Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra fredag 240217 kl. 0700 til mandag 270217 kl. 0700.

Nyhed   •   Feb 27, 2017 09:48 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Greve Midtby Center, Greve

Nimbusvej, Greve

Huginsvej, Ringsted

Kobbervej, Benløse, Ringsted

Kildeager, Solrød Strand

Gammel Lyngvej, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Lønbjergtoften, Vindinge, Roskilde

Adelers Alle, Gislinge

Kirkevej, Ugerløse

Arnestien, Tune

Mørbjergparken, Vindinge, Roskilde

Bakkehøj, Svinninge, Nørre Asmindrup

Tranebanken, Herfølge

Firhøj, Karlslunde

Tolstrupvej, Hvalsø

Poppelvej, Greve

Bymarken, Roskilde

Timianvej, Højby (2 steder)

Krokusvænget, Asnæs

Olsensvej, Lumsås, Nykøbing Sj.

Tolstrupvej, Hvalsø (2 steder)

Hejrevej, Roskilde

C. C. Iversensvej, Nykøbing Sj. (2 steder)

Anemonevej, Kundby, Svinninge

Gl. Nykøbingvej, Svinninge, Nørre Asmindrup

Boesdalsvej, Rødvig

Johs. Olsensvej, Nykøbing Sj.

Hegnet, Ny Tolstrup, Hvalsø

Narvikvej, Højby

Indbrud i skole og institution mv.:

Fiskervejen, Veddelev, Roskilde

Trommeslagervej, Sigerslev, Store-Heddinge

----------------

Fredag – lørdag:

Spiritus-/narkokørsel / våbenloven / lov om euforiserende stoffer – Algade, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 0850 kontrollerede politiet føreren og en passager i en personbil, der var standset på en tankstation. Ved politiets henvendelse fik passageren – en 57-årig mand fra Fakse - travlt med at kaste noget hvidt pulver ud af bilen. Det viste sig, at han havde været ved at gøre klar til at indtage en ”bane” kokain med en sammenrullet pengeseddel. På grund af mistanke om besiddelse af yderligere narkotiske stoffer blev han ved politiets visitation fundet i besiddelse af en ca. 1 gram kokain samt en ulovlig butterfly-kniv. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven, ligesom effekterne blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere destruktion. Føreren af bilen var en 51-årig kvinde fra Store-Heddinge, som skønnedes påvirket af både spiritus og narkotika. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver i Køge til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserendes stoffer. Begge sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Spirituskørsel – Gammel Køgevej, Klippinge – Stevns

Kl. 0905 anholdt den politipatrulje, der netop havde anholdt en 51-årige kvinde fra Store-Heddinge (se ovenfor), en 31-årig mand fra Rødvig Stevns for spirituskørsel i en personbil i rundkørslen ved Gammel Køgevej / Toftevej, Klippinge. Nogle få minutter tidligere havde en anden bilist anmeldt føreren af personbilen for at køre usikkert af Klippingevej i Strøby-området. Da politipatruljen på vej mod Køge fik kontakt med personbilen i rundkørslen, gik bilen i stå for føreren. Da han var påvirket af spiritus under kørslen, blev han således også anholdt og sigtet for spirituskørsel. En anden patrulje blev tilkaldt til at sørge for indtransporten, idet den anholdte, 31-årige mand ikke var helt tilfreds med politiets indgriben i hans kørsel. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol løslod politiet den 31-årige, som dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Brandundersøgelse – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 1311 tilkaldte en 58-årig mand fra Holbæk brandvæsnet, fordi der var udbrudt ildebrand i hans køkken i en lejlighed i en etageejendom. Han havde været ved at tilberede en medisterpølse i en ovn, da ovnglasset pludselig sprang og antændte ild i papirer, der lå i nærheden. Han forsøgte selv at slukke branden, men forgæves. Brandvæsnet bekæmpede branden, inden den nåede at bredde sig til de øvrige lejemål, hvis beboere var evakueret. Der var dog en kraftig røgudvikling, men ingen personer kom til skade ved branden, der blev begrænset til den 58-åriges lejlighed.

Færdselsuheld – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 1533 standsede en 52-årig mand fra Ringsted under kørsel i rundkørslen ved Jyllandsgade for at holde tilbage for en fodgænger. Det opdagede en bagfra kommende, 56-årig kvinde fra Horbelev ikke, så hun med sin personbil med lav hastighed påkørte den 52-åriges personbil, der blev skubbet lidt ned ad Jyllandsgade. Redningspersonale klippede taget af den 52-åriges bil for at redde ham ud på grund af mistanke om skader i nakken. Ved nærmere undersøgelse var den 52-årige dog sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Fodgængeren blev ikke involveret i ulykken.

Tricktyveri – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 1854 anmeldte en 86-årig kvinde fra Roskilde, at hun i tidsrummet kl. 1630-1730 havde været på indkøb i supermarkedet Aldi. Her var hun blevet kontaktet af en udenlandsk mand, der hele tre gange afledte den 86-åriges opmærksomhed fra hendes indkøbsvogn, hvor hendes taske med en pung i, var placeret. Manden spurgte flere gange, om det var en kylling, der lå i kølemontren. Til sidst tog han en kylling og løb mod kassen. Da den 86-årige ville betale for sine egne varer, opdagede hun, at hendes pung med indhold var blevet stjålet fra tasken i indkøbsvognen. Den spørgelystne mand blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 38-45 år, 158-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Skaldet, Yderligere kendetegn: sort skæg, Talte: Talte engelsk, og som muligt kan have været i ledtog med en anden, ukendt person, der stjal pungen, medens den spørgelystne mand distraherede offeret.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket mand – og muligt endnu en person – i supermarkedet eller i området fredag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Høvevej, Asnæs – Odsherred

Kl. 0603 anmeldte en bilist, at en anden bilist i et solo-uheld var forulykket, og bilen var rullet rundt. Føreren af den forulykkede bil opholdt sig på stedet og havde pådraget sig en mindre skade i ansigtet. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Hørve af ukendte årsager havde mistet herredømmet over sin personbil, der rullede rundt, men standsede på vejen igen. Da han var lettere tilskadekommen, blev han i en tilkaldt ambulance bragt til kontrol og fornøden behandling på skadestuen i Holbæk. Her udtog en læge også en blodprøve af ham, da politiet havde mistanke om, at han var påvirket af spiritus under kørslen. Den 20-årige blev udskrevet efter endt skadestueundersøgelse og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Lørdag – søndag:

Spirituskørsel – Kalundborg.

Kl. 0735 anholdt politiet en 31-årig mand fra Jerslev, der kørte i bil på Holbækvej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Tricktyveri – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 0931 fik politiet anmeldelse om en hændelse, der foregik fredag kl. 1339 i Kvickly i Jyllingecentret. Her blev den 69-årige kvindelige forurettede fra Roskilde kontaktet af en kvinde, der på gebrokkent engelsk spurgte om priser på aviser m.v. Forurettede hjalp kvinden med at finde priser m.v., og da hun kom ud til sin bil konstaterede hun, at hendes dankort var stjålet fra en jakkelomme.

Kvinden beskrives som: Østeuropæisk af udseende, 45-50 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning iført mørkt tøj.

Når du er ude at handle, så pas godt på, at du skjuler din pinkode, hvis du betaler med kort, dermed forhindrer du at blive udsat for tricktyveri, da kortet ikke kan bruges, hvis man ikke har fået koden.

Brand – Kalundborg.

Kl. 1247 kørte politi og brandvæsen til Nørre Alle, hvor der var brand i en lejlighed. Den 52-årige kvinde, der bor på stedet, blev kørt til sygehuset med røgforgiftning. Brandstedet er undersøgt af politiet, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om brand opstået i en sofa i forbindelse med rygning. Stedet skal dog undersøges nærmere af politiet, før brandstedet bliver givet frit.

Spirituskørsel – Greve.

Kl. 1440 anholdt politiet en 49-årig mand fra Roskilde, der kørte på Grevevej. Han var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve.

Narkopåvirket bilist – Holbæk.

KL. 1510 anholdt politiet en 29-årig mand fra Holbæk, der kørte i bil på Skagerakvej. Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve.

Usikker kørsel – Gevninge, Lejre.

Kl. 2137 blev en 93-årig kvinde fra Hvalsø standset på Holbækmotorvejen efter anmeldelse fra flere andre bilister. Kvinden var ædru, men hun skønnedes ikke i stand til at føre bil på betryggende vis, hvor hendes alder givet har spillet ind. Bilen havde mange buler fra andre påkørsler.

Politiet indberettede kvinden til vores centrale afdeling, der har med kørekort at gøre, med henblik på at få førerretten inddraget.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 0029 anholdt politiet en 27-årig mand fra Roskilde, der blev truffet kørende på Fruegade. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Overtrædelse af knivloven – Ringsted.

Politiet fandt kl. 0239 en kniv og et lille kvantum hash og kokain på en 20-årig mand fra Ringsted, der var på diskotek i Sct. Hansgade. Manden blev sigtet for overtrædelse af knivloven, lov om euf. stoffer, og fik i øvrigt forbud mod at komme på diskoteket de næste to år.

Uro – Holbæk.

Kl. 0249 var der slagsmål på Nygade ud for et diskotek. En 19-årig mand fra Holbæk var voldelig over for flere personer, og en dørmand foretog en civil anholdelse af manden, der blev overgivet til politiet kort efter. Den 19-årige fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fjernet fra stedet.

Færdselsuheld – Solrød.

Kl. 0438 kørte en 21-årig mand fra Solrød ad Tåstrupvej. I krydset ved Solrød Byvej kørte han ind i en lysmast, hvilket han ikke kom til skade ved. Politiet sigtede manden for spirituskørsel, og han fik udtaget en blodprøve i den sammenhæng.

Hærværk – Roskilde.

Kl. 0610 søndag morgen fik politiet fat i en 23-årig, en 18-årig og en 17-årig alle mænd og alle fra Hedehusene. De tre ødelagde flere sidespejle på biler og mindst en cykel på deres færden gennem Store Gråbrødrestræde og Hersegade. De kan nu se frem til en bøde for deres adfærd og formentlig også et erstatningskrav for de ødelagte ting.

Søndag – mandag:

Brand i værksted – Lille-Skensved, Køge.

Kl. 0709 blev anmeldt om brand i et værksted på Rugbjergvej. Politi og brandvæsen til stedet, hvor den 77-årige forurettede selv havde slukket branden omkring skorstenen. Brandvæsenet foretog dog efterslukning. Branden opstået omkring et brændefyr og skorstenen.

Færdselsuheld – Ørslev, Kalundborg.

Kl. 1419 skete et færdselsuheld på Nykøbingvej ved Ørslev, hvor en 46-årig mand fra Fårevejle kørte i sin bil ad Nykøbingvej mod nord. Modsat kørte en bil, der blev ført af en 24-årig mand fra Vemmelev, der mistede herredømmet over sin bil og kørte over i modsatte kørebane og ramte ind i den 46-åriges bil.

I den 46-åriges bil var der 4 passagerer, der alle var fra Fårevejle, udover føreren og der var 2 passagerer, der er fra Slagelse og Vemmelev udover føreren i den 24-åriges bil. Alle parter blev kørt til sygehuse rundt omkring på Sjælland. Politiet kender ikke de enkeltes tilstand nærmere.

Der blev tilkaldt bilinspektør til stedet, der undersøgte uheldet nærmere.

Tricktyveri – Køge.

Kl. 1538 fik politiet anmeldelse om, at en 83-årig kvinde var udsat for tricktyveri. Kvinden var i Netto på Fasanvej, hvor to personer spurgte hende om nogle drikkevarer. Kvinden forlod forretningen og det gjorde de to mænd også. De henvendte sig igen til kvinden, da hun var kommet hjem i sin indkørsel. De to mænd spurgte nu om vej til lufthavnen og Malmø, hvor de stod med et kort. Kvinden opdagede, at hendes dankort var væk, og der var efterfølgende hævet 5000 kr. på kortet.

De to mænd beskrives som udlændinge, 20-30 år almindelig af kropsbygning. Intet signalement af bilen.

Forsøg på brandstiftelse – Kalundborg.

Kl. 2104 fik politiet anmeldelse fra Torvet, hvor der stod en personbil, hvor sideruden var knust. Der var hældt benzin ind i bilen, formentlig i den hensigt at sætte ild til bilen. Et vidne så, hvad der skete og det fik gerningsmanden til stikke af fra stedet, og han løb over til en lille personbil, hvor der i forvejen sad en mand i bilen. De kørte fra stedet ad Slotsgade.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, 190 cm høj, spinkel, iført mørkt tøj.