Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra mandag 301115 kl. 0700 til tirsdag 011215 kl. 0700

Nyhed   •   Dec 01, 2015 09:36 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Skarridsøgade, Jyderup

Hovedgaden, Borup

Indbrud i privat beboelse:

Asgårdsvej, Benløse, Ringsted

Johannevej, Holbæk

Hans Olsensvej, Greve

Klitvej, Karlslunde

Ibsvej, Solrød Strand

Gummersmarkvej, Bjæverskov

Indbrud i skole, institution og lignende:

Havdrupvej, Lille-Skensved

---------- 

Færdselsuheld – Odsherredvej, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 0700 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor to varebiler var stødt sammen. Redningspersonale måtte skære begge førere ud af deres varebiler, hvor de sad fastklemt. En 30-årig mand fra Nykøbing Sj. blev i en ambulance bragt til behandling på Holbæk sygehus, medens den anden fører – en 46-årige mand fra Højby Sj. – efter frigørelsen blev fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter, hvor man kunne konstatere, at han var sluppet stort set uskadt fra uheldet. Varebilerne var stødt nærmest frontalt ind i hinanden, men omstændighederne er ikke klarlagt, idet parterne ikke er afhørt til sagen. Vejen var spærret for trafik under oprydningsarbejdet indtil kl. ca. 0900, hvor bilerne var blevet flyttet.

Fingeret færdselsuheld – Parkvej, Køge

Kl. 1239 henvendte en chokeret, 76-årig mand fra Køge sig på politistationen for at anmelde, at han kl. ca. 1000 under kørsel i sin bil på Parkvej var udsat for en mærkelig oplevelse. Under kørslen kom en cyklist, som ifølge anmelderen lod sig vælte ved anmelderens bil, som om cyklisten var blevet påkørt. Cyklisten var en kraftig, dansk mand, der nu forlangte at få 1000 kr. fra bilisten, der ville blive meldt til politiet, hvis han ikke betalte. Den chokerede bilist tog 100 kr. frem, som cyklisten snuppede ud af hænderne på bilisten og truede med at komme retur efter de resterende penge, idet bilisten havde opgivet sin adresse til cyklisten. Et vidne så hændelsen, men forlod stedet uden at give sig til kende over for bilisten. Politiet undersøger nu sagen for at få identificeret cyklisten og dermed få klarlagt, hvad årsagen til hans adfærd kunne være.

Mistænkelig forhold – Greve Strandvej, Greve

Kl. 1244 fik politiet en henvendelse om et mistænkeligt forhold, idet to mænd var set bærende på to lænestole på vejen. Kort forinden havde den ene forladt en sølvgrå personbil af mærket Citroen Xsara, hvor føreren blev tilbage. Manden, der forlod bilen, gik i retning mod skoven og kom retur sammen med en anden. Begge bar nu på de to lænestole.

Observationen kan måske kædes sammen med et indbrud på Hans Olsensvej, Greve, hvor der i tidsrummet kl. 0730-1415 blev begået et indbrud, hvor der bl.a. blev stjålet en lænestol.

De i alt tre mænd – de to bærende på lænestolene og manden i bilen – blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 20-30 år, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: karse klippet; B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20-30 år, 180-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Slank; C: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 18-20 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, meget tæt klippet på siderne, og længere hår på toppen. Yderligere kendetegn: Mørke øjne., Iført: Sort hættetrøje/jakke.

Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der har bemærket de tre mænd og deres bil i området, eller som kan give oplysninger om deres identitet og hvor de forsvandt hen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tyveri fra taske – Algade, Roskilde

Kl. 1340 anmeldte en 73-årig kvinde fra Roskilde, at hun kl. ca. 1215 under indkøb i Kvickly, Algade, havde fået stjålet sin pung med bl.a. 4.000 kr. kontant, som hun havde hævet i en automat på Stændertorvet ca. 1 time tidligere. Under indkøbet havde den 73-årige pludselig opdaget, at lynlåsen på hendes taske, hvor pungen lå, var åbnet, og at pungen var væk. Hun havde ikke bemærket noget i forbindelse med tyveriet.

Samtidig modtog politiet en anmeldelse fra Kvickly, Hyrdehøjcentret, Roskilde, om, at to udenlandske mænd var tilbageholdt af personalet, som mistænkte dem for at ville lave tyveri fra kunderne i butikken. Politiet kørte til supermarkedet og fik kontakt til to mænd på 25 og 31 år fra Rumænien. De kunne dog ikke mistænkes for noget strafbart i dette supermarked, men den 25-årige blev anholdt som mistænkt for at stå bag tyveriet af den 73-åriges pung i Kvickly-supermarkedet i Algade. Dette blev senere bekræftet efter gennemsyn af butikkens videoovervågning. Den 25-årige blev derfor sigtet for tyveriet og afhørt til sagen, der blev afgjort straks. Han er fortsat i politiets varetægt, idet politiet i samarbejde med Udlændingeservice skal se nærmere på grundlaget for hans ophold i Danmark.

Tyveri af pung – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 1439 anmeldte en 68-årig kvinde fra Kalundborg, at hun kl. ca. 1345 havde fået stjålet sin pung fra taske – uden at hun havde bemærket noget i forbindelse med tyveriet. I pungen var bl.a. 4.000 kr., som hun netop havde hævet i en kontantautomat ved en bank. Politiet undersøger nu, om der kunne være eventuel videoovervågning, der kunne afsløre gerningsmændene.

Hærværk – Skovbovængets Alle, Roskilde

Kl. 1605 rykkede politiet ud til Skovbovængets Alle, hvor et vidne havde set mand lave en ridse i forskærmen på en parkeret bil. Vidnet kunne udpege det hus, hvor gerningsmanden efterfølgende var gået hen. I det udpegede hus traf politiet en 53-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for hærværk mod den parkerede bil på vejen og afhørt til sagen. Politiet afventer nu et erstatningskrav fra bilejeren, før sagen mod den 53-årige kan afgøres.

Unge butikstyve – Trekroner Centervej, Roskilde

Kl. 1606 anmeldte personalet i Super Brugsen, at fire unge var tilbageholdt efter tyveri af slik, som de havde puttet i lommen og efterfølgende var gået gennem kassen uden at betale. Politiet fik kontakt med fire drenge på 14 år fra Roskilde, som ikke kunne sigtes for tyveri, fordi de alle er under den kriminelle lavalder på 15 år. De blev dog afhørt til sagen, som politiet efterfølgende vil underrette de sociale myndigheder om.

Ung mand stukket med kniv – Ahlgade, Holbæk

Kl. 1713 fik politiet en anmeldelse fra en 16-årig ung mand fra Svinninge om, at han var blevet stukket med formentlig en kniv i sit ben. Han havde kl. ca. 1630 gået sammen med to kammerater i Ahlgade, hvor de tilfældigt passerede et ung par (A+B). Den 16-årige kom i verbalt skænderi med den unge mand fra parret, men den 16-åriges kammerater fik skilt parterne ad. Lidt senere på Ahlgade ved en grill-forretning kom den unge mand fra parret retur og spærrede vejen for den 16-årige, der i det samme blev slået i hovedet og stukket bagfra med kniv af en anden ung mand. De gerningsmænd forsvandt i ukendt retning,  medens den 16-årige søgte hjælp på skadestuen. De involverede personer blev beskrevet som: A: mand, 15-17 år, muligvis 165-170 cm, tynd og anden etnisk baggrund, mørkt hår med army-cut, hvor håret var krøllet i toppen, iført hvid trøje og grønne Karl Kani bukser; B: pige, 14-15 år, ca. 160 cm, tynd og dansk af udseende, men lidt mørk i huden og mørkt langt hår; C: ung fyr af anden etnisk baggrund, iført blå trøje med hætte over hovedet. Politiet ledte efter A-C, men fandt dem ikke og efterforsker nu videre i sagen for at få gerningsmændene identificeret.

Hæleri – Godsvej, Greve

Kl. 0025 standsede politiet en bil til rutinemæssig kontrol af bilen og personerne i køretøjet. Der var fire mænd fra Greve i bilen, hvor politiet også fandt seks knivsæt af mærket Global, som en 26-årig mand ikke kunne gøre rede for. Han blev derfor sigtet for hæleri af knivsættene til en værdi af ca. 1500 kr. Ved kontrol af de tre øvrige personer var en 26-årig mand fra Greve eftersøgt af politiet til fremstilling i fogedretten, medens en anden 26-årig mand fra Greve var eftersøgt som udeblevet fra Forsvarets Dag (session). Begge eftersøgte blev derfor frihedsberøvet til videre foranstaltning for hhv. fogedretten og forsvaret. Den sigtede kan senere forvente at høre nærmere fra politiet, når hæleri-sagen skal afgøres.

Indbrud i forretning – Hovedgaden, Borup - Køge

Kl. 0305 fik politiet en anmeldelse fra en borger om, at tre gerningsmænd var i gang med et indbrud i Matas. De kørte umiddelbart efter fra stedet i en bil, som politiet kort efter fandt efterladt på p-pladsen ved Borup-afkørslen ved Vestmotorvejen. Fra stedet var de tre gerningsmænd forsvundet til fods. Politiet fandt ikke gerningsmændene trods eftersøgning med bl.a. hundepatruljer, men kunne konstatere, at de havde benyttet en bil, som var meldt stjålet fra Tåstrup i nattens løb. Der er ikke yderligere beskrivelse af gerningsmændene ud over, at de formentlig talte et udenlandsk sprog indbyrdes og var iført mørkt tøj.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de tre gerningsmænd i området ved Borup-afkørslen ved Vestmotorvejen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Indbrud i forretning – Skarridsøgade, Jyderup – Holbæk

Kl. 0312 fik politiet en anmeldelse om et indbrud i en elektronikforretning, idet en tyverialarm var gået i gang. Ved ankomst til stedet kunne politiet via overvågningen se en grålig personbil formentlig af mærket Seat Alhambra blive bakket ind i butikkens rude. Herefter stjal tre gerningsmænd iført hættetrøjer og den ene også maskeret et stort TV, fladskærme, bærbar computer samt diverse Ipads og mobiltelefoner. Gerningsmændene flygtede fra stedet i personbilen i ukendt retning og medbringende tyvekosterne til en samlet værdi af ca. 100.000 kr. Politiet ledte forgæves efter flugtbilen og gerningsmændene.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket bilen og de tre mænd i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Udarbejdet af: Martin Bjerregaard