Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra mandag 071116 kl. 0700 til tirsdag 081116 kl. 0700.

Nyhed   •   Nov 08, 2016 09:45 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Ræveholmsvej, Karlslunde

Indbrud i privat beboelse:

Acacievej, Ringsted

Toftevangen, Viby Sj.

Fiskervænget, Vipperød

Grethevej, Dåstrup, Viby Sj.

Ved Mosen, Roskilde

Østergade, Herrestrup, Grevinge

Lyndbyparken, Lyndby, Kirke-Hyllinge

Hulegårdsvej, Gørslev, Ringsted

Helsingevej, Kr. Helsinge, Gørlev (2 steder)

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Kørsel i frakendelsestiden mv. ved skole – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. - Kalundborg

Kl. 0755 var en politiassistent fra Kalundborg til stede ved skolen for at overvåge trafikanternes adfærd på stedet. Da politiet ville tale med en bilist, der kørte hurtigere end tilladt, ignorerede føreren politiets stoptegn, satte hastigheden op og kørte venstre rundt om to helleanlæg, hvor skilte tilkendegav, at de skulle passeres højre om. Han forsvandt væk fra området ved skolen, men blev kort efter truffet ud for bilejerens bopæl, hvor politiet sigtede en 35-årig mand fra Jerslev Sj. for kørsel i frakendelsestiden, for at undladt at standse trods politiets tegn hertil samt for at have kørt venstre rundt om to helleanlæg. Bilejeren – en 37-årig mand fra Gørlev – blev efterfølgende sigtet for at have overdraget bilen til den 35-årige, som ikke lovligt kunne føre den. Ingen skoleelever eller andre var i fare i forbindelse med den 35-åriges kørsel ved skolen. Begge kan forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

Asfaltarbejde tilbudt – Kirkerupvej, Kirkerup, Roskilde

Kl. 1034 meddelte en 47-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 0945 havde afvist to vesteuropæiske mænd, som havde spurgt, om hun skulle have lavet noget asfaltarbejde. Mændene, der talte engelsk og kørte i en hvid ladvogn, var blevet afvist, hvorefter de kørte fra stedet. Kvinden havde efterfølgende kontaktet kommunen, der havde afvist at skulle asfaltere i området.

Politiet vil igen advare mod at indgå aftaler med personer/firmaer, der uopfordret henvender sig og tilbyder f.eks. asfaltarbejde eller tagrensning. Ofte vil der opstå tvister om betalingens størrelse eller kvaliteten af det udførte arbejde. Politiets råd er – som kvinden gjorde – at afvise sådanne tilbud.

Nødstedt kvinde reddet – Dellingevej, Allerslev, Lejre

Kl. 1605 fik politiet via alarm 112 melding om, at en hundelufter havde fundet en gangbesværet kvinde liggende hjælpeløs i en grøft, og at en ambulance var sendt til stedet. Det viste sig, at den gangbesværede kvinde var en 70-årig kvinde fra Lejre, som ikke var kommet retur til sit plejehjem efter en gåtur tidligere på dagen. Dette havde en 69-årig kvinde fra Lejre erfaret, hvorfor hun af egen drift gik en ekstra tur med sin 5½-årige dansk-svenske gårdhund i området omkring Dellingevej for at lede efter den 70-årige. På Dellingevej tæt ved jernbanen ved en stejl skrænt trak hunden pludselig mod foden af skrænten. Her kunne hundelufteren ikke se, men høre lyde fra et menneske, hvorefter hun fandt den 70-årige liggende neden for skrænten i en grøft med ca. 20 cm vand sammen med sin rollator. Hundelufteren fik underrettet plejehjemspersonalet, der straks tilkaldte en ambulance, som transporterede den stærkt afkølede 70-årige kvinde til fornøden behandling på skadestuen. Politiet er ikke bekendt med, hvor lang tid den 70-årige har ligget i grøften, men hun blev udskrevet fra skadestuen senere på aftenen uden mén efter opholdet i det kolde vand i grøften.

Brandundersøgelse – Køgevej, St. Tårnby, Hårlev - Stevns

Kl. 1619 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et skur. Det viste sig, at der var opstået ildebrand i en gruekedel med voks. Skuret og et halvtag udbrændte, ligesom nogle gasflasker var eksploderet under branden. Der var dog ikke sket egentlig skade på fast ejendom, og ingen var kommet til skade som følge af branden. Politiet overvejer nu, om beboeren – en 73-årig mand fra Hårlev – kan have overtrådt beredskabslovgivningen i forbindelse med brugen af gruekedlen.

Tricktyveri på gaden – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 1919 anmeldte en 58-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 1400 på p-pladsen ved Ringstedet var blevet kontaktet af en fremmed mand, der siddende i en bil spurgte om vej til sygehuset i Kolding. Hun svarede han nødtørftigt, da manden var meget vedholdende, og kørte herefter hjem. Kort efter blev hun ringet op af banken, der undrede sig over flere hævninger til et samlet beløb af 13.400 kr., der uberettiget var hævet fra den 58-åriges konto. Hun opdagede nu, at hendes dankort, som hun havde brugt ved indkøb i Føtex, var blevet stjålet fra hendes taske på ukendt måde. Manden i bilen blev beskrevet som: mand, østeuropæisk af udseende, ca. 40 år, mellemlangt sort hår, ubarberet, talte gebrokkent engelsk.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området ved Ringstedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Politiet vil igen erindre om, at det er særdeles vigtigt at skjule indtastning af PIN-koden, når et betalingskort benyttes i en butik. Uden afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en (trick)tyv!

Spirituskørsel – Tjebberupvej, Tjebberup, Holbæk

Kl. 2135 anholdt og sigtede politiet en 58-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Nødraketter - Lejre Vig – Herslev, Roskilde

Kl. 2235 fik politiet en henvendelse fra en borger, der havde observeret nødraketter ude over vandet i Lejre Vig. Politiet kontaktede Søværnets Operative Kommando (SOK), der kunne oplyse, at der var tale om øvelsesraketter i forbindelse med en øvelse i Jægerspris-området. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.