Pressemeddelelse -

Første lastbil i MANs nye Truck Generation leveret i Danmark

  • Salget af MANs nye Truck Generation er nu i gang
  • H. Schwarz Transport i Middelfart blev første danske kunde til at få leveret den nye MAN TGX
  • MAN Odense A/S, MANs forhandler på Fyn, sikrede en fin opbygning og klargøring af lastbilen inden overlevering til kunden 


Alle har ventet i spænding på, at den nye MAN Truck Generation skulle lande i Danmark. Grundet Corona-krisen er hele lanceringen blevet forsinket. De første demo-biler ankom først på sommeren, og den første kundesolgte bil er nu leveret.

MAN er i disse dage ved at gøre klar til at introducere det nye lastbilprogram i Danmark, og derfor er der naturligt ekstra opmærksomhed på den første lastbil, som netop er leveret til H. Schwarz Transport i Middelfart.

Tilbage i efteråret 2019 havde MAN Truck & Bus Danmark A/S inviteret udvalgte kunder med til hovedkontoret i München til en lille snigpremiere, hvor den nye MAN Truck Generation blev vist frem for enkelte loyale MAN-kunder for lukkede døre og uden mulighed for prøvekørsel. Ved denne højtidelighed blev de første nye biler bestilt og underskrevet, herunder den første nye MAN-lastbil, der netop er blevet leveret i Danmark.

Den heldige ejer af den første nye bil fra den nye MAN-lastbilgeneration i Danmark er vognmand Henning Schwarz, der har fået overleveret nøglerne til sin nye MAN TGX 28.510 boogietrækker.

Det var uden tvivl en glædens dag for både MAN, vognmand Henning Schwarz og ikke mindst den heldige chauffør Michael Hansen. Michael har kørt for firmaet i 17 år og får nu sin fjerde MAN som arbejdsplads - med godt 110.000 km om året på de danske veje. ”Jeg glæder mig og kan se, at der virkelig er sket nyt for os chauffører, når det kommer til indretningen af førerhuset,” udtaler chauffør Michael Hansen med et stort smil ved overleveringen af ”sin” nye lastbil.

Henning Schwarz startede for 20 år siden H. Schwarz Transport med en MAN F2000. Igennem tiden har Henning haft 12 MAN-lastbiler, inklusiv den nye MAN TGX, og inden længe kan han glæde sig til at sætte endnu en ny MAN TGX i drift, som han selv skal være chauffør i.

Begejstringen er ikke til at skjule. ”Det er bestemt en chaufførvenlig bil. Det nye rat, gearskiftet og MAN SmartSelect er perfekt,” lød det fra Henning Schwarz, der først selv har testkørt den nye MAN TGX her i sommer, selvom han underskrev aftalen på bilen tilbage i oktober 2019.

”Noget af det, der er vigtigt for mig, når jeg køber en lastbil, er, at mine chauffører bliver godt modtaget på værkstedet, og at værkstedsservicen bare spiller. Derudover har brændstoføkonomien også noget at sige, hvorfor jeg glæder mig over at høre om MANs dokumenterede brændstofbesparelse på den nye lastbil,” siger Henning Schwarz.

MAN Truck & Bus Danmark A/S glæder sig sammen med sin forhandler på Fyn, MAN Odense A/S, over endelig at være kommet i gang med leveringerne af den nye Truck Generation.

Lastbilen, som H. Schwarz Transport netop har taget i brug, er ikke en standardbil. Inden leveringen har MAN Odense, sammen med en række underleverandører, arbejdet i døgndrift med at klargøre lastbilen med ny lysbøjle med fjernlygter, nye hjulkapsler og indvendig beklædning af kabinen samt en fin ydre dekoration.

Den nye MAN Truck Generation kan opleves hos MAN-forhandlerne fra slutningen af august, hvor MAN starter sin #NewMANTruckTour gennem hele landet. Du kan følge Tour’en og se, hvornår den er hos de mange MAN forhandlere - her: https://trucktour.manweb.eu/

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • mantruckandbus
  • claus lindholm
  • man truck & bus danmark a/s
  • lastbil
  • man
  • man tgx
  • man truck & bus
  • man lastbiler
  • tgx
  • man odense a/s

MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark. De 220 medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Storkøbenhavn og fem filialer.

Kontakt

Claus Lindholm

Pressekontakt Head of Market Communication – Scandinavia MAN Center Scandinavia (+45) 43 20 77 67

Relateret materiale