Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra fredag 050118 kl. 0700 til mandag 080118 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 08, 2018 10:03 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Københavnsvej, Roskilde (2 steder)

Vestergade, Tølløse

Rugvænget, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Sneglehøj, Roskilde

Moseskrænten, Ejby, Lille-Skensved

Søbakken, Svogerslev, Roskilde

Nygade, Klippinge

Gyvelvej, Roskilde

Nørre Boulevard, Køge

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Færdselskontrol ved skoler i uge 2 – hele politikredsen.

I uge 2 holder politiet særligt øje ved skoler for at højne færdselssikkerheden. Det betyder bl.a. at forældre skal sørge for at parkere, hvor det er lovligt og ikke ”bare” smide børnene af, fordi man er lidt for sent på den. Det har stor betydning for sikkerheden, at alle overholder reglerne.

-------------

Fredag – lørdag:

Færdselsuheld – Nykøbingvej, Føllenslev – Odsherred

Kl. 0707 var det sket et færdselsuheld, hvor en bil var havnet i grøften. Det viste sig, at en 19-årig mand fra Gørlev Sj. efter ”frisk” kørsel i en personbil i en kurve havde mistet herredømmet over bilen, der skred ud og endte på taget i grøften. Den 19-årige blev tilset af ambulancepersonale, men var sluppet uskadt fra uheldet. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Bilist flygtet efter uheld – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 1110 anmeldte en 19-årig kvinde fra Jyderup, at hun kl. ca. 1005 havde været impliceret i et mindre færdselsuheld på Skovvejen ved Boholmvej. Anmelderen kørte i østlig retning, da hun ved en sammenfletning blev overhalet af en mand kørende i en ældre, mørk personbil muligt af mærket VW Passat. Den bagfra kommende bilist overhalede ind over en spærreflade og påkørte venstre sidespejl på anmelderens bil, så der opstod en mindre skade på sidespejlet. Begge parter standsede kort efter for at tale sammen, men den mandlige bilist ønskede ikke at medvirke til udveksling af forsikringsoplysninger. Den mandlige bilist stak af, men anmelderen nåede dog at tage et billede af bilen og dens nummerplade. Politiet forsøger nu at få flugtbilisten identificeret for at få klarlagt årsagen til den manglende opfyldelse af sine forpligtelser ifølge færdselsloven.

Sur klient hos kommunen – Rådhusbuen, Roskilde

Kl. 1135 anmeldte kommunalt ansatte, at en mandlig klient var utilfreds med behandlingen hos kommunen, hvorefter han nu havde begået hærværk mod en bil udenfor. Politiet fik i nærheden af rådhuset kontakt til en 19-årig mand fra Roskilde, som blev anholdt og sigtet for hærværk. Han var indledningsvist af et par rådhusbetjente blevet bortvist fra rådhusets jobcenter, som han på grund af sin utilfredshed ikke frivilligt ville forlade og havde råbt op. Udenfor havde han taget en cykel, som han havde kastet to gange op på kølerhjelmen og frontruden på en parkeret bil tilhørende en privatperson. Bilens frontrude blev knust, og der kom buler i kølerhjelmen. Efter afhøring til hærværkssagen og en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen pga. råberiet løslod politiet den 19-årige, der nu kan se frem til både et erstatningskrav og en strafferetlig afgørelse på sagen.

Anholdelse – Indbrud i villa – Sneglehøj, Roskilde

Kl. 1527 henvendte en opmærksom borger sig til politiet, fordi han havde set en fremmed mand smide en Ipad ned på jorden, så Ipaden gik i stykker. Da den fremmede mand så anmelderen, løb manden fra stedet, og ved samtale med en nabo kunne denne oplyse anmelderen om, at den fremmede mand havde henvendt sig ved flere boliger i området. Næsten samtidig med denne henvendelse henvendte en 20-årig mand fra Sverige sig til en patrulje på Låddenhøj. Den 20-årige oplyste, at han havde lavet noget dumt og ledte patruljen til en bestemt villa på Sneglehøj, hvor politiet kunne konstatere et indbrud via havedøren. Den 20-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud på stedet, hvor terrassedøren var blevet opbrudt. Fra stedet havde han stjålet en Ipad og noget parfume. Ipaden fandt politiet senere i området, og den 20-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, som senere vil blive afgjort i et retsmøde.

Brand i håndklæder mv. – Hovedgaden, Nr. Jernløse, Regstrup - Holbæk

Kl. 1552 anmeldte personalet tilknyttet nogle beskyttede boliger, at ukendte gerningsmænd havde kastet noget fyrværkeri ind gennem et vindue, så der var gået ild i nogle håndklæder. Personalet havde dog selv fået slukket branden og fået luftet ud. Politiet kunne konstatere, at der var tale om et romerlys, som havde forårsaget branden hos en 18-årig mandlig beboer. Skadevolderen forsøger politiet nu at få identificeret. Ingen kom til skade ved den mindre brand.

Straksdom – Butikstyveri – Vestergade, Køge

Kl. 1622 anmeldte personalet i Kvickly, at en udenlandsk mand var tilbageholdt efter et større butikstyveri, og at to andre mænd var flygtet fra stedet i en højrestyret, blå bil med gule nummerplader fra supermarkedets p-plads. Politiet kørte til supermarkedet, hvor en 21-årig mand fra Polen blev anholdt og sigtet for tyveri af kosmetiske produkter og en kuffert til en værdi af 17826 kr. Den 21-årige var sammen med de to flygtede medgerningsmænd kommet ind i supermarkedet, hvor de havde samlet varerne sammen i en kuffert, som de også tog i butikken. Da de forsøgte at forlade supermarkedet via indgangspartiet uden at betale, blev de råbt an, hvorefter to mænd løb, medens den nu anholdte forsøgte at medtage kufferten med de stjålne varer. Han efterlod kufferten og løb, men blev indhentet af personalet. Senere på eftermiddagen meddelte en ansat fra supermarkedet, at hun under hundeluftning i Ejby-området havde bemærkedet den blå bil med de to sidste gerningsmænd i. Da mændene så hundelufteren, skyndte de sig at køre væk, og politiet fandt hverken bil eller mænd i Ejby-området. Den anholdte, 21-årge polak blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev idømt 30 dages fængsel samt udvisning med indrejseforbud i de næste 6 år. Politiet forsøger nu at få de to øvrige medgerningsmænd identificeret og anholdt.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 1715 anholdt og sigtede politiet en 44-årig mand fra Orø for spirituskørsel i en varebil, som han havde ført slingrede fra Kvanløse i retning mod Holbæk. En anden bilist havde derfor anmeldt den 44-årige, som var spirituspåvirket under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Hastighedskontrol – Holbækmotorvejen, Holbæk

Færdselspolitiet kontrollerede fredag aften bilisternes hastighed under kørsel ad Holbækmotorvejen i østlig retning. Et par bilister skilte sig ud fra de øvrige, idet en 60-årig mand fra Skive kørte i en personbil med 178km/t mod højst tilladt 110 km/t. En anden mandlig bilist på 23 år fra Brøndby kørte i en personbil 161 km/t mod højst tilladt 110 km/t og foretog tillige en overhaling indenom. Ud over en bøde vil disse to bilister også blive mødt med en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, fordi de begge kørte mere end 160 km/t på motorvejen. En betinget frakendelse vil betyde aflæggelse af en kontrollerende køreprøve samt en prøvetid på 3 år, hvor bilisten ikke må begå tilsvarende overtrædelser af færdselsloven, hvis kørekortet skal beholdes.

Hastighedskontrol – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 2020 målte færdselspolitiet en polsk bilist til at køre med mindst 189 km/t ad motorvejen i sydlig retning mod højst tilladt 110 km/t. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Polen, som i forvejen var efterlyst af København Vestegns politi i anledning af retsmøde i forbindelse med en anden overtrædelse af færdselsloven. Polakken vil nu få denne overtrædelse afgjort sammen med sagen hos Københavns Vestegns Politi og vil ud over en bøde blive mødt med en påstand om en betinget frakendelse af kørekortet, fordi han har kørt mere end 160 km/t på motorvejen.

Udenlandsk butikstyv – Ølbycenter, Køge

Kl. 2046 blev en udenlandsk mand tilbageholdt af personalet i supermarkedet Netto, hvor han havde taget en hårtrimmer og to tuber tandpasta til en samlet værdi af 180 kr. Politiet anholdt en 32-årig mand fra Rumænien, som blev sigtet for tyveri af effekterne. Han fik sin sag afgjort straks med en bøde, som blev betalt. Den 32-årige rumæner blev herefter løsladt.

Straksdom til narkosælger – Roskilde

Kl. 2100 ransagede specialpatruljen en lejlighed, hvor en 24-årig mand fra Årslev befandt sig, på grund af mistanke om salg af narkotika fra stedet. Ved ransagningen fandt politiet knap 600 gram hash, en digitalvægt, en strømpistol og 12 ampuller med dopingmidler. Politiet beslaglagde effekterne som bevis i sagerne, og den 24-årige blev anholdt og sigtet for den ulovlige besiddelse af dem. Den 24-årige forblev i politiets varetægt hen over natten og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Ved retsmødet blev den 24-årige blev idømt tre måneders fængsel, da han tidligere var straffet for tilsvarende kriminalitet.

Spirituskørsel – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 0237 anholdt og sigtede politiet en 52-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel på en stor knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 0302 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Jerslev Sj. for både spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil. Den 35-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til sagerne.

Narkokørsel – Kong Valdemars Vej, Roskilde

Kl. 0411 bemærkede politiet en bilist, som man gerne ville lave en rutinekontrol af. Bilisten satte dog hastigheden op, da politiet gav tegn til, at bilisten skulle standse. Politiet fulgte efter bilisten, der satte kursen mod sygehuset i Roskilde, hvor bilisten standsede ved skadestuen. Ud steg en højgravid kvinde, der skyndte sig ind på skadestuen, medens politiet tog kontakt til en 29-årig mand fra Fakse som fører af bilen. Han var dog påvirket af cannabis under kørslen og havde ikke generhvervet sin førerret, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på sygehuset til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet opfordrede tillige manden til på førstkommende hverdag at tage kontakt til fogedretten, idet han også var eftersøgt som udeblevet herfra. Hvordan kvindens mulige fødsel forløb, kender politiet ikke noget til, men den 29-årige blev efter blodprøven og afhøring til sagerne genforenet med den fødende kvinde.

Lørdag – søndag:

Eftersøgning – Roskilde.

Lørdag kl. 0732 blev anmeldt om en person, der var gået fra en institution i Roskilde. Den 32-årige kvinde fra København, der var indlagt på stedet, fik forskellig medicin og gik ofte ture i Boserupskoven. Kl. 0910 blev kvinden fundet i strandkanten i skoven. Hun var afkræftet efter at have opholdt sig udendørs i lang tid. Hun blev fløjet til Rigshospitalet. Hendes tilstand betegnes som ikke kritisk af lægen fra helikopteren.

Brand – Kalundborg.

Kl. 0910 blev anmeldt om brand i villa på Holbækvej, hvor der var brand i en treetagers ejendom. Brandårsagen skyldes en tørretumbler i ejendommens kælder. Hele huset fyldt med røg, og politi og brandvæsen fik alle beboere ud fra stedet i god behold.

Spirituskørsel – Tune, Greve.

Kl. 1012 anholdt politiet en 55-årig kvinde fra Tune, der kørte i bil på parkeringspladsen ved Tune Centret. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel – Ringsted.

Kl. 1112 anholdt politiet en 68-årig mand fra Haslev, der kørte i bil på Tolstrupvej. Han var påvirket af spiritus.

Kørekort havde han ikke, da han var frakendt retten til at føre bil, og endelig blev bilen konfiskeret, da det var fjerde gang inden for tre år, at han blev sigtet for spirituskørsel. Det var han ikke tilfreds med, at konfiskationen skal derfor vurderes af en dommer.

Brand – Føllenslev, Kalundborg.

Kl. 1422 kørte politi og brandvæsen til Eskebjergvej, hvor der var ild i en lade ved en landsbrugsejendom. Laden nedbrændt, men øvrige bygninger led ingen skade. Brandårsagen er p.t. ukendt.

Mistænkeligt forhold – Bjerge Sydstrand, Kalundborg.

Kl. 1534 bemærkede et vidne en mand, der formentlig er af østeuropæisk afstamning, idet manden talte et udenlandsk sprog, da anmelderen kontaktede ham. Manden gik rundt i kvarteret ved Lyngager og muligt tog billeder af huse m.v. Politiet kørte til stedet, men manden blev ikke truffet.

Politiet vil gerne rose vidnet for sin handlemåde, der er helt i tråd med anbefalingerne for Nabohjælp, hvor det anbefales, at man spørger mistænkelige personer, om der er noget, som man kan hjælpe med……

Spirituskørsel – Ubby, Kalundborg.

Kl. 2101 anholdt politiet en 49-årig kvinde fra Høng, der kørte i bil på Hovedgaden. Kvinden var påvirket af spiritus, og hun fik udtaget en blodprøve, før hun igen blev løsladt.

Spirituskørsel – Tuse, Holbæk.

Kl. 0109 anholdt politiet en 43-årig mand fra Hørve, der kørte i bil på Kalundborgvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 0333 anholdt politiet en 19-årig kvinde fra Ølstykke, der kørte i bil på Holbækmotorvejen, da hun mødte politiet. Hun var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Uro – Kalundborg.

Kl. 0335 anholdt politiet en 46-årig mand fra Sunds, der optrådte på et værtshus i Skibbrogade. Pgl. var påvirket af spiritus, hvorfor han blev lagt i detentionen til afsvaling. Han blev løsladt i løbet af morgenstunden.

Uro – Roskilde.

Kl. 0345 kørte politi til Dansebar på Jernbanegade, hvor en 22-årig mand fra Dragør og en 22-årig mand fra Albertslund optrådte voldeligt. De to ville ikke følge politiets anvisninger om at forlade stedet, og det endte med, at den ene anholdte blev bidt i en arm. Begge lagt i detentionen. De blev løsladt i løbet af morgenen medbringende en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Spirituskørsel – Roskilde.

Kl. 0550 anholdt politiet en 20-årig kvinde fra Ringsted, der blev standset i sin bil på Vindingevej. Hun var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Søndag – mandag:

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 1426 anholdt politiet en 39-årig mand fra Herfølge, der blev standset på Køgevej ved Snoldelev. Pgl. var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve. Løsladt blev han ikke, idet han var søgt til fremstilling fogedretten, og det vil ske mandag formiddag.

Eftersøgning – Ejby, Lejre.

Kl. 1431 blev anmeldt om en 81-årig mand, der var gået fra en adresse i Ejby. Pgl. er dement. Politiet sendte flere patruljer til stedet sammen med en helikopter. Kl. 1705 blev manden fundet af en beboer i området. Han blev fulgt hjem til sin adresse. Han var i god behold. Politiet takker for borgernes hjælp med at finde pgl. igen.

Brand – Klippinge, Stevns.

Kl. 1614 blev anmeldt om brand i en lade i Sibirien (Altså på Stevns!). Branden opstået i en container, der indeholdt diverse brandbart materiale. Containeren stod op af en lade, men det lykkedes at begrænse ilden til containeren. Branden meget hurtigt slukket. Brandårsagen kendes ikke med sikkerhed.

Nøgen mand – Roskilde.

Kl. 1929 blev anmeldt om, at en nøgen mand løb rundt i det kolde vejr ved Horsehøj.Han var påvirket af spiritus og blev derfor sat i detentionen for yderligere afsvaling. Personen er en 65-årig mand fra Roskilde.

Narkopåvirket bilist – Greve

Kl. 1930 anholdt politiet en 34-årig mand fra Jyllinge, der blev standset i sin bil på Køge Bugt Motorvejen. Pgl. var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Uro – Roskilde.

Kl. 2012 kørte politiet til Roskilde Station, hvor en person anmeldte overfald. Det viste sig, at der var tale om en person, der ville tage/låne en telefon fra en anden på stationen, uden der dog var tale om røveri eller lignende. Politiet fik fat i personen, der skulle være skyld i uroen. Han ville overhovedet ikke tale med eller til politiet, og han forholdt sig helt tavs også efter at være kommet ind på politistationen.

Han havde ingen papirer på sig, men via mandens tøj blev det konstateret, at han formentlig var svensk.

Derfor blev svensk politi adviseret, og det lykkedes at finde frem til mandens identitet. Der var tale om en 23-årig mand, hvis forældre boede i Ystad. Forældrene afhentede deres søn hos politiet tidlig mandag morgen. Hvad den 23-årige skulle i Roskilde melder historien ikke noget om.

Spirituskørsel – Valløby, Stevns.

Kl. 1948 anholdt politiet en 40-årig mand fra Hårlev, der kørte i bil på Køgevej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel – Karlslunde, Greve

Kl. 2107 anholdt politiet en 34-årig fra Slagelse, der kørte i bil på Køge Bugt Motorvejen. Pgl. var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.