Skip to main content

EM i håndbold for politifolk i Silkeborg

Pressemeddelelse   •   Maj 26, 2016 09:18 CEST

Midt- og Vestjyllands Politi er arrangører, når de Europæiske Politimesterskaber i håndbold løber af stablen i Silkeborg i næste uge.

På mandag åbner dørene i JYSK Arena i Silkeborg for den 15. udgave af de Europæiske politimesterskaber i håndbold. Midt- og Vestjyllands Politi er værter for mesterskaberne, der afvikles i samarbejde med DPIF (Dansk Politiidrætsforbund) og Silkeborg Kommune.

Danmark har tidligere været Europamester og vandt sølv ved de seneste Europæiske Politimesterskaber i 2012 i Tyskland, så der er spændt forventning til både det danske holds indsats og selve afviklingen af arrangementet. 

Vi er rigtig stolte af at have fået lov til at arrangere politimesterskaberne herhjemme i vores egen politikreds. Det bliver stort at få lov til at byde politikollegerne fra hele Europa velkommen til Midt- og Vestjylland, udtaler formand for Midt- og Vestjyllands Politis idrætsforening, Jens Claumarch, der til daglig er vagtchef og som har været med til at arrangere politimesterskaberne.

Vi har sørget for transport til og fra lufthavnen, indkvartering og bespisning af politikollegerne i forbindelse med arrangementet, så der bliver nok at se til, men vi får heldigvis hjælp fra kolleger fra andre kredse, fra pensionerede politifolk og lokale idrætsforeninger” siger Jens Claumarch.

Det handler ikke kun om at se fremragende håndbold udspille sig på en bane. Politimesterskaberne i håndbold skal i lighed med politimesterskaberne inden for andre sportsgrene ses som et forsøg på at fremme relationerne blandt politifolk i hele Europa, hvilket giver rigtig god mening i en tid, hvor der momentvis er brug for at forskellige lande kan assistere hinanden i forhold til politiarbejdet.

Vi ser frem til at nyde godt af hjemmebanefordelene, når vi på mandag byder et forhåbentligt talstærkt dansk håndboldelskende publikum velkommen til de europæiske politimesterskaber. Som arrangører lover vi, at der vil blive spillet fremragende holdbold, så det er bare med at møde op, udtaler Jens Claumarch.

Fakta om politimesterskaberne
Mesterskaberne foregår fra den 29. maj til 5. juni i JYSK Arena og i den periode vil der blive spillet 18 kampe.

Der er officiel åbning klokken 10 mandag 30. maj, og de første kampe bliver spillet klokken 11.30. Det er Danmark-Østrig og Frankrig-Grækenland.

Med i finalerunden i Silkeborg er otte hold fra henholdsvis Danmark, Tyskland, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Norge, Schweiz og Østrig.

Alle håndboldspillere bliver indkvarteret på hotel Scandic Silkeborg. De ankommer til Silkeborg 29. maj. 

Dansk Politi Idrætsforbund ogMidt- og Vestjyllands Politiidrætsforening gennemfører mesterskaberne i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund, Silkeborg Kommune og VisitSilkeborg.

Der er fri entré til kampene i JYSK arena.

Yderligere oplysninger:
Jens Claumarch, Midt- og Vestjyllands Politiidrætsforening, tlf. 72 58 29 30

Borgmester Steen Vindum, tlf. 26 29 37 32