Skip to main content

PRESSEMEDDELELSE: Kastanjemænd, varm kakao og forebyggelse af indbrud i dit hus

Pressemeddelelse   •   Okt 14, 2016 11:47 CEST

For mange er uge 42 forbundet med efterårsferie og hygge med familie og venner. Efterårsferie er samtidig også et tegn på, at vi nu for alvor rammer den periode på året, som er præget af kortere dage og flere mørke timer. Mørket kan desværre være med til at skabe bedre arbejdsbetingelser for indbrudstyve. Derfor opfordrer Midt og Vestjyllands Politi borgerne til at kombinere hyggen og den varme kakao med en drøftelse af, hvordan hjemmet kan sikres bedre mod indbrud.

Se på dit hus med tyvens øjne
En tyv vil vælge det hus, hvor det er lettest at arbejde uset i forhold til naboer og evt. trafik på tilkørselsvejen. Kort sagt foretrækker en tyv arbejdsro og ønsker derfor ikke at blive kigget over skulderen. Tyven kan måske arbejde uset, hvis indbruddet kan foregå i skjul bag en høj beplantning. Derudover vil tyven gå efter et hus, der ser ubeboet ud, fx pga. højt græs/ukrudt eller hvor der er en tom affaldspose.

Tyven vil forsøge at skaffe sig adgang via husets svageste led. Det kan eksempelvis være der, hvor huset er mindst beskyttet—fx døre og vinduer med dårlige hasper og hængsler. Det kan også være det sted, hvor det er lettest at arbejde i fred, eller der hvor det er lettest at komme uset til og fra huset. Endelig kan tyven også gå ind det sted, hvor der er synlige værdier i form af fx dyr fladskærm, IT- og fotoudstyr.

Hvordan kan man sikre sig?
Vi anbefaler, at man altid lukker og låser døre og vinduer, når hjemmet forlades. Derudover er det en god idé at sørge for at vedligeholde træværket i døre og vinduer godt og sikre, at de har gode hasper og hængsler. Foruden vinduer og døre kan man gøre følgende:

  • Sørg for, at tyven ikke kan bruge værktøj og redskaber på adressen (lås værktøj og haveredskaber inde, fastlås evt. stigen)
  • Lad ikke værdigenstande være synlige udefra
  • Klip hækken ned, så tyven ikke kan gemme sig bag den
  • Opsæt evt. bevægelsessensor, der tænder lys uden for og tænd/sluk-ure indenfor
  • Undgå at fortælle på de sociale medier eller lignende, at du er bortrejst
  • Lad haven rode lidt, så det ser ud som om, der er nogen hjemme

Hvis en familie oplever, at risikoen for indbrud påvirker trygheden (måske har man tidligere haft indbrud, er bange for at sove alene, bor i et område, hvor der har været flere indbrud – eller måske rejser meget, har store værdier i hjemmet eller langt til nærmeste nabo), så kan man vælge at opsætte et alarmsystem i hjemmet. Mange firmaer tilbyder forskellige former for tyverialarmer (og kamera-løsninger), som kan anvendes i sådanne situationer.

Mærkning og registrering – vis omverdenen, hvor dine ting hører hjemme
Vi anbefaler, at man i familien mærker og/eller registrerer alle værdigenstande i hjemmet. Dette kan gøres via gravering eller med dna-væske/lak. Derudover anbefales det, at man noterer serienummer og stelnummer på værdigenstande samt tager billeder af værdigenstande og gemmer på eksternt medie/drev (ikke på computeren). Tyvene vil have vanskeligere ved at afsætte mærkede genstande, og politiet har bedre muligheder for at opklare tyverier og indbrud, hvis genstandene er mærkede. Mærkningen giver også en større sandsynlighed for, at familien får de stjålne ting tilbage, hvis genstandene findes.

Gør ikke rent efter indbrud - kontakt politietStår du i en situation, hvor der har været indbrud i din bolig, skal du hurtigst muligt kontakte politiet. Du må ikke begynde at rydde op eller gøre rent, før politiet har været forbi, da du risikerer at fjerne evt. spor (fod/fingeraftryk eller dna-spor). Derudover skal du anmelde indbruddet til dit forsikringsselskab samt sørge for at spærre evt. stjålne hævekort.

Holde øje med og for hinanden
Midt og Vestjyllands Politi anbefaler, at naboer hjælper hinanden ved at holde øje med hinandens hjem, og man skal ikke tøve med at kontakte politiet på telefonnummer 114, hvis man ser noget mistænkeligt i nabolaget.

Mistænkelige observationer kunne eksempelvis være ukendte personer, der går rundt i villakvarteret eller ukendte biler i gadebilledet, som ikke umiddelbart har noget formål med at køre rundt i kvarteret. Et simpelt ”hej” til forbipasserende, når man lufter hunden om aftenen, kan også have en effekt. Et af de bedste værn mod indbrud er liv og aktivitet – tyve vil ikke hverken ses eller genkendes, så et simpelt ”hej” kan være nok.

Udover at være opmærksom og hilse på hinanden i nabolaget kan man også tilmelde sig Nabohjælp. Nabohjælp er et simpelt koncept, som man tilmelder sig via nabohjælp.dk, og som har en positiv effekt på at forebygge indbrud.


Kontaktoplysninger:

Kontakt leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat Ralf Hove Larsen for yderligere oplysninger på tlf.nr 72 58 30 88