Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra mandag 020516 kl. 0700 til tirsdag 030516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 03, 2016 09:22 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Stenhusvej, Holbæk

Hagenæs, Jyllinge

Hækkerupsvej, Ringsted

Kløvervej, Tølløse

Sidingevej, Bognæs, Vig

Finderupvej, Høng

Indbrud i skole, institution og lignende:

Særløsevej, Hvalsø

----------

Sirenevarsling onsdag kl. 1200

Landets varslingssirener hyler i morgen kl. 1200. Der er tale om den årlige afprøvning af sirenerne med lyd på, og der er således ingen fare på færde. Det er vigtigt, at man taler om, hvad sirenevarslingen betyder. Typisk er det med besked om at gå indendørs og lukke døre og vinduer. Grunden til et sirenevarsling kan være en brand, hvor der udvikles farlig røg eller andre faresituationer.

Mange har en opfattelse af, at sirenerne kun bruges ved ”luftangreb”, men det er ikke tilfældet. Det er meget vigtigt, at man følger myndighedernes anvisninger, hvis sirenerne lyder.

Hvis man hører sirenevarsling, så følg med på politi.dk, Twitter, eller via medierne. Undlad venligst at ringe til politiet på 114 eller til alarmcentralerne på 112, da sådanne henvendelser kan blokere for livsvigtige opkald, søg i stedet oplysninger som anført.

Politiet anbefaler ligeledes, at man henter appén mobilvarsling til sin telefon, hvor man så efterfølgende vil få et sirenevarsling direkte på sin telefon.

Der kan læses mere om sirenevarsling på følgende link:

http://brs.dk/beredskab/varsling/sirenevarsling/Pages/default.aspx

Færdselsuheld – Køge.

Kl. 0839 skete et færdselsuheld på Vordingborgvej. En motorcykel, der blev ført af en 27-årig mand fra Herfølge, kørte med høj hastighed ind i siden på en minibus, der foretog venstresving for at køre ad Vordingborgvej mod nord.

Motorcyklisten blev fastklemt under minibussen. Uheldet gav trafikale problemer, men ca. 1030 var Vordingborgvej atter farbar i begge retninger.

Den 27-årige er uden for livsfare men kom alvorligt til skade ved uheldet.

Brand – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 0942 kørte politi og brandvæsen til Bakkeager, hvor der var brand i en villa. En genbo opdagede branden og slog alarm. Hele huset sodskadet. Branden er formentlig opstået i forbindelse med en opvaskemaskine.

Brand – Kirke-Hyllinge, Lejre.

Kl. 0958 blev anmeldt om, at der havde været brand på en ejendom på Grimshøjvej. Det var ikke første gang, at der var brand på stedet. Det var der også den 24. april. Politiet undersøgte brandstedet, og der er mistanke om, at brandene er påsat. Sagen efterforskes fortsat og politiet kan ikke fortælle yderligere om brandene i øjeblikket.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner eller andre, der har oplysninger i sagerne. Ring på 114.

Fremstilling i retten – Roskilde.

En 34-årig mand fra Litauen blev kl. 1020 fremstillet i retten, hvor han fik 20 dages fængsel for et butikstyveri, der skete søndag – se døgnrapport fra g.d. Han blev udvist med indrejseforbud i seks år. Udvisningen finder sted, når dommen er afsonet.

Anholdelse – Greve.

Kl. 1037 standsede politiet en bil på Bøgehegnet. I bilen sad en 25-årig mand fra Greve, og han havde en Ipad hos sig, der var indgraveret med et navn. Han kunne ikke redegøre nærmere for, hvor han havde den fra. Den 25-årige blev sigtet for hæleri og løsladt efter afhøring.

Bedrageri – Holbæk.

Politiet modtog kl. 1350 anmeldelse om bedrageri for ca. 200.000 kr., idet en 61-årig mand fra Holbæk via internettet havde haft kontakt med en person, der udgav sig som værende en tyrkisk kvinde, der havde arvet 20 millioner engelske pund. ”Kvinden” havde bedt manden om at overføre diverse penge m.v., så hun kunne få arven udbetalt. Det førte til, at han havde mistet de mange penge.

Politiet har tidligere advaret imod, at man indgår aftaler om overførsel af penge m.v. fra personer, som man ikke kender, også selv om det lyder tillokkende med en stor pengegevinst i sigte.

Der er tale om bedrageri, hvor man bliver fuppet til at udbetale penge, som man absolut ikke ser igen.

Sagerne er samtidig vanskelige at efterforske for politiet, da bedragerne typisk sidder langt fra Danmark og forsøger at snyde folk. Desværre lykkes bedragerierne i nogle tilfælde, som beskrevet ovenfor.

Forsætlig brandstiftelse – Nykøbing Sj., Odsherred.

Kl. 1903 blev anmeldt om brand på institutionen Bakkegården, Annebergparken, hvor en 15-årig dreng, der er indsat på stedet p.t. havde sat ild til sit værelse. Drengen blev sigtet for brandstiftelse, og han forbliver på institutionen. Sagen afgøres senere i retten.

Vold – Holbæk.

Kl. 2013 blev anmeldt om vold, der fandt sted umiddelbart før anmeldelsen, hvor 39-årig mand blev slået i maven af en mand. Politiet efterforsker nu sagen og har ikke flere oplysninger om hændelsen i øjeblikket.

Mistænkeligt forhold – Køge.

Kl. 2136 kørte politiet til en adresse på Hellebækvej, hvor naboer havde set flere personer med lommelygter gå rundt i hus og have. Det viste sig imidlertid, at huset netop havde skiftet ejer, og det var den nye ejer, der var kommet til stedet for at kigge nærmere på sit nye hus. Ejeren kan så glæde sig over gode naboer, der holder øje med hinandens huse.

Spirituskørsel/narkokørsel – Roskilde.

Kl. 0030 anholdt politiet en 26-årig mand fra Roskilde, der kørte i bil på Vinkelvej. Han var påvirket og fik udtaget en blodprøve. Kørekort havde han ikke, og han blev derfor også sigtet for at have ført bil uden at have førerret.

Brand i villa – Sigerslev, Stevns.

Kl. 0638 blev anmeldt om brand i et hus på Byenden. Det viste sig, at branden var opstået i forbindelse med optænding i en brændeovn. Ingen kom til skade ved branden.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig