Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 030118 kl. 0700 til torsdag 040118 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 04, 2018 09:35 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Præstevej, Benløse, Ringsted

Gl. Skovvej, Svebølle

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Færdselsuheld – Køgevej/Jernbanegade, Roskilde

Kl. 0857 kørte politiet og ambulancepersonale til et færdselsuheld, hvor en fodgænger var blevet påkørt. Politiet traf på stedet en lettere tilskadekommen, 21-årig kvinde fra Roskilde, der havde fået kørt sin højre fod over af en personbil ført af en 62-årig mand fra Roskilde. Bilisten var kørt ad Jernbanegade mod vest og ind i krydset for grønt, idet han ville svinge til venstre ad Køgevej. En modkørende bilist kørte ligeud fra en højresvingsbane og distraherede den 62-årige, der ved den efterfølgende svingning overså fodgængeren i fodgængerfeltet, hvor hun gik i vestlig retning. Politiet har ingen oplysninger om den modkørende bilist, der kørte ligeud fra en højresvingsbane i krydset.

Færdselsuheld – Borgediget / Ringstedgade / Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1337 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld mellem en lastbil og en cyklist i lyskrydset Borgediget-Ringstedgade-Jernbanegade. Ambulancepersonale og politiet kørte til uheldsstedet, hvor en 39-årig kvinde fra Roskilde straks fik behandling for alvorlige skader på begge sine ben. En lægehelikopter blev tilkaldt og landede på Ringstedgade, som var blevet afspærret. Den tilskadekomne kvinde blev dog i en ambulance under politieskorte kørt til Rigshospitalet til behandling for brud på begge ben. Uheldet skete, da en 38-årig mand fra Nyrup i en lastbil kørte ad Borgediget mod øst, hvor han i krydset svingede til højre ad Ringstedgade mod syd. Under svingningen påkørte han den 39-årige, der på cykel kørte i samme retning, men som skulle ligeud i krydset. Den 38-årige lastbilchauffør var ædru, men en narkometertest indikerede, at han var påvirket af narkotika på uheldstidspunktet. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet og de implicerede køretøjer. Afspærringen af Ringstedgade i anledning af uheldet medførte, at Movia måtte omlægge forskellige buslinjer frem til kl. ca. 1535. Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring vedr. undersøgelserne og resultatet af analysen af blodprøven fra lastbilchaufføren.

Narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Nørregade, Ringsted

Kl. 1400 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Ringsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af, fordi han var frakendt kørekortet. En narkometertest havde indikeret, at den 27-årige var påvirket af cannabis under kørslen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserendes stoffer og afhøring til sagerne. Politiet gjorde den 27-årige bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt, da det nu var fjerde gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil trods frakendelse af kørekortet. Den 27-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Færdselsuheld – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 1441 overså en 36-årig mand fra Høng under kørsel ad Østre Ringvej i nordlig retning i en varebil, at en forankørende lastbil ført af en 45-årig mand fra Horsens havde nedsat hastigheden før svingning til venstre ad Balstrupvej. Den 36-årige påkørte derfor lastbilen med store skader på de implicerede køretøjer til følge. Ingen af de to førere kom til skade ved uheldet.

Færdselsuheld – Klippingevej / Varpelevvej, Strøby – Stevns

Kl. 1644 var der sket et færdselsuheld mellem to bilister i vejkrydset. En 47-årig mand fra Herfølge kørte i en personbil ad Varpelevvej mod nord og videre ud på Klippingevej i nordvestlig retning. I krydset stødte han sammen med en anden personbil ført af en 18-årig mand fra Store-Heddinge i sydøstlig retning. Ingen af de to parter kom til skade ved uheldet, der dog medførte materielle skader på de implicerede biler. Den 47-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, fordi han mistænkes for ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt i krydset.

Spirituskørsel / kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Sønderstrupvej, Tølløse – Holbæk

Kl. 1947 anholdt og sigtede politiet en 40-årig mand fra Store-Merløse både for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden i personbil. Den 40-årige var så påvirket af spiritus, at han havde svært ved at gennemføre en vejledende alkometertest. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Da politiet ifølge alkometertesten formoder, at alkoholen i blodet vil være over 2,00 promille, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når sagerne mod ham skal afgøres. Med hjemmel i færdselsloven kan politiet beslaglægge et køretøj, selv om der er tale om første tilfælde af spirituskørsel, når blot alkoholen i blodprøven vil overstige 2,00 promille. Den 40-årige var frakendt kørekortet på grund af en tidligere sag om spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, ligesom han også tidligere havde fået konfiskeret en bil i 2015.

Røveri mod supermarked – Holbækvej, Roskilde

Kl. 1950 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, at en mand, der var mistænkt for at have stjålet nogle varer i butikken. Da personalet kontaktede ham, fordi han ikke havde betalt for varerne, fremtog han en kanyle, som han truede personalet med. Det lykkedes personalet at fravriste ham en taske, der var fyldt med nødder og slik, som han ikke havde betalt for. På grund af truslerne med kanylen udviklede sagen sig fra et tyveri til et røveri, som gerningsmanden flygtede fra på en sort herrecykel ad Holbækvej i vestlig retning. En kunde havde set manden samle varerne sammen i butikken og havde adviseret personalet, der så ville kontrollere manden ved udgangen, da han ikke havde betalt for noget i butikken. Røveren blev beskrevet som: A: Mand, 20-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Engelsk, Iført: Mørk hue, orange refleksvest med lange ærmer, mørkeblå hættetrøje med lyst fór i hætten, mørke handsker, mørke bukser og brune støvler., Medbragte: Sort herrecykel med taske på bagagebærer, Bevæbning: Kanyle. Politiet ledte efter røveren uden at finde ham og afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på stedet.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der enten har set den iøjnefaldende røver cykle ad Holbækvej, eller som har oplysninger om mandens identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mand ramt af skud – Klosterparkvej, Kalundborg

Der henvises til udsendt pressemeddelelse med følgende ordlyd:

Onsdag 030118 kl. 2011 fik politiet anmeldelse om skyderi på Klosterparkvej i Kalundborg. Politiet traf kort efter en 20-årig mand fra Roskilde, der var ramt af skud. Han var i følgeskab med flere venner. De foreløbige oplysninger om sagen går ud på, at den 20-årige og nogle venner kom til Klosterparkvej forholdsvis kort tid før skuddene faldt. Her blev de truffet af en gruppe unge, hvoraf den ene af dem skød på den 20-årige, hvorefter de forsvandt fra stedet igen. Den 20-årige er opereret i nattens løb, og hans tilstand beskrives som stabil. Politiet kender ikke de nærmere omstændigheder omkring skyderiet, og har således heller ikke noget kendskab til motivet. Politiet kender ikke relationerne mellem parterne endnu. Der er efterforsket på sagen hele natten, og politiet har afhørt en række personer. Vi har ikke flere oplysninger om sagen i øjeblikket. Der meldes ud, når vi kan fortælle yderligere.

Der er ikke anholdt nogen for drabsforsøget endnu, og politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har oplysninger om sagen. Ring til os på 114.

Bil kørt fast på fodboldbane – Roevej, Gørlev – Kalundborg

Kl. 2030 fik politiet en anmeldelse om, at en bil, der var kørt rundt i området med en meget ung fører, nu var kørt fast på fodboldbanen. Bilen skulle være forsynet med en nummerplade, der burde sidde på et andet køretøj. Politiet kunne ikke følge op på anmeldelsen med det samme på grund af sagen fra Klosterparkvej, Kalundborg, men følger op på anmeldelsen i løbet af torsdagen i et forsøg på at få identificeret føreren, der måske også kan forvente sig et erstatningskrav, hvis der er sket skade på fodboldbanen.

Bilist uden kørekort og sikkerhedssele – Haslevvej, Ringsted

Kl. 0358 kontrollerede en patrulje en bilist, der kørte ad Haslevvej mod nordvest. Bag rattet i bilen sad en 18-årig mand fra Ringsted, som ikke havde erhvervet sig et kørekort. Under kørslen havde han også glemt at benytte sikkerhedsselen i bilen. Den 18-årige blev sigtet for disse to overtrædelser af færdselsloven, og politiet undersøger nu nærmere, om der er grundlag for at sigte bilejeren, der ikke er identisk med den 18-årige, for at have overladt føringen af køretøjet til en person, som ikke lovligt kan føre det.

Anmeldelse om røgfyldt bygning – Holbækvej, Undløse, Tølløse – Holbæk

Kl. 0536 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en anmeldelse om brand i en bygning, hvorfra alle var blevet evakueret. En ambulance var også blevet sendt til stedet på grund af oplysninger om en røgforgiftet person. Brandvæsnet og politiet gennemgik stedet, hvor der ikke kunne konstateres hverken ildebrand eller røgudvikling. Der var heller ingen personer, som var blevet røgforgiftet, hvorfor ambulancen blev annulleret. Politiet har ikke flere oplysninger om grundlaget for denne anmeldelse til myndighederne.