Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 020817 kl. 0700 til torsdag 030817 kl. 0700.

Nyhed   •   Aug 03, 2017 10:04 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets indbrud:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Egevej, Ugerløse

Skovager, Gevninge, Roskilde

Kløvervej, Høng

Hvedevænget, Høng

Højmarken, Gevninge, Roskilde

Østerled, Holbæk

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Mand med koben i haven – Skovager, Gevninge, Roskilde

Kl. 0833 anmeldte en lokal borger, at han i sin have havde set en mand iført en elefanthue og medbringende et koben. Politiet sendte flere patruljer, herunder en hundepatrulje, til området for at lede efter manden, der blev beskrevet som: mand, ca. 190 cm høj, kort brunligt hår, iført grå hættetrøje, mørke arbejdsbukser og elefanthue. Han medbragte et koben, hvorfor borgeren og politiet kunne frygte, at et indbrud var under opsejling. Trods politiets intensive eftersøgning med bl.a. politihunde med hjælp fra mange lokale borgere lykkedes det dog ikke at finde manden.

Råbende mand – Ahlgade, Holbæk

Kl. 0958 fik politiet en henvendelse om, at en mand gik råbende rundt i gaden, ligesom han var lidt truende i sin adfærd over for øvrige, der færdedes på stedet. Politiet fik kontakt til en nu mere afdæmpet, 41-årig mand fra Rørvig, som blev oplyst om god opførsel i det offentlige rum. Han oplyste, at han efterfølgende ville tage mod sin bopæl i Rørvig, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere over for ham.

Tricktyveri – Vestergade, Tølløse – Holbæk

Kl. 1210 anmeldte en 79-årig kvinde fra Tølløse, at hun kl. ca. 1030 i forbindelse med indkøb i et supermarked havde fået stjålet sin pung med bl.a. kontanter og betalingskort. I supermarkedets grøntafdeling blev hun kontaktet af to fremmede kvinder, hvoraf den ene på et fremmedsprog stillede spørgsmål om frugten, medens den anden kvinde stillede spørgsmål om gifler. Kvinderne forlod hurtigt forretningen, idet de under denne forvirring / afledning af den 79-åriges opmærksom lykkedes at stjæle hendes pung. Den 79-årige manglede netop sin pung, da hun skulle betale for sine varer ved kassen. De to mistænkte kvinder blev beskrevet som: A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 45-50 år, 155-160 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Hestehale 20 cm,, Talte: Fremmedsprog; og B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 20-29 år, 155-160 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Talte: Fremmedsprog, Iført: Sort kasket. Politiet ledte efterfølgende efter kvinderne i Tølløse-området, men fandt dem ikke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket kvinder i Tølløse i løbet af onsdag formiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Arbejdsulykke – Moselund, Kaldred, Eskebjerg – Kalundborg

Kl. 1213 var en 70-årig mand fra Holbæk på et værksted i færd med at reparere en bil, som blev startet i den anledning. Bilen kørte pludselig fremad, således at den 70-årige kom i klemme mellem bilen og en gaffeltruck. Herved blev hans ene ben så kraftigt kvæstet, at ambulancepersonalet vurderede, at han skulle flyves med lægehelikopteren til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling, herunder vurdering af, om det kvæstede ben kunne reddes. Den 70-årige var i øvrigt i stabil tilstand og uden for livsfare. Arbejdstilsynet blev tilkaldt til at undersøge uheldet i samarbejde med politiet for at finde ud, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Muligt tricktyveri – Vig Hovedgade, Vig - Odsherred

Kl. 1337 anmeldte en 33-årig kvinde fra Vig, at hun i tidsrummet kl. 1100-1130 på p-pladsen ved et supermarked var blevet kontaktet af en fremmed mand, der på gebrokkent dansk spurgte efter vej til Sommerland Sjælland. Anmelderen foretog herefter sine indkøb og kørte hjem, hvor hun opdagede, at en hestesaddel var blevet stjålet fra bilens bagagerum. Bagagerumsklappen stod på klem, da hun opdagede tyveri af sadlen, og anmelderen mistænker nu den fremmede mand for måske at være tyven. Den mistænkte blev beskrevet som: mand, 40-50 år, almindelig af bygning, sort kort hår, lidt mørk i huden og iført T-shirt og jeans. Han talte dansk med accent og var kørende i en sølvgrå Mercedes, hvori der var to børn på bagsædet. Politiet undersøger sagen nærmere for at få be- eller afkræftet, om den mistænkte har noget med tyveriet at gøre.

Lokalpolitiet i Nykøbing Sj./Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget mistænkeligt på p-pladsen ved supermarkedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Musik til ulempe – Sygehusvej, Køge

Kl. 1722 fik politiet en henvendelse om, at der havde været musik i Lovparken i flere timer, og musikken var blevet højere og højere i løbet af eftermiddagen. Nogle af naboerne havde forsøgt at få de tilstedeværende til at dæmpe sig, men forgæves, hvorfor ulempen nu blev anmeldt til politiet. Politiet kørte til Lovparken, hvor politiet kl. ca. 1735 kunne konstatere, at alt var stille og roligt. Der var således ikke grundlag for at foretage sig yderligere i anledning af anmeldelsen.

Færdselsuheld – Mosede Landevej-Skelvej-Ventrupparken, Greve

Kl. 1800 anmeldte en 53-årig mand fra Hvidovre, at han på Skelvej i sin personbil var standset for rødt lys og var blevet påkørt af en stor knallert, hvorpå der var tre personer. Ved uheldet væltede knallerten, og alle tre flygtede fra stedet. Bilisten forsøgte selv at køre efter de flygtede, men først da han kort efter vendte tilbage til den efterladte knallert, så han en ung mand forsøge at skjule sig i en busk. Den unge mand blev tilbageholdt af bilisten, som afleverede ham til politiet, der identificerede ham som en 13-årig dreng fra Vallensbæk Strand. Drengen havde forsøgt at oplyse andre personlige oplysninger over for bilisten. Både drengen og bilisten var uskadte efter uheldet, og knallerten, der ikke havde nogen nummerplade på, viste sig at være stjålet fra Christians Torv, Solrød Strand, i går. Politiet fik knallerten indbragt til nærmere undersøgelse i et forsøg på at identificere føreren, ligesom den 13-årige blev kørt hjem til sine forældre, der dermed blev underrettet om sagen. Sagen efterforskes yderligere i et forsøg på at identificere føreren.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Wiemosen, Roskilde

Kl. 1930 kørte en patrulje, hvis patruljebil var forsynet med ANPG-udstyr (Automatisk NummerPlade Genkendelse), på Låddenhøj øje på en personbil, hvis ejer ikke havde nogen førerret. Politiet kørte efter personbilen, der fortsatte videre ad Wiemosen til en P-plads, hvor den ene af de to personer løb væk, medens den anden forblev tilbage ved bilen. Den undløbne var en 49-årig mand fra Korsør, som ikke kunne forklare, hvorfor han var løbet. Han blev kortvarigt anholdt, da han var påvirket af spiritus og kunne mistænkes for at have været fører af bilen. Han nægtede dog at have været fører og oplyste, at det var bilejeren. Manden ved bilen var en 70-årig mand fra Roskilde og ejer at bilen. Han nægtede at have været fører af bilen, men blev foreholdt at et foto på ANPG-udstyret indikerede, at han havde været fører. Derfor sigtede politiet ham for kørsel uden førerret og løslod den 49-årige. Da den 70-årige flere gange tidligere havde kørt bil uden førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Da den sigtede bilejer protesterede mod beslaglæggelsen, skal retten se nærmere på grundlaget for politiets beslaglæggelse af bilen.

Brand i skur – Askevænget, Solrød Strand

Kl. 2005 udbrød der brand i et skur, efter at en 53-årig mand fra Solrød Strand kort forinden havde brugt en ukrudtsbrænder. På grund af uforsigtighed i forbindelse med brugen af ukrudtsbrænderen sigtede politiet den 53-årige for overtrædelse af beredskabskabslovgivningen, så han nu kan forvente at få en bøde. Der skete mindre skade på skuret, og branden var slukket kl. ca. 2030.

Færdselsuheld – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 2254 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld mellem to lastbil i en konvoj fra et cirkus. Det viste sig, at konvojen fra et cirkus kørte i vestlig retning ad Skovvejen, da den forreste del af konvojen bremsede op. Dette overså føreren af en lastbil i konvojen og påkørte derfor bagenden af en cirkusvogn tilkoblet den forankørende lastbil. En person blev indbragt til skadestuen til kontrol for eventuel personskade. En brændstoftank var sprunget læk, hvorfor brandvæsnet blev tilkaldt til oprydning i den anledning. Vejen var spærret i et par timer i forbindelse med oprydningen på uheldsstedet.


OPFØLGNING

Løsladelse – Tyveri fra biler – Schmeltz Plads/Absalonsgade, Roskilde

Den 16-årige unge mand fra Vodskov og den 20-årige mand uden fast bopæl blev begge løsladt efter afhøring til sagerne om tyveri fra biler på Schmeltz Plads og i Absalonsgade. De blev sigtet for i alt fem tyveri-forhold vedr. knusning af ruder i person- og varebiler, hvorefter de stjal diverse effekter. De respektive bilejere er underrettet, og nogle af dem har fået deres stjålne effekter retur. De to sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Løsladelse – Indbrud i sommerhus – Nykøbing Sj.

De fire mænd, som blev anholdt om natten til d. 020817, da de kørte alle fire kørte rundt i en bil på Vesterlyngvej, Nykøbing Sj., og medbragte bl.a. en taske indeholdende effekter fra et nat-indbrud i et sommerhus i Nykøbing Sj., blev alle løsladt efter sigtelse og afhøring til indbrudssagen. De blev alle foreholdt fund af forskellige effekter, som ifølge politiets opfattelse kunne være tyvekoster, på deres bopæle, men oplyste, at der ikke var tale om stjålne ting. Politiet fandt efter en konkret vurdering ikke grundlag for at fremstille nogen af de fire i grundlovsforhør, men de fundne effekter vil i den kommende tid blive undersøgt nærmere af politiet for at finde ud af, om der er tale om tyvekoster eller ej. Alle fire sigtede vil således alle høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.