Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra mandag 101016 kl. 0700 til tirsdag 111016 kl. 0700.

Nyhed   •   Okt 11, 2016 10:19 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Erhvervsparken, Gadstrup

Abbetvedvej, Gevninge, Roskilde

Indbrud i privat beboelse:

Ravnevænget, Havdrup

Fresiahaven, Greve

Skovhusvej, Holbæk (2 steder)

Indbrud i skole, institution og lignende:

Lerskovvej, Enderslev, Hårlev

----------

Færdselsuheld – Byvejen / Hovedvejen, Osted, Lejre - Lejre

Kl. 0702 kørte en 23-årig kvinde fra Lejre ad Byvejen mod øst i en personbil. I lyskrydset ved Hovedvejen drejede hun til venstre i retning mod Roskilde og passerede herunder et fodgængerfelt, som en 6-årig pige fra Viby Sj. var ved at krydse på sin cykel fra vest mod øst. Hendes far gik bagefter, men i fodgængerfeltet blev pigen ramt let af bilisten, så pigen væltede på sin cykel. I forbindelse med alarmeringen blev en lægehelikopter sendt til uheldsstedet, men ikke brugt, da ambulancepersonale kørte pigen til kontrol på en skadestuen. Hun var sluppet med diverse mindre knubs i anledning af uheldet, hvor der også kun skete mindre materiel skade på de involverede køretøjer. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Skovvænget, Ringsted

Kl. 0834 slog en 14-årig dreng fra Ringsted alarm til brandvæsen og politiet, fordi han havde opdaget røg fra en bygning i større omfang end normalt fra f.eks. en brændeovn eller et bål. Han undersøgte det nærmere og kunne se, at røgen kom fra et hus. Efter at have slået alarm bankede han på døre og vinduer, der var lukkede/låste, for at redde eventuelle personer ud. Brandvæsnet undersøgte huset, men ingen var hjemme. Branden var opstået i køkkenet, hvor formentlig en pande med noget stegefedt var blevet efterladt på en tændt kogeplade. Der skete minimal skade på huset, og ingen kom til skade. Ejeren/beboeren er blevet underrettet om branden og dens årsag.

Veksel-tricktyveri – Rengegade, Store-Heddinge - Stevns

Kl. 1253 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at kasseekspedienten lørdag d. 081016 kl. ca. 1510 var blevet udsat for et tricktyveri i forbindelse med veksling af en pengeseddel. En udenlandsk mand havde henvendt sig ved kassen for at få vekslet en 1000 kr.-seddel. Indledningsvist afviste ekspedienten manden, men da han insisterede meget, accepterede ekspedienten mandens ønske. Pengesedlen skulle først veksles til mindre sedler/mønter, som herefter skulle veksles til euro. Herunder havde manden sin hånd nede i kassen, hvor det så bagefter blev konstateret, at der manglede 1300 kr. i kassen. Ud fra ekspedientens beskrivelse og overvågningen leder politiet nu efter en mistænkt mand, mellemøstlig af udseende, 45-50 år, 170-175 cm høj, kraftig af byning, sort, kort hår med høje tindinger, iført sort habitjakke, mørkegrå bukser, hvid/grå-stribet striktrøje og lyseblå skjorte.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, herunder eventuelt et køretøj, som han kan have benyttet til og fra supermarkedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Røg i lejlighed – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 1351 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lejlighed. Det viste sig blot at være en gryde, der var glemt på et tændt komfur. Den 55-årige kvindelige beboer var taget på indkøb og blev telefonisk underrettet om sagen. Der havde ikke været nogen egentlig brand, så lejligheden skulle blot luftes ud. Ingen kom til skade ved hændelsen.

Færdselsuheld – Ahornvej, Høve, Asnæs – Odsherred

Kl. 1535 kørte en 24-årig kvinde fra Asnæs i en personbil ad Ahornvej gennem en højresvingskurve. Måske på grund af for hård opbremsning og uopmærksomhed inden svinget skred bilen ud, så hun kørte ned i grøften, inden bilen rullede rundt og standsede på en mark. Redningsberedskabet måtte klippe bilen op for at redde føreren ud, men hun var sluppet med knubs mod den ene skulder. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 1613 ville en 18-årig mandlig bilist fra Grevinge undvige et rådyr, som løb tværs over motorvejen. Herved mistede han herredømmet over bilen, der rullede rundt og landede på taget. Føreren slap uskadt fra hændelsen, der ikke involverede øvrige trafikanter.

Færdselsuheld – Karlebyvej, Lyndby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 1847 kørte en 22-årig mand fra Kirke-Hyllinge i sin personbil ad Hornsherredvej mod nord og ville svinge til venstre ad Karlebyvej. Under svingningen kom han over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor han ramte en modkørende personbil ført af en 20-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge. Sammenstødet bevirkede, at den 22-åriges bil fortsatte ind gennem en hæk og til sidst påkørte en carport tilhørende en 39-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Begge parter slap uskadte fra uheldet, og der opstod kun mindre materiel skade.

Røveri – Nørregade, Ringsted

Kl. 2051 anmeldte en 31-årig mand fra København Ø, at han og en kammerat netop var blevet overfaldet og forsøgt frarøvet en rumklangsbooster. Maskinen havde via Den Blå Avis været sat til salg, og de havde aftale med en mulig køber på en nærmere angivet adresse i den nordlige del af Nørregade. Da de begge henvendte sig, blev de overfaldet med peberspray, hvorefter to mænd i sort tøj forsøgte at fratage dem rumklangsboosteren. Det lykkedes kun at tage nogle ledninger, som de to gerningsmænd forsvandt med i ukendt retning. Sælgeren gemte maskinen i noget buskads, hvorefter han og kammeraten søgte hen til en fastfood-restaurant for at få skyllet øjnene. Politiet ledte efter de to mistænkte mænd i sort tøj, men fandt dem ikke. En hundepatrulje ledte også i området efter de stjålne ledninger til maskinen, men disse blev ikke fundet henkastet i området.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket noget i forbindelse med røveriet i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Anholdelse – Tyveri af nummerplader/kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Vestervej/Jernbanevej, Ringsted

Kl. 0015 ville en patrulje foretage en rutinemæssig kontrol af en personbil, der kørte ad Vestervej i retning mod stationen. Føreren af personbilen ønskede ikke at tale med politiet og satte farten op. Bilen kørte ind i området ved togstationen og ind på selve perron 1, indtil bilen ikke kunne køre længere. Herefter foretog politiet anholdelse af den 24-årige mandlige fører uden fast bopæl, en 20-årig mand fra Ringsted samt en 25-årig kvinde fra Ringsted. Føreren var påvirket af narkotika under kørslen og blev fundet i besiddelse af ca. 1½ gram hash samt nogle ulovlige knive og et knojern, som politiet fandt i bilen. Bilens nummerplader var i øvrigt meldt stjålne fra Hyldegårdsvej, Ringsted, natten mellem fredag og lørdag. Den mandlige passager havde også en ulovlig kniv på sig. Føreren havde heller ikke nogen førerret, så politiet beslaglagde hans personbil med henblik på senere konfiskation, da han flere gange tidligere er blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret. Kvindens rolle i forbindelse med køreturen undersøges nærmere. De anholdte er fortsat i politiets varetægt, indtil politiets jurister har afgjort, om nogen af dem skal fremstilles i grundlovsforhør.

Biltyve anholdt – Klostervangen, Ringsted – Industrivej, Roskilde

Kl. 0123 anholdt politiet en 15-årig dreng fra Ringsted og en 16-årig dreng fra Roskilde for at køre rundt i en personbil, der var meldt. En patrulje opdagede dem i området ved Outlet-centret, Ringsted, og standsede bilen til en rutinemæssig kontrol. Bilen var blevet meldt stjålet mandag formiddag, idet bilen natten mellem fredag og lørdag var blevet stjålet tæt på et værksted på Industrivej, Roskilde, idet bilnøglen var blevet fundet i den aflåste bil. Bilen førtes af den 15-årige, der i sagens natur ikke havde nogen førerret. Ved en ransagning af bilen fandt politiet et brækjern, handsker og tophuer, men ingen tyvekoster. De to anholdte blev sigtet for uberettiget kørsel i bilen samt for den 15-åriges vedkommende også for kørsel uden førerret. Begge blev løsladt efter afsluttet sagsbehandling, men kan forvente at høre nærmere fra både politiet og de sociale myndigheder, når sagen skal afgøres.

Biltyve anholdt – Hovedvejen / Glimvej, Osted, Lejre - Lejre

Kl. 0200 standsede politiet udramatisk en personbil med et yngre par i med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bag rattet sad en 19-årig mand fra Roskilde, og passager i bilen var en 20-årig kvinde fra Jyllinge. Føreren havde ikke erhvervet sig et kørekort og blev sigtet for det. Ved nærmere kontrol af bilen viste det sig at være meldt stjålet fra Slangerup for ca. en uge siden. Derfor blev både fører og passager anholdt og sigtet for uberettiget kørsel i bilen. Ved en ransagning af bilen fandt politiet en totenschlæger, en butterflykniv samt en hardballpistol, som føreren havde ansvaret for. Han fik dermed sigtelser udvidet til også at omfatte overtrædelse af våbenlovgivningen. Begge anholdte er fortsat i politiets varetægt i forbindelse med sagsbehandlingen. Senere vil anklagemyndigheden tage stilling til eventuel fremstilling i grundlovsforhør eller løsladelse efter endt sagsbehandling.