmarks Rockmama - med alle hendes største hits!

Verdenspremiere:

19. september 2019 i Tivolis Koncertsal. Derefter Danmarksturné til Vejle, Odense, Aalborg, Holstebro og Århus

Billetsalget er gået i gang i dag kl. 11.00

Den Jeg Elsker, Det’ Ikke Det Du Siger, Woodoo, Taxa, Kærligheden Kalder og mange, mange flere… Vi kender hendes sange – men kender vi mennesket bag? Kender vi hendes kampe? Ved vi, hvad hun var oppe imod? Kender vi det liv, der har formet Danmarks stærkeste rockstemme? Kender vi egentlig SANNE?

Nu kan fans glæde sig til at opleve historien om hele Danmarks rock-mama Sanne Salomonsen som musical for første gang - selvfølgelig med mange af hendes udødelige hits. SANNE - THE MUSICAL får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal 19. september 2019 og skal derefter på turné landet rundt til Vejle, Odense, Aalborg, Holstebro og Aarhus. Billetsalget er gået i gang i dag kl. 11.00.

Handlingen

Forestillingen starter på nulpunktet. Sanne Salomonsen rammes af en blodprop i hjernen. Hendes verden styrter sammen. I ambulancen forsøger hun forgæves at synge. Hun forsøger at holde fast i det hun kender, hun forsøger at huske, hvem hun er. Sanne må gennemleve hele sin livshistorie for at finde tilbage til sig selv, til kærligheden og til musikken. Der har været mange kriser og problemer. Hvordan har hun klaret dem? Kan hun bruge et langt livs erfaringer til at vinde over sygdommen og snyde døden?

I løbet af forestillingen møder vi den oprørske Sanne, der flytter hjemmefra for at synge og spille teater. Stjerneskuddet Sanne Salomonsen, der topper 80´ernes hitlister og ofrer alt for musikken. Musicalstjernen Sanne, Sanne fra Sneakers og Anne Linnet Band. Sanne, der møder misbrug og manipulation. Sanne der står alene i verden. Sanne der må kæmpe for at forsørge sin søn. Sanne, der må finde skjulte kræfter i sig selv og finde en måde at forvandle misbrug til kærlighed, gift til medicin og nederlag til musik.

SANNE – THE MUSICAL er en rå, gribende og ikke mindst musikalsk historie om at overleve og elske i en verden, hvor der ikke er plads til kærlighed og sårbarhed. En varm historie om venskab og trofasthed – om at finde sin egen stemme – og bruge den!

Holdet bag forestillingen

SANNE - THE MUSICAL er udviklet og produceret af Langkjær Entertainment og Live Nation, der i fællesskab har stået bag en række af de senere års store danske musicalhits, bla. We Will Rock You, Midt om Natten, Kærlighed ved Første Hik! og den kommende Terkel – The Motherfårking Musical.

Forestillingen bliver instrueret af Martin Lyngbo, der er en af de mest rutinerede kreative kræfter i dansk teater. Igennem 12 år som teaterdirektør for Mungo Park i Allerød og senere også Mungo Park Kolding fornyede han teaterets udtryk med en række produktioner og tiltag, der udfordrede forestillingen om, hvad et moderne teater kan. Holdet bag SANNE tæller endvidere Reumert-vinderne Benjamin La Cour (scenografi) og Line Mørkeby (manuskript) samt Joakim Pedersen (kapelmester) og Peter Friis (koreograf). I fællesskab vil holdet skabe en forestilling, der både giver plads til de mange fantastiske sange og Sanne Salomonsens dybt personlig historie, der rummer alt fra de allerstørste successer til de mørkeste øjeblikke i hendes liv.

Sanne glæder sig

Sanne Salomonsen glæder sig til at opleve sit eget liv genfortalt på scenen. Hun udtaler:

- Det er stort, det er spændende, det er skræmmende at skulle opleve sit eget liv som musical på scenen. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kreative team og resten af holdet kommer til at gribe det hele an, og jeg glæder mig til musicallen og er selvfølgelig meget spændt på resultatet. 


Thomas Langkjær, Kreativ Executiv Producent på forestillingen, udtaler på vegne af Langkjær Entertainment og Live Nation:

- Det er en kæmpe ære for os at få lov af Sanne Salomonsen til at skabe en gendigtning af hendes liv og karriere. Vi har allerede haft mange gode og åbenhjertige samtaler med Sanne, og der er ingen tvivl om, at hendes bidrag til forestillingen er helt uvurderlig og gør det muligt for os at skabe en produktion som vi er sikre på, at publikum vil kunne mærke og finde ægte og vedkommende.

I SANNE – THE MUSICAL vil publikum komme til at møde Sanne i tre forskellige aldre. Derfor er holdet bag forestillingen – bistået af Sanne Salomonsen selv – lige nu i gang med at finde de tre skuespillere/sangere, som skal lægge krop, stemme og sjæl til titelrollen. De tre Sanne’r forventes at kunne præsenteres for pressen inden jul.

Hele Danmarks Rock-mama Sanne Salomonsen er en af de mest populære danske sangere nogensinde. Siden start-halvfjerdserne har hun sat et afgørende præg på de danske hitlister og radiobølger efter hun som 15-årig havde en hovedrolle i den danske opførsel af Hair. Fra indspilninger i Abbey Road Studios og dommertjanser til X-Factor til korsang for John Mogensen - Sanne Salomonsen har prøvet det hele, med flere hundredetusinder solgte albums undervejs.

Det var især som del af grupperne Sneakers og Anne Linnet Band, at Sanne Salomonsen for alvor fik etableret sig som en af de mest toneangivende danske musikere. I løbet af firserne toppede hendes udgivelser de danske og skandinaviske hitlister med sange fra Den Jeg Elsker til Woodoo og Sui Sui - tidløs musik, som har været med til at

forme flere generationers dansk populærkultur.

Læs mere på: www.sannethemusical.dk


For yderligere information, kontakt venligst:

Have Kommunikation

Tlf. 33252107

Kontakt:

Michael Feder

Mobil: 22434942

Mail: michael@have.dk

Holdet bag:

Instruktør: Martin Lyngbo

Dramatiker: Line Mørkeby

Scenograf: Benjamin La Cour

Koreograf: Peter Friis

Kapelmester: Joakim Pedersen

Kreativ executiv producent: Thomas Langkjær

Fakta:

Premiere:

19. september 2019 i Tivolis Koncertsal

Spilleperiode:

København: Koncertsalen, Tivoli (19. september – 13. oktober 2019). Billetbestilling: Ticketmaster.dk

Vejle: Vejle Musikteater (5.-10. november 2019). Billetbestilling: www.vejlemusikteater.billetten.dk

Odense: Odeon (13.-17. november 2019). Billetbestilling: ticketmaster.dk

Aalborg: Aalborg Kongres & Kultur Center (20.-24. november 2019). Billetbestilling: www.akkc.dk og tlf. 99 35 55 66.

Holstebro: Musikteatret Holstebro (3.-8. december 2019). Billetbestilling: Billetten.dk, www.musikteatret.dk eller tlf. 96 11 79 79.

Aarhus: Musikhuset Aarhus (10.-15. december 2019). Billetbestilling: Billetlugen.dk

Profiler:

Langkjær Entertainment (producent)

Langkjær Entertainment er et af Danmarks førende produktionsselskaber indenfor teater og musicals og skaber oplevelser af høj kvalitet for et bredt publikum, der først og fremmest efterspørger unikke oplevelser og ønsker underholdende, moderne, ukomplicerede og livebekræftende oplevelser.

Selskabets stifter og ejer Thomas Langkjær har i snart 20 år, som producer, teaterchef og executive kreativ producent, sat sit præg på mange store musicalopsætninger i Danmark. Seneste produktioner tæller bl.a. Broadway-succesen Hairspray i Tivolis Koncertsal og Boxen i Herning, Dirch Passer-forestillingen "Dirch", en co-produktion med Black Box Theatre, Holstebro og Live Nation, som spillede i Glassalen i Tivoli og på turné, Monthy Python-musicalen Spamalot med Danmarkspremiere i Tivolis Koncertsal og med efterfølgende danmarksturné og Danmarkspremieren på Queen-musicalen We Will Rock You i Royal Arena i København og i Boxen i Herning, ligeledes en co-produktion med Live Nation. I foråret 2018 var Thomas Langkjær idémanden bag danmarkspremieren på en ny musical baseret på filmen Midt om Natten. Efteråret 2018 har budt på en helt ny musical baseret på bogen og filmen Kærlighed Ved Første Hik!, og til februar er der verdenspremiere på Terkel – The Motherfårking Musical baseret på Anders Matthesens populære tegnefilm Terkel i knibe.

Live Nation (producent)

Live Nation er verdens førende producent og formidler af live entertainment-oplevelser. På verdensplan bliver det til 145.000 årlige koncerter og mere end 68 millioner solgte billetter. Live Nation Denmark er Danmarks førende koncertbureau med 40 engagerede medarbejdere, der holder til på Frederiksberg Allé i København. Live Nation producerer alt fra mindre klubshows til arenakoncerter og store udendørskoncerter, men har også bragt musicalsucceser som Mamma Mia!, We Will Rock You, Starlight Express og Cats i store internationale produktioner til Danmark. For et par år siden begyndte Live Nation også at producere danske teater-og musicalopsætninger sammen med Langkjær Entertainment inkl. Dirch, We Will Rock You, Midt om natten, Kærlighed ved første hik! – The Musical og den kommende Terkel – The Motherfårking Musical. Derudover står Live Nation også bag COPENHELL Festivalen på Refshaleøen og Heartland Festivalen ved Egeskov Slot på Fyn. 

Live Nation er verdens førende producent og formidler af live entertainment oplevelser. På verdensplan bliver det til + 25.000 årlige koncerter og mere end 68 millioner solgte billetter. Live Nation Denmark er Danmarks førende koncertbureau med 40 engagerede medarbejdere der holder til på Frederiksberg Allé i København. Vi producerer alt fra mindre klubshows til arenakoncerter og store udendørskoncerter. Vores udbud spænder fra ny upcoming musik til mere etablerede kunstnere. Vi arrangerer også COPENHELL Festivalen på Refshaleøen, og Heartland Festivalen ved Egeskov Slot på Fyn. Vi ønsker at tilbyde vores gæster det bedste; både før, under og efter arrangementet! Seriøs billetsalg og en musik- og begivenhedsrige oplevelser man husker for livet.