Skip to main content

Overraskelse fra Simon Kvamm: Danner helt nyt band

Pressemeddelelse   •   Jan 08, 2020 09:00 CET

Musikeren Simon Kvamm har i lang tid haft brug for at »rase ud, rense ud og ikke mindst spasse ud«. Derfor præsenteres nu et nyt band med navnet Hugorm, som den 44-årige sanger har stiftet sammen med musikerkollegerne Morten Gorm og Árni Bergmann Jóhannson.

Hugorms første ep, 'Folk skal bare holde deres kæft', udkommer 24. januar. I marts giver bandet koncert i København og Hanstholm og er ligeledes booket til at spille på årets Roskilde Festival Det oplyser Simon Kvamm i sit nyhedsbrev.

"Kære venner og veninder. Jeg har lavet et nyt band. Det hedder Hugorm og handler om at rase ud, rense ud og ikke mindst spasse ud. Noget, jeg længe har haft lyst til og tiltagende brug for", skriver han.

I sit nyhedsbrev beskriver Simon Kvamm musikken som at hælde noget Massive Attack, Malk de Kojn, Prodigy, Love Shop og Post Malone i samme gryde.

Hugorm blev etableret i Klitmøller i Thy i 2017. "Det startede med, at Gorm sad på sit badeværelse med høretelefoner på og hev i sin guitar om natten, mens hans familie lå og sov", skriver Simon Kvamm og fortsætter:

"For mig var det en befrielse at synge på musik startet af nogle andre end mig selv. Og at bruge humoren og aggressionen for at komme endnu tættere på noget sandt."