Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra fredag 290416 kl. 0700 til mandag 020516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 02, 2016 10:27 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Blegstræde, Holbæk

Indbrud i privat beboelse:

Hirsevej, Jyllinge

Skovbo Alle, Greve

Højdevej, Jersie, Solrød Strand

Møllebjergvej, Hvalsø

Aastoften, Svogerslev, Roskilde (2 steder)

Kystvejen, Strøby

Brinken, Strøby Egede, Køge

Klosteralleen, Ringsted

Fluebæksvej, Benløse, Ringsted

Bildsøvej, Drøsselbjerg, Slagelse

Morbærvænget, Herfølge

Østergårdsvej, Undløse, Tølløse

Østertorp, Herfølge

Buegangen, Ringsted

Ringstedvej, Ringsted

Indbrud i skole, institution og lignende:

Eksercerpladsen, Ringsted

----------

Fredag - lørdag

Tricktyveri på gaden – Stændertorvet, Roskilde

Kl. 1032 anmeldte en 65-årig mand fra Jyllinge, at han torsdag aften mellem kl. 1800-2100 gik på torvet, da tre udenlandske mænd pludselig begyndte at slås omkring ham, ligesom de råbte og småskændtes. På et tidspunkt skubbede de til anmelderen, der senere på aftenen opdagede, at han havde fået stjålet sin kortholder med diverse kort. De tre mænd beskrev anmelderen som 30-35 år gamle og udenlandske – den ene iført mørkeblå halvlang jakke og cowboybukser. Det var ikke lykkedes mændene at stjæle anmelderens dankort eller hans kontanter.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket de tre mænd i området torsdag aften. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 1117 kørte en 37-årig mand fra Ringsted i en personbil ad motorvejen i vestlig retning. Under overhaling af en lastbil ramte han af ukendte årsager lastbilens brændstoftank og mistede herredømmet over personbilen, der påkørte midter-autoværnet og standsede. Lastbilchaufføren – en 55-årig mand fra Præstø – standsede i nødsporet og forsøgte at stoppe lækagen i brændstoftanken, men forgæves. Brandvæsnet blev tilkaldt til at suge dieselolien ud af lastbilens tank samt opsamling diverse væsker fra den forulykkede bil. Under brandvæsnets arbejde ved lastbilen blev en vognbane afspærret med en skiltevogn. Ingen kom til skade ved uheldet.

Færdselsuheld – Dalbyvej, Ejby, Lille-Skensved - Køge

Kl. 1552 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en knallert og en personbil var stødt sammen. Det viste sig, at en 16-årig pige fra Lille-Skensved kørte på knallert i nordlig retning ad Dalbyvej. Hun medbragte en pige som passager og mistede i en højrekurve kontrollen over knallerten, så hun kørte ind i siden af en modkørende personbil ført af en 19-årig kvinde fra Borup. Knallerten væltede, og pigerne blev kørt til kontrol på skadestuen for diverse hudadskrabninger. Begge piger kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet, da den 16-årige fører af knallerten ikke havde erhvervet sig et knallertkørekort og ikke brugte styrthjelm under kørslen, og idet passageren ikke måtte være med under kørslen.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Undløse, Tølløse - Holbæk

Kl. 1645 anholdt og sigtede politiet en 70-årig mand fra Tølløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Vold – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 1941 kørte politiet til et spisested på Hestetorvet, hvor en 46-årig mand fra Roskilde var blevet overfaldet af to gerningsmænd, der efterfølgende var løbet fra stedet ad Store Gråbrødrestræde. Offeret havde været på et nærliggende værtshus, hvor der havde været en uoverensstemmelse mellem parterne. Da offeret var gået ud på torvet, var de to gerningsmænd fulgt efter og havde overfaldet ham med slag og spark i hovedet. Offeret blev i en tilkaldt ambulance kørt til skadestuen til undersøgelse og behandling. Politiet fandt frem til de to gerningsmænd, som var to mænd på 25 og 59 år fra Roskilde. De blev anholdt af et andet værtshus i Borchsgade i Roskilde, hvor personalet havde trykket på overfaldsalarmen på grund uorden, som de to formentlig var ophavsmænd til. De to mænd blev anholdt og sigtet for vold, da de passede på offerets beskrivelse af gerningsmændene til volden, ligesom de blev sigtet for værtshusuorden på grund af klammeri med dørmanden og øvrige gæster. De blev i løbet af natten begge løsladt efter endt sagsbehandling, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Mellemmarksvej, Herfølge – Køge

Kl. 1959 fik politiet melding om, at der var udbrudt brand i et træskur. Trods brandvæsnets indsats udbrændte skuret helt. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet, da der ikke umiddelbart efter nogen naturlig forklaring på brandens opståen.

Fest uden stoffer – Solrød Center, Solrød Strand

Midt- og Vestsjællands Politi var med personale fra specialgruppen og hundepatruljen til stede ved en fest på Solrød Gymnasium fredag aften. Politiets tilstedeværelse var en opfølgning på politiets egen strategi og indsats mod hashmisbrug i og omkring skoler og uddannelsesinstitutioner. Politiet kontrollerede ca. 200 gæster/elever ved festen, men ingen blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer. Politiet fortsætter indsatsen ved andre uddannelsesinstitutioner i fremtiden og håber på tilsvarende, positive resultater ved de kommende indsatser.

Hærværk – Over Bølgen, Greve

Kl. 2216 ønskede personalet i en fast-food-restaurant hjælp fra politiet til at få stoppet noget uorden, hvor 5-6 unge kastede rundt med inventaret og generede gæsterne. Politiet kørte til stedet og traf gruppen af unge, hvoraf en dreng på 15 og to drenge på 16 år fra Ishøj blev sigtet for hærværk i form af ødelagte blomsterkrukker og et skraldestativ. De vil således høre nærmere fra politiet, når et erstatningskrav er opgjort.

Spirituskørsel – Osvejen, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 2330 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Nyborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Voldelig optræden – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 0213 måtte politiet køre til et værtshus, hvor en spirituspåvirket og aggressiv gæst var blevet forment adgang til stedet. Gæsten var derfor blevet voldelig over for dørmanden og havde under tumulten revet hans jakke i stykker. Da politiet ankom til stedet, nægtede gæsten at oplyse sit navn. Han blev derfor anholdt, og i forbindelse med visitationen fandt politiet 0,25 gram skunk. Den anholdte blev senere identificeret som en 25-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden over for dørmanen, retsplejeloven, da han nægtede at oplyse sit navn, og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer pga. skunken. Han blev løsladt om morgenen, da han var ”kølet af” i detentionen.

Lørdag – søndag:

Spirituskørsel – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 1546 anholdt politiet en 31-årig mand fra København, der blev anholdt i sin bil på lystbådehavnen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Tyveri af pung – Køge.

Kl. 1843 fik politiet anmeldelse om et tyveri, der fandt sted lørdag kl. 1050 på stationen i Køge, hvor en 75-årig mand blev skubbet af en mand der spurgte, hvor toget kørte hen. I forbindelse med dette er den 75-åriges pung stjålet.

Uro – Roskilde.

Kl. 2058 blev en 40-årig mand fra Virum anholdt efter slagsmål på Musicon. Den 40-årige blev lagt i detentionen og løsladt i løbet af søndagen. Han fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Brand i bil – Kyndeløse, Lejre.

Kl. 2239 kørte politi og brandvæsen til Kjøbmagergade, hvor der var ild i en bil. Det viste sig, at bilen lækkede olie, og det antages, at dette er skyld i branden.

Spirituskørsel – Gørlev, Kalundborg.

Kl. 2302 anholdt politiet en 20-årig mand fra Høng, der blev truffet kørende med høj hastighed på Gørlev Landevej. Politiet konstaterede, at den 20-årige var påvirket af spiritus, og han fik udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.

Fund af narkotika – Nykøbing Sjælland, Odsherred.

Kl. 0055 havde politiet fat i en 18-årig mand fra Vig, der på et værtshus i Nykøbing blev fundet i besiddelse af et mindre kvantum kokain. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer og fik et forbud mod at komme på stedet i de næste to år.

Spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 0200 anholdt politiet en 62-årig kvinde fra Tølløse, der på Roskildevej i Holbæk holdt midt på vejen. Kvinden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Indbrud i villa – Strøby, Stevns.

Kl. 0350 blev anmeldt om indbrud på Kystvejen, hvor politiet anholdt en 20-årig mand, der sættes i forbindelse med to indbrud i området. Politiet fandt koster fra indbruddene hos den 20-årige. Han blev løsladt efter afhøring, men sagen vil senere finde sin afslutning i retten.

Uro – Kalundborg.

KL. 0420 fik politiet anmeldelse om slagsmål ved et diskotek på Kordilgade. Politiet var fremme på stedet kl. 0427, hvor roen igen havde sænket sig. Det viste sig, at et par ungersvende var røget i totterne på hinanden, men var nu gået hver til sit.

Søndag – mandag:

Indbrud i villa – Ringsted

Søndag kl. 0637 blev anmeldt om indbrud i en villa på Klosteralleen. En 13-årig dreng fra Marokko blev tilbageholdt på stede, hvor han blev anholdt. Drengen blev senere på dagen afhentet af personale fra det opholdssted, hvor han bor. Grundet sin alder blev han afhørt af politiet men ikke sigtet.

Brugstyveri af bil – Ringsted.

Kl. 0625 anholdt politiet i København tre unge fra Marokko, der blev truffet kørende i en stjålet bil. Bilen stjålet ganske kort tid tidligere fra en villa på Graversensvej. De tre drenge i alderen 16, 18, og 24 år, hvoraf den ene er fra Birkerød og de øvrige ikke er kendt med adresse, blev løsladt efter afhøring, og sagen vil afgjort i retten.

Politiet sætter den 13-åriges tilstedeværelse sammen med de anholdte unge i den brugsstjålne bil.

Frihedsberøvelse m.v.– Ringsted.

Kl. 0830 blev en 20-årig mand og en 25-årig mand, begge fra Ringsted,anholdt og sigtet for frihedsberøvelse, vold og kørsel i narkopåvirket tilstand. De to øvede vold mod en 21-årig mand fra Ringsted og tvang ham med i en bil og opkrævede en ”dummebøde” af den 21-årige.

De to blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev fængslet til den 26. maj.

Politiet har ikke flere oplysninger om sagen i øjeblikket af hensyn til efterforskningen.

Færdselsuheld – Greve.

Kl. 1057 skete et færdselsuheld i Gersagerparken, hvor en 49-årig kvinde fra Solrød kørte mod syd ad Gersagerparken og foretog et venstresving ind til en parkeringsplads. Hun overså en 51-årig mand fra Greve, der kørte i modsat retning på sin motorcykel. Motorcyklisten kom slemt til skade ved uheldet og blev overført til Rigshospitalet. den 51-årige blev søndag aften meldt uden for livsfare.

Butikstyveri – Roskilde.

Kl. 1138 var en litauisk mand og kvinde inde i Kvickly på Algade i Roskilde, hvor de stjal varer. De to blev anholdt og sigtet for tyveri. Den 34-årige mand sidder fortsat anholdt, da han tidligere er meddelt indrejseforbud, der gælder til 2017. Han skal fremstilles i grundlovsforhør mandag.

Den 20-årige kvinde fik en bøde for sit tyveri og blev løsladt.

Brugstyveri – Viby, Roskilde.

Kl. 1542 anholdt politiet en 39-årig mand og en 23-årig mand, begge fra Roskilde, der sigtes for brugstyveri og tyveri fra en bil, der stod på Søndergade i Viby søndag kl. 1500. Bilen fundet i Roskilde med de to anholdte i nærheden. De blev begge afhørt og løsladt senere på dagen. Sagen vil senere blive afgjort i retten.

Uro – Roskilde.

Kl. 2022 blev anmeldt om slagsmål på Algade, hvor en gruppe på 3-4 personer, formentlig polakker var oppe at toppes. Det lykkedes ikke politiet at finde ud af, hvad der var foregået, idet ingen ønskede at komme med oplysninger. Politiet forlod stedet med uforrettet sag. Ingen blev anholdt og ingen ønskede at anmelde noget.

Færdselsuheld – Gl. Havdrup, Solrød.

Kl. 2345 skete et færdselsuheld på Roskildevej, hvor en 30-årig mand fra Tåstrup, kørte i sin bil. Han kørte på et tidspunkt på tværs af kørebanen og over i den modsatte grøft. Politiet skønnede han påvirket af spiritus, og han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Tyveri fra benzinautomat – Svebølle, Kalundborg.

Kl. 2354 blev anmeldt om tyveri fra en benzinautomat på Stationsvej, hvor to mænd var i gang med at smadre automaten med økser. De to stak af fra stedet. En hundepatrulje blev sendt til stedet, og kl. 0015 blev en 18-årig mand fra Høng anholdt og sigtet for tyveriet. Politiet fandt ikke frem til den anden gerningsmand i første omgang. Den 18-årige sidder fortsat anholdt, og han vil blive nærmere afhørt i mandag, hvor politiets jurister også vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Redningsaktion – Storebælt.

Kl. 0043 indgik anmeldelse om en brændende båd ca. 20 km. nord for Storebæltsbroen og midt i Storebælt. Politiet og en helikopter sendt til stedet. Båden blev forholdsvis hurtigt fundet og kl. 0116 blev en person reddet op i helikopteren. Den reddede er en 33-årig mand fra Slagelse, der pådrog sig anden grads forbrændinger ved ulykken, men var ellers i god behold. Brandårsagen kendes ikke.Den 33-årige kunne ikke opgive sin nærmere position, da han ringede til alarmcentralen, men grundet branden fandt man hurtigt frem til båden.

Politiet vil gerne gøre opmærksom på appén 112, hvor alarmcentralen kan se nøjagtigt, hvor man befinder sig, hvis man ringer op via appén, hvilket kan få stor betydning for en redningsaktion, ulykke eller andre årsager til, at man ringer til alarmcentralen. Den er ganske gratis at downloade.

Martin Bjerregaard og Carsten Andersen