Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra fredag 100217 kl. 0700 til mandag 130217 kl. 0700

Nyhed   •   Feb 13, 2017 09:58 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

3

Indbrud i privat beboelse:

27

Indbrud i skole, institution og lignende:

0

----------

Fredag – lørdag:

Brand – Hårlev, Stevns.

Kl. 1147 blev anmeldt om brand på Aggerupvej. Branden begrænset til et værksted på stedet. To ti-årige drenge blev afhørt til sagen, og de erkendte at have sat ild til nogle papkasser. Der skete kun en begrænset skade. De sociale myndigheder og forældre blev inddraget i sagen grundet drengenes unge alder.

Forsøg på tricktyveri – Greve.

Kl. 1330 kom en mand ind i en forretning på Greve Strandvej, hvor han forsøgte at betale en vare med en 1000 kr. seddel. Ekspedienten fattede mistanke om, at pengesedlen var falsk, og ville derfor ikke modtage pengesedlen. Kunden, en mand, der beskrives som sydeuropæisk, 60-65 år, alm. af bygning, iført hue og parkacoat, forlod dernæst forretningen med uforrettet sag.

Manden gik efterfølgende ind til en naboforretning, hvor han også blev afvist.

Det lykkedes ikke i første omgang at finde frem til manden.

Færdselsuheld – Gundsømagle, Roskilde.

Kl. 1438 skete et færdselsuheld på Holmevej, hvor en 47-årig mand mistede herredømmet over sin bil og ramte et træ. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Hvorfor uheldet skete står hen i det uvisse, men chaufføren er muligt blevet distraheret af en kvindelig passager under kørslen.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1612 fik politiet anmeldelse om et tricktyveri, der fandt sted i en forretning i Smedelundsgade, fredag kl. 1441. En mand ønskede at veksle 4000 kr. og i forvirringen lykkedes det at komme af sted med 2200 kr. udover de penge, som han selv havde med.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, sydeuropæisk udseende, 40-50 år, 160-165 cm, almindelig af bygning, talte engelsk, iført sixpence.

Politiet skal generelt advare forretninger imod at give sig i kast med veksling af penge i større omfang. Hvis man er mistænkelig, så henvis til en bank.

Butikstyveri – Greve.

Kl. 1830 var tre rumænske mænd i Føtex, Greve Midtby Center, hvor de stjal spiritus for ca. 1000 kr.

De tre blev set af en butiksdetektiv. To 38-årige mænd ogen 20-årig mand blev anholdt. De blev alle sigtet for butikstyveri.

Den ene 38-årige blev fremstillet i grundlovsforhør lørdag, da han havde overtrådt et indrejseforbud. Han fik 60 dages fængsel og vil efterfølgende blive udvist af Danmark. De øvrige fik en bøde.

Tricktyveri – Roskilde.

Kl. 1818 kom tre personer ind i Circle K på Københavnsvej, hvor ekspedienten blev distraheret. De to personer stjal i forvirringen 3-5 kartoner cigaretter medens den tredje snakkede med ekspedienten. De kørte fra stedet i en hvid Ford Mondeo formentlig med udenlandske nummerplader.

Færdselsuheld – Ringsted.

Kl. 2059 skete et færdselsuheld på Haslevvej, hvor en personbil, der kørte i retning mod Ringsted mistede herredømmer over bilen og ramte en kantpæl ved vejkanten under en overhaling. En bagsædepassager blev kastet ud af bilen som følge af uheldet. Der var tre lettere tilskadekommende i bilen, og der var tvivl om, hvem der havde ført bilen, hvorfor alle fik taget blodprøve.

Bilen var i øvrigt forsynet med sommerdæk, hvilket godt kan have spillet en rolle i forbindelse med uheldet.

Sagen efterforskes nu nærmere.

Røveri – Kalundborg.

Kl. 2115 cyklede en 17-årig og en 18 årig mand ad Vestre Havnevej, da de blev standset af en mand, der truede med en kniv til at udlevere begge mændenes mobiltelefoner. Den 18-årige blev slået af røveren. Røveren kørte i en mørk Skoda. Sagen efterforskes nu af politiet, der ikke fik fat i røveren i første omgang. Politiet vil meget gerne høre fra vidner til sagen. Ring på 114.

Graffiti – Holbæk.

Kl. 0135 anholdt politiet en 19-åtrig mand fra Frederiksberg, der sigtes for at have malet graffiti på broen ved Vald. Sejrs Vej. Han stak af fra stedet i første omgang, men blev indfanget kort efter. Han blev løsladt senere på natten efter sigtelse for hærværk. Han kan nu se frem til et erstatningskrav og en straf for hærværket.

Uro – Roskilde.

Kl. 0440 anholdt politiet en 26-årig kvinde fra Roskilde, der på Hestetorvet opførte sig provokerende over for de tilstedeværende. Hun blev lagt i detentionen, hvorfor han blev løsladt senere på morgenen med en bøde for sin optræden.

Lørdag – søndag:

Ulovlig campering – Greve

Kl. 0828 anholdt politiet tre rumænere, der blev truffet ved Hundige Station, hvor de ved et busstoppested havde valgt at campere. De fik en bøde for overtrædelse af vejloven og blev løsladt senere på dagen.

Lille barn på vej ud i verden – Roskilde.

Kl. 1122 samlede en 41-årig kvinde fra Roskilde en 2-årig dreng på Margretehåbsvænget. Drengen var iført en grøn pyjamas og var kold. Politiet fandt frem til drengens forældre, der boede meget tæt på findestedet.

Moderen havde blundet et øjeblik og drengen havde taget en stol og havde derved kunne nå håndtaget og komme ud i den vide verden. Politiet undersøgte forholdene i hjemmet, og der var ikke noget, der talte for, at familien ikke kunne passe drengen.

Færdselsuheld – Tureby, Køge.

Kl. 1338 kørte en 26-årig mand fra Bagsværd ad Slimmingevej, hvor der var en del fygesne. Han mistede herredømmet over sin bil og ramte et vejtræ og gled i grøften. Der skete kun materiel skade.

Røveri mod person – Tølløse, Holbæk.

Kl. 1350 skete et røveri på Vestergade over for Superbrugsen. En 18-årig mand fra Tølløse blev truet til at udlevere pung og mobiltelefon til tre personer. De havde truet med at stikke ham med en kniv, men de tre havde ikke vist nogen kniv.

De tre flygtede fra stedet i en lysegrøn Kia Picanto.

De tre beskrives som:

A: Mand, dansk, 20-22 år, 180-185 cm, spinkel af bygning, kort brunt hår, iført Marco Polo jakke, blå bukser, blå kasket og sorte kondisko

B: Mand, dansk, 22-25 år, 185 cm høj, spinkel, kort brunt hår, iført sort kasket, sort vinterjakke med pelskant, mørkeblå bukser og sorte kondisko.

C: Mand, dansk, 22-25 år, 175-180 cm, alm. af bygning, rødt mellemlangt hår, rødt fuldskæg, , kort sort vinterjakke med hætte, gråt halstørklæde, lysegrå joggingbukser med sort skrift på venstre bukseben, sorte kondisko.

Politiet fandt ikke frem til de pgl. i første omgang. Sagen efterforskes nu nærmere, og politiet vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring på 114.

Trussel på livet – Ringsted.

Kl. 1920 var der skudt med et haglgevær mod en hoveddør på Amtstue Alle, hvilket bevirkede at glasdøren splintrede. Politiet kørte frem til stedet og optog anmeldelsen. Politiet lavede en anholdelsesaktion mod en mand på en adresse i Ringsted. Stedet blev holdt under observation, indtil det skønnedes forsvarligt at lave en indtrængning på stedet.

Kl. 2328 anholdt politiet en 39-årig mand fra Ringsted. Politiet fandt frem til gevær og ammunition til samme.

Den 39-årige blev fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor han fik en straksdom på 1 år og 9 mdr.s fængsel, og han blev sat direkte til afsoning.

Spirituskørsel – Greve.

Kl. 2355 anholdt politiet en 19-årig mand fra Karlslunde, der kort forinden havde mistet herredømmet over sin bil på Godsvej. Der skete kun materiel skade, men pgl. var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Uro – Roskilde.

Kl. 0125 anholdt politiet en 17-årig mand fra Køge, der på en grillbar på Hersegade urinerede på gulvet og i øvrigt generede de øvrige tilstedeværende. Han fik en bøde for sin optræden.

Uro – Kalundborg.

Kl. 0409 havde politiet fat i en 32-årig mand fra Ungarn, der blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, idet han opførte sig provokerende på et værtshus på Kordilgade. Han fik en bøde for sin optræden.

Uro – Holbæk.

I løbet af natten var der flere gang optræk til uro omkring Nygade/Vestergade/Jernbanevej. Det førte dog ikke til anholdelser eller sigtelser, men politiet holdt godt øje med kvarteret, hvor der ligger en del restaurationer af forskellig art.

Søndag – mandag:

Falsk 1000 kr. seddel – Holbæk

Kl. 1510 var politiet på et værtshus på Jernbanevej, hvor en udenlandsk mand havde forsøgt at bruge en falsk 1000 kr. seddel. Det blev opdaget, og manden blev afvist.

Han beskrives som: Mand, mellemøstlig udseende, 25-30 år, 160-165 cm høj, kraftig af bygning, brun hud, sort hår, sort fuldskæg, iført sort hættetrøje, sort dunjakke.

Politiet fik ikke fat i den pgl, men sagen efterforskes nærmere.

Mistænkeligt forhold – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 1555-1610 så en 10-årig pige en varebil med en sort stribe på siden, der holdt parkeret ved Jyllinge Parkvej/Værebrovej. Pigen så en mand, der gik i retning mod hende og pludselig løb manden hen mod hende. Hun vendte om og løb væk. Manden løb efter hende, indtil de mødte et ægtepar, der var ude at gå. Manden stoppede op og pigen løb sin vej.

Han beskrives som: mand, 50-60 år, 175 cm høj, fedladen, mørkt krøllet hår, udenlandsk udseende, flere ar i ansigtet, iført sort jakke, hvid bluse, sorte sko og sorte læderhandsker.

Politiet fik identificeret ægteparret, der ikke har set manden, men som har bemærket pigen.

Politiet efterforsker nu sagen nærmere. Evt. oplysninger til politiet på 114.

Spirituskørsel – Jorløse, Kalundborg.

Kl. 1717 anholdt politiet en 38-årig mand fra Kalundborg, der blev truffet kørende på Tissøvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Færdselsuheld – Roskilde.

Kl. 1839 skete et færdselsuheld på Helligkorsvej ved rundkørslen ved Møllehusvej. En 35-årig mand fra Roskilde kørte adMøllehusvej mod nord, da han overså en 57-årig kvinde fra Roskilde, der cyklede i rundkørslen fra Helligkorsvej mod øst, hvor manden påkørte hende.

Kvinden blev overført til Rigshospitalet med hovedskader. Hun er i.flg. oplysningerne ikke i livsfare.

Spirituskørsel – Roskilde.

Kl. 2328 anholdt politiet en 31-årig mand fra Roskilde, der blev standset på Ringstedgade, hvor han kørte i bil. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig