Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra fredag 211016 kl. 0700 til mandag 241016 kl. 0700.

Nyhed   •   Okt 24, 2016 10:52 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

11 stk.

Indbrud i privat beboelse:

37 stk.

Indbrud i skole, institution og lignende:

3 stk.

----------

Fredag – lørdag

Tricktyveri ved pengeautomat – Bagerstræde, Rørvig – Odsherred

Kl. 1226 anmeldte en 73-årig mand fra Frederiksberg, at han i forbindelse med hævning af kontanter i en pengeautomat kl. ca. 1215 var blevet prikket på skulderen af en mand, der påstod, at han havde tabt 150 kr. på jorden. Den 73-årige diskuterede med den fremmede mand og benægtede dette, hvilket en fremmed kvinde udnyttede denne afledningsmanøvre til at ombytte hans dankort med et andet hævekort. Manden og kvinden forsvandt herefter fra stedet uden at medtage de 150 kr. og nåede efterfølgende uberettiget at hæve 14.000 kr. fra den 73-åriges bankkonto, inden dankortet blev spærret. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Mørk vinterjakke, mørke bukser, brune sko; B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Brun frakke med pelskrave med stor hætte, sorte støvler. Politiet ledte forgæves efter A og B i området.

Lokalpolitiet i Nykøbing Sj./Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket A og B i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Klovne-anmeldlese – Præstemarken, Hårlev - Stevns

Kl. 1915 kørte en lokal kvinde på sin el-scooter ad et sti-system, da en person med klovnemalig og en stor rød næse uventet sprang frem og sagde ”Bøh!” til kvinden. Hun blev så forskrækket, at hun kom til at speede sin el-scooter op, således at hun måske ramte klovnen. Kvinden kørte retur til sin bopæl, men var dog noget rystet over oplevelsen. Politiet fandt ikke frem til klovnen i dette tilfælde.

Forsøg på tyveri fra benzinautomat – Bytoften, Grevinge – Odsherred

Kl. 0108 fik en alarm i gang ved en benzinautomat på OK-tankstationen. Da en vægter nåede frem til stedet, forsvandt en mand væk på knallert. Da politiet nåede frem med bl.a. en hundepatrulje, lykkedes det at opspore gerningsmanden, som viste sig at være en 17-årig ung mand fra Grevinge. Han blev kortvarigt anholdt og sigtet for forsøg på tyveri fra benzinautomaten, som han havde benyttet et koben til at bryde op. Kobenet fandt patruljehundene efterladt i området, ligesom spor førte hen til en efterladt knallert. Den 17-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres, ligesom de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.

Lørdag – søndag

Spirituskørsel – Hovedvejen, Roskilde

Kl. 0757 anholdt og sigtede en 33-årig mand fra Borup for spirituskørsel i en personbil, hvis ene fordæk var fladt. Den 33-årige var netop holdt ind til vejsiden af den årsag, da politiet kom forbi. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt bagefter.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 1644 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld mellem en personbil og en lastbil. Flere personer skulle være kommet til skade, hvorfor flere ambulancer samt en lægehelikopter var sendt til uheldsstedet ved Holmstrupvej. Trafikken på vejen blev spærret i begge retninger i forbindelse med redningsarbejdet, hvor bl.a. to heste i lastbilen skulle transporteres videre i en tilkaldt hestetrailer. Føreren af personbilen – en 56-årig mand fra Karise – blev i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. De tre passagerer i personbilen – to kvinder og en mand – blev bragt til hhv. Slagelse og Holbæk skadestuer til undersøgelse. Føreren af lastbilen – en 61-årig mand fra Langeskov – samt en kvindelig passager slap uskadte fra uheldet, der skete, da lastbilen stødte sammen med personbilen, hvis fører var ved at svinge til venstre ad Holmstrupvej. Begge parter var inden uheldet kørt i sydlig retning på vejen, der var ryddet for de involverede køretøjer kl. ca. 2000, hvor trafikken igen kunne køre normalt. Politiet afventer nu analysen af den 56-åriges blodprøve, ligesom han heller ikke er afhørt til sagen. De fire i personbilen pådrog sig lettere personskade som følge af uheldet.

Klovne-anmeldelser – Holbæk / Køge

Kl. 1758 – Ladegårdsparken, Holbæk: klovn i hvidt tøj, maling i ansigtet og orange paryk – ej fundet/idnetificeret.

Kl. 2200 – Gymnasievej, Køge: person med hvidt ansigt og rødt hår forskrækkede en 27-årig kvinde fra Køge og hendes 8-årige datter – klovnen ikke fundet.

Kl. 2216 – Køge: bil med klovne kører op på siden af andre bilister og forskrækker dem – råber efter dem – bilens nummerplade aflæst, hvorefter bilejer kunne oplyse, at bilen var lånt ud til sønnen – bilejer fra København klarer sagen i forhold til sønnen – ej videre fra politiets side!

Skud hørt i byen – Hellested, Hårlev – Stevns

Kl. 2254 anmeldte en 48-årig mand fra Hårlev, at både han selv og hans bekendte havde hørt op mod fem skud i byen – uden at kunne stedfæste området nærmere. Politiet kørte til området og gik en tur, men hørte ikke flere skud. Det er derfor ikke opklaret, hvad der var årsag til skuddene. Ingen er meldt tilskadekommen eller såret i den anledning.

Stjålet bil kørt ind i vejtræ – Bregnetvedvej, Osted, Lejre

Kl. 0245 får politiet melding om et færdselsuheld, hvor en bil er kørt ind i et vejtræ. Det viste sig, at en personbil under kørsel i nordlig retning af ukendte årsager var kørt i et vejtræ, der blev revet op af jorden. Bilen fortsatte yderligere ca. 40 meter fremad, før den standsede. Der var ingen fører til stede ved politiets ankomst, og kort efter kontaktede bilejeren – en 38-årig mand fra Herlufmagle – politiet for at melde sin bil stjålet. Han oplyste, at bilnøgler var stjålet fra ham på diskotek Soho, Holbæk, og bilen derefter var blevet stjålet. Ingen kom til skade ved uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.

Søndag – mandag

Skud i boligområde – Søsvinget / Skebladvej / Klemmenstrupvej, Køge

Kl. 0737 og fremefter kontaktede flere borgere politiet, fordi de kunne høre skud i deres boligkvarter. Politiet sendte flere patruljer til området, hvor politiet traf en jagtformand og nogle jægere. De var i færd med at regulere vildtbestanden i området. De oplyste, at jagten/skyderiet havde været annonceret i lokale aviser onsdag og lørdag, ligesom skilte var sat op i området. Der var således ikke fare på færde for borgerne, som ifølge jagtformanden også kan forvente at høre skud i området næste weekend.

Færdselsuheld – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 1100 anmeldte en 60-årig mand fra København Ø, at han under kørsel ad Landevejen mod øst blev indhentet og påkørt bagfra et par gange af en sort personbil af mærket Audi. Føreren af denne bil fortsatte videre fra stedet uden at standse og blev beskrevet som: mandag 40-45 år, mellemøstlig af udseende og med sort kort hår. Den 60-årige kom ikke til skade og havde ikke nogen anelse om, hvorfor modparten flygtede fra stedet. Politiet forsøger nu at få identificeret både bil og fører.

Brand i opgang – Nygade, Roskilde

Kl. 1213 kørte politiet til en opgang i en beboelsesejendom, hvor der muligt var nogle beboere oppe at toppes. Ved politiets ankomst var der faldet ro på, men der var masser af røg i opgangen, således at røgalarmen var aktiveret. Med en pulverslukker fra patruljebilen slukkede politiet ild i et lagen, som var hængt på en dør i opgangen. Der skete minimal skade, og opgangen skulle luftes ud. Politiet behandler nu sagen om ildebranden som forsætlig brandstiftelse og forsøger at finde ud, hvem der har sat ild til lagnet.

Tyveri fra genbrugsplads – Møllevej, Ringsted

Kl. 1634 anmeldte personalet på genbrugspladsen, at to mænd i en personbil havde taget nogle TV-apparater samt en bærbar PC. Herefter var de kørt fra stedet, men politiet fik kontakt til bilen. Heri befandt sig en 43-årig mand fra Helsingør og en 36-årig mand fra Sverige, som blev sigtet for tyveri af syv fladskærms-TV samt en bærbar PC fra genbrugspladsen. De kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Anholdelse - Kalundborg

Kl. 1747 fik politiet en anmeldelse om mulige husspektakler i en lejlighed mellem en 20-årig kvinde fra Kalundborg og formentlig hendes 24-årige eks-samlever. Det viste sig, at den 20-årige kvinde var blevet opsøgt af eks-samleveren og formentlig truet med en kniv til at køre med ham i hans bil. Efter politiets ankomst til stedet vendte de tilbage, hvorefter politiet kunne anholde den 24-årige eks-samlever kl. 1853 for trusler mod kvinden siden anmeldelsestidspunktet. Kvinden var fysisk uskadt, men dog rystet og påvirket af hændelsen. Den anholdte er fortsat i politiets varetægt, idet han forventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med krav fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling.

Røveri mod person – Svebølle – Kalundborg

Kl. 1855 anmeldte en 20-årig mand fra Svebølle, at han netop havde haft uventet besøg af tre mænd, der under verbale trusler havde forlangt at få et kontant beløb udleveret af den 20-årige. Han gav dem nogle kontanter, hvilket ikke var nok for de tre mænd, hvoraf den ene muligt havde et slagvåben skjult i den ene bukseben. De forlod kort efter stedet under trusler om at ville komme igen for at få flere penge. Politiet ledte efter de tre mænd i området, men fandt dem ikke. Ved en nærmere afhøring af offeret viste det sig, at årsagen til deres truende henvendelse var et påstået, økonomisk mellemværende mellem offeret og en mand, som offeret havde korresponderet med tidligere. Derfor har politiet en kraftig formodning om, hvem der kan mistænkes for at være troppet op på den 20-åriges bopæl for at få penge. Politiet efterforsker sagen som et røveri mod den 20-årige på grund af truslerne mod ham for at få ham til udlevere penge.

Blufærdighedskrænkelse – Hovedgaden, Lille Skensved - Køge

Kl. 1917 anmeldte pårørende til en 16-årig pige fra Lille-Skensved, at den 16-årige under hundeluftning på Hovedgaden kl. ca. 1910 var blevet opsøgt af en mand på cykel. Manden havde først råbt til den 16-årige, der havde musik i ørerne, men hun kunne ikke høre, hvad han sagde. Manden kom derfor tæt på og begyndte at stille personlige spørgsmål, ligesom han ytrede sig om hendes udseende. Manden fulgte efter pigen, som forsøgte at gå en omvej for at få manden til at forsvinde. Til sidst ville han sige farvel ved at give hende hånden, hvorefter han holdt hende fast og kyssede hende på hånden, halsen og munden. Pigen rev sig nu løs og løb væk, men så ikke hvor manden forsvandt hen. Han beskrives som: mand, mørklødet, 35-40 år, ca. 170 cm høj, spinkel af bygning, overskæg, sort lettere krøllet hår, iført sort skindjakke, cowboybukser, kørende på en sort herrecykel med to pakker dåseøl på bagagebæreren. Politiet ledte efter manden i området, men fandt ham ikke.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Klovn ved vejen – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 1933 anmeldte en 39-årig mand fra Holbæk, at han under kørsel i sin bil ad Skagerakvej pludselig så en person med klovnemaske ud mod vejen fra et buskads ved Knudskoven. Klovnen medbragte en ”kølle” og standsede dog ved kanten af vejen, men den 39-årige bremsede dog kraftigt op og standsede. Klovnen forsvandt herefter i løb i retning mod Knudskovsparken. Politiet fandt ikke klovnen efterfølgende.

Mistænkeligt forhold / biljagt – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 0341 ville en patrulje gerne lave en kontrol af en personbil, som kørte på Ringstedvej. Men føreren og passagerne i bilen ønskede ikke at tale med politiet og satte farten op. Bilen kørte fra Ringstedvej via Æblehaven til Rønnebærparken, hvor fire personer løb fra bilen i retning mod Holbækvej. De blev ikke fundet for at høre, hvorfor de løb væk fra bilen. Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at bilens nummerplader tilhørte en bilejer i Rønnebærparken. Bilejerens bil holdt hvor den skulle, men havde fået nye nummerplader, medens bilejerens nummerplader sad på den jagtede bil. Politiet sørgede for ”ombytning” af nummerpladerne og kunne så efterfølgende konstatere, at den jagtede bil viste sig at være stjålet i Næstved d. 131016. Også ejeren af den stjålne bil er nu underrettet om at hente sin bil i Rønnebærparken, medens politiet forsøger at få identificeret de fire personer.