Skip to main content

Den mobile politistation kommer til Holstebro

Pressemeddelelse   •   Apr 09, 2018 13:39 CEST

Den mobile politistation kommer til Holstebro

Den mobile politistation besøger Holstebro den 10. april, hvor Midt- og Vestjyllands Politi vil give borgere gode råd om indbrudssikring.

Tirsdag d. 10. april vil den nye mobile politistation i Midt- og Vestjyllands Politi komme til Holstebro. Fra kl. 13.00-17.00 vil den mobile politistation være til stede på Store Torv, 7500 Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi vil være i Holstebro for at tale med borgerne i området om, hvordan de kan sikre sig bedre mod indbrud.

Nabohjælp giver tryghed og forebygger indbrud

Indbrudstyve ønsker ikke at blive bemærket og undgår bevidst kontakt til beboere i området, fordi det kan øge risikoen for at blive genkendt. Undersøgelser fra udlandet viser, at aktiv nabohjælp kan nedbringe risikoen for indbrud med op til 26%.

Herudover viser erfaringer, at et fællesskab med vejens andre beboer kan være med til at skabe tryghed i nærområdet. Hvis en gruppe naboer aktivt anvender nabohjælp og er gået sammen om at forebygge indbrud,er det en god idé at systematisere indsatsen ved hjælp af den officielle nabohjælpsordning. Det gør indsatsen mere synlig – og dermed mere effektiv.

DNA-mærkning

DNA-mærkning foretages med en syntetisk væske, som kan påføres dine værdigenstande. Væsken indeholder nogle mikroprikker, som danner en unik DNA-kode. Væsken med DNA bliver synlig under UV-lys, og herefter kan koden aflæses ved hjælp af et mikroskop. Mærkede effekter er sværere at afsætte og derfor ikke så attraktive af stjæle. Et forsøg i Syd- og Sønderjyllands Politi har vist, at indbrud i husstande med DNA-mærkning faldt med 38%.

Som borger kan du tilmelde den unikke DNA-kode i en database, hvor du registrerer de værdigenstande, der har fået påført væsken. Når du køber DNA-mærkning, modtager du også særlige advarselsmærkater, som kan påføres på de mærkede genstande samt på vinduer og postkasser.

Kom og hils på

Kom og se den mobile politistation og bliv samtidig klogere på, hvordan du med få midler sikre dig bedre mod indbrud.

For yderligere vejledning er man velkommen til at rette henvendelse til: Vicepolitiinspektør Ralf Hove Larsen, 7258 3088.

Med venlig hilsen

Midt- og Vestjyllands Politi

Det Kriminalpræventive Sekretariat

mvjyl-dks@politi.dk