Skip to main content

Går du også en sort tid i møde? – Så vær beredt!

Pressemeddelelse   •   Nov 24, 2016 13:23 CET

Black Friday, Black Week, Black Days – kært barn har mange navne, men fællesnævneren er, at vi går en weekend i møde, hvor butikkerne landet over kører med massive tilbud og trækker tusindvis af danskere til kassen.

Pas på tricktyve hvis du fristes af de gode tilbud
Traditionen tro er trængte handelsgader, fyldte butikker og varehuse et udsøgt mål for forskellige former for tricktyverier. Som forbruger kan du derfor med fordel være opmærksom, hvis du skal ud og handle til Black Friday eller i forbindelse med juleshopping i december.

Falske indsamlinger
Vær opmærksom på indsamlinger til døve, et børnehjem eller andre formål, hvor afsenderen ikke umiddelbart er kendt. Det kan være en måde at få lokket pungen op af lommen eller tasken og i den sammenhæng begå et tricktyveri.

Afluring af pinkode
Beskyt altid din pinkode, når du bruger dine betalingskort. Du må også til en hver tid bede andre kunder i køen bag dig om at holde afstand, det er ikke uhøfligt. Når du står i kø for at betale, så husk også selv at holde afstand. Vi må hjælpe hinanden med at skabe trygge og sikre betingelser i forbindelse med brug af hævekort. Hvis gerningspersonerne ikke har mulighed for at aflure din pinkode, så vil de heller ikke stjæle din pung og dit hævekort.

Julemusikanter
Der er set eksempler på musikanter, som sidder og spiller (gerne i nærheden af en hæveautomat), og når folk stopper op og lytter til musikken, så bevæger der sig tricktyve rundt i mængden af mennesker.

Gode råd
• Gå aldrig med unødigt mange penge på dig.
• Opbevar dine penge/pung tæt på kroppen, gerne i en lomme med lynlås eller en inderlomme. Pungen skal aldrig være i baglommen, i en åben taske, cykelkurv, rollator eller lignende.
• Vær opmærksom, hvis der er nogen, som forsøger at aflede din opmærksomhed, stiller ”mærkelige” spørgsmål, puffer dig i køen eller forsøger at sælge dig noget.

Midt og Vestjyllands Politi opfordrer til, at man tager sine forbehold og er opmærksom, når man handler i de fyldte gader, og så ønsker vi ellers alle købelystne borgere god vind med tilbudsjagten.


HUSK: Hvis du bliver bestjålet, du bemærker noget mistænkeligt eller føler dig utryg, så ring straks til politiet på telefonnummer 114.

Kontaktoplysninger:

Kontakt leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat Ralf Hove Larsen for yderligere oplysninger på tlf.nr 72 58 30 88