Skip to main content

Pressemeddelelse: Brænder du nallerne på online juleshopping?

Pressemeddelelse   •   Nov 18, 2016 13:37 CET

Bedrageri ved online handel – en stor udfordring

Den enorme vækst i e-handel giver udslag i kriminalitetsformerne. Midt og Vestjyllands Politi ser store problemer med sager, hvor man køber en vare online, som man betaler for, men efterfølgende får man aldrig tilsendt varen. Derudover er der problemer med falske firmaer/hjemmesider, som ”stjæler” kreditkort eller kontooplysninger og tilsendte varer, som ikke svarer til det, man har bestilt. Bedrageri ved online handel foregår hovedsageligt indenfor: Elektronik (særligt mobiltelefoner); tøj og sko, billetter til rejser og arrangementer samt brugskunst (særligt designervarer).

Gode råd når du handler online

Hvis du også er en af de danskere, som klikker julegaverne i kurven fra din plads i sofaen, så er der en række forholdsregler, som du med fordel kan være opmærksomme på, så du undgår at blive snydt, når du handler på nettet.

  • Oplys aldrig personlige oplysninger i en e-mail, pr. telefon eller på sociale websites.
  • Brug en netbutik, du har tillid til – tjek e-mærket, da det indikerer, at hjemmesiden er vurderet til at være lovlig og etisk forsvarlig.
  • Tjek virksomhedens hjemmeside og se, om du få de nødvendige oplysninger.
  • Undersøg evt. på www.firmatjek.dk, om du handler med et firma, der ikke har efterlevet en afgørelse i forbrugerklagenævnet.
  • Kontrollér at hjemmesiden giver dig de lovbefalede oplysninger, f.eks. om din fortrydelsesret og sælgers kontaktoplysninger.
  • Betal med betalingskort og oplys kun kortoplysninger, når du handler på en sikker side. Brug aldrig bankoverførsel.
  • Tjek dine kontoudtog.
  • Undersøg om forbindelsen er sikker, før du betaler – dvs. netsider, der er tilmeldt SecureCode/Verifired by Visa.
  • Brug anitvirus og Firewall og sørg for at programmerne er opdaterede.
  • Brug password til trådløst netværk.

Lad ikke (for) gode juletilbud stige dig til hovedet - undgå at blive hæler!

Hvis du lader dig lokke af et tilbud på brugte varer, som er for godt til at være sandt, så kan du være få klik fra at blive hæler. Det er dit ansvar at sørge for, at det du køber, ikke er stjålet, og du skal kunne dokumentere, hvor varen stammer fra. Vi ved, at internettet er hælernes største markedsplads, og du skal huske, at du ikke ejer den stjålne vare, selvom du har betalt for den og alt tilsyneladende er foregået lovligt. Er der noget mistænkeligt ved annoncen, og hænger historien sammen? Undersøg sælgers identitet – spørg eventuelt efter ID og tag ingen chancer, hvis du er i tvivl!

Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Midt- og Vestjyllands Politi ønsker alle en rigtig god julehandel!

Kontaktoplysninger:

Kontakt leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat Ralf Hove Larsen for yderligere oplysninger på tlf.nr 72 58 30 88