Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra mandag 211116 kl. 0700 til tirsdag 221116 kl. 0700.

Nyhed   •   Nov 22, 2016 09:49 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Gl. skovvej, Nr. Jernløse, Regstrup

Indbrud i privat beboelse:

Markskellet, Jyllinge

Kongensgade, Ringsted

Havnsøvej, Føllenslev

Pilegårdsvej, Køge

Skolelodden, Jersie, Solrød Strand

Indbrud i skole, institution og lignende:

Skolevej, Sæby, Høng

Rosenvænget, Høng

----------

Falsk barnebarn fik penge – Sjællands Odde - Odsherred

Kl. 0833 anmeldte pårørende til en 83-årig kvinde fra Sjællands Odde, at den 83-årige var blevet narret af et ”falsk barnebarn” til at udlevere kontanter. Hun var fredag aften blevet ringet op af et ”barnebarn”, der havde præsenteret sig med barnebarnets rigtige navn. ”Barnebarnet” havde fortalt, at han havde en vandskade, og at han akut havde brug for kontanter til reparation af skaden. I løbet af flere, efterfølgende telefonopkald var den 83-årige blevet overbevist og indvilligede i at yde et lån til barnebarnet. Hun havde udleveret et femcifret kontantbeløb til en fremmed, ældre mand, der på barnebarnets vegne var mødt op på den 83-åriges adresse for at modtage pengene kontant kort efter telefonopkaldene. Den 83-årige var i løbet af weekenden dog kommet i tvivl om rigtigheden i telefonopkaldene, og det rigtige barnebarn nægtede ethvert kendskab til både vandskade, telefonopkaldene og lånet fra den 83-årige. Politiet forsøger nu at spore opkaldene i et forsøg på at identificere det falske barnebarn.

Brand i autocamper – Regnemarks Bakke, Borup - Køge

Kl. 1240 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en autocamper. En 47-årig mand fra Dragør havde lavet sig en kop kaffe i autocamperen, da der i bilens køkken pludselig udbrød nærmest en eksplosionsagtig brand. Han skyndte sig ud, men glemte sin mobiltelefon, så han måtte løbe ca. 500 meter for at få slået alarm. Brandvæsnet kunne derfor ikke stille meget op med autocamperen, der udbrændte. Politiet skal nu undersøge årsagen til branden og formoder, at der kan have været en fejl i gasinstallationen i autocamperen. Den 47-årige bilejer slap uskadt fra branden.

Færdselsuheld – Algade, Gørlev - Kalundborg

Kl. 1445 var det sket et færdselsuheld med tre parter involveret. Det viste sig, at en 61-årig mand fra Høng var kørt ad Kirkevangen mod nord og ville svinge til venstre i krydset Kirkevangen-Tværstenen-Algade. Under svingningen blev han påkørt af en 18-årig mand fra Gørlev Sj., der kørte i modsat retning ad Kirkevangen og skulle ligeud i krydset. Som følge af sammenstødet mistede den 18-årige herredømmet over sin bil og kørte ind i en nærliggende forretning. Den 61-årige blev kørt på skadestuen, men var sluppet uskadt fra uheldet. Redningsberedskabet blev tilkaldt til at rengøre vejen efter olieudslip fra køretøjerne.

Butikstyveri – Over Bølgen, Greve

Kl. 1648 kørte politiet til supermarkedet Bilka, hvor en butikstyv var blevet tilbageholdt. En 25-årig mandlig asylansøger fra Frederiksværk havde stjålet tøj og høretelefoner til en samlet værdi af ca. 2400 kr. En alarm afslørede ham, da han gik gennem selvbetjeningskassen uden at betale. Politiet anholdt kortvarigt den 25-årige, der blev sigtet tyveri af varerne og løsladt efter afsluttet sagsbehandling. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Kørsel uden førerret mv. – Bjælkerupvej, Klippinge - Stevns

Kl. 1900 standsede færdselspolitiet en personbil, der kørte hurtigere end tilladt forskellige steder på Bjælkerupvej, hvor hastigheden bl.a. var nedsat. Føreren af personbil var en 17-årig ung mand fra Hedehusene, som ikke havde erhvervet sig førerret til personbil på grund af hans alder. Bilen, han kørte i, var ikke registreret, men forsynet med stjålne nummerplader. Den 17-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af både straffeloven med hensyn til de stjålne nummerplader og færdselsloven med hensyn til kørslen uden førerret og hastighedssagerne.

Brandundersøgelse – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 2242 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i kælderen under en etageejendom. Der var gået i en sofa, som delvist udbrændte. Branden havde udviklet lidt røg, som dog forblev i kælderen, så ingen blev evakueret. Politiet kunne ved den foreløbige undersøgelse konstatere, at kælderen tilsyneladende blev brugt som ”rygestue” efter fund af adskillige cigaretskodder. Det kan ikke udelukkes, at en glød fra et skod kan have startet branden i sofaen. Ingen kom til skade som følge af branden.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Borup - Køge

Kl. 0044 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Mistænkeligt forhold – Metalvej, Roskilde

Kl. 0241 anmeldte en opmærksom borger, der undrede sig over en varebil, der stod på vejen med tre cykler i varerummet. Politiet kunne konstatere, at nummerpladerne på bilen var stjålne, og at cyklerne i varerummet lignede dyre cykler, som måske kunne være stjålne for nylig fra ukendte steder. Derudover var der også diverse værktøj, en computer og en kompressor. Selve bilen viste sig også at være meldt stjålet fra Svogerslev, Roskilde, i oktober måned. Da politiet undersøgte køretøjet nærmere og afventede borttransport af varebilen for grundigere undersøgelse for at fastlægge ejerforhold mv., henvendte en 46-årig mand fra Ringsted sig til politiet. Han oplyste, at han havde en mobiltelefon liggende i bilen, hvilket politiet også fandt. Da han ikke umiddelbart kunne redegøre for, hvordan hans mobiltelefon var havnet i bilen, anholdt politiet ham til nærmere undersøgelse af hans færden tidligere på natten. Politiet forsøger nu at finde ejerne af både cykler og de øvrige, fundne effekter i bilen, før politiet kan afgøre den 46-åriges rolle i sagen, herunder hvad han kan risikere at blive sigtet for.