Skip to main content

62 unge midt- og vestjyder involveret i landsdækkende sagskompleks om ulovlig distribution af seksuelt krænkende materiale

Pressemeddelelse   •   Jan 15, 2018 08:46 CET

I det landsdækkende sagskompleks, der går under navnet Umbrella, har 62 unge fra Midt- og Vestjylland ulovligt delt video- og billedmateriale med et seksuelt indhold via Facebook Messenger.

Midt- og Vestjyllands Politi skal de kommende dage tale med 62 unge, der har delt krænkende video- og billedmateriale på Facebook Messenger. Der er tale om 59 drenge og tre piger, som hovedsageligt er født i årene 1996-2000. I omtrent en fjerdedel af sagerne var de unge under den kriminelle lavalder på 15 år, da de delte materialet.

Materialet består af videoer og billeder med seksuelt indhold involverende en pige og en dreng, der på tidspunktet for optagelsen begge var 15 år. Det kan være en overtrædelse af straffelovens §235 – distribution af børneporno.

Sagen er ikke kun ulykkelig for de forurettede, som medvirker i videoen, men også for de unge mennesker, der har delt materialet, da en plet på deres børne- og straffeattest kan spænde ben for deres karrieredrømme, allerede inden deres arbejdsliv er begyndt.

Sagerne er en del af et landsdækkende sagskompleks, som under navnet Umbrella involverer mere end 1.000 unge mennesker. I Midt- og Vestjylland fordeler sagerne sig således over politikredsens kommuner:

  • Viborg: 19
  • Skive: 2
  • Struer: 2
  • Lemvig: 2
  • Silkeborg: 12
  • Herning: 12
  • Holstebro: 5
  • Ringkøbing: 6
  • Thisted: 2

Læs mere om Umbrella-sagen i denne pressemeddelelse, udsendt af Rigspolitiet mandag den 15. januar 2018 kl. 08.36.