Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 040418 kl. 0700 til torsdag 050418 kl. 0700

Nyhed   •   Apr 05, 2018 09:40 CEST

Politiet foretager dagligt mange kontroller af bilister for at se, om de er påvirkede af det ene eller andet. Desværre viser det sig ofte at være tilfældet.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Sporupvej, Køge

Dyndetvej, Borup

Nordrupvej, Mulstrup, Ringsted

Nyvej, Jystrup Midtsj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Udlændingeloven – Bjæverskov, Køge.

Kl. 1027 anholdt politiet en 44-årig mand fra Nigeria, som politiet traf i en firma i Bjæverskov, hvor han var i gang med at arbejde. Pgl. havde ikke tilladelse til at arbejde i Danmark, og han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven. Det er nu op til Udlændingestyrelsen at vurdere, hvad der skal ske med manden, der fortsat er anholdt.

Narkopåvirket bilist – Fårevejle, Odsherred.

Kl. 1120 blev en 26-årig mand fra Fårevejle anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand. Han blev standset af politiet på Høvevej. Den 26-årige fik udtaget en blodprøve.

Færdselsuheld – Greve.

Kl. 1434 skete et færdselsuheld i krydset Lillevangsvej/Hundigevej, hvor en personbil, der blev ført af en 32-årig kvinde fra Greve, kørte ad Hundigevej mod Lillevangsvej, hvor hun ville svinge til venstre mod syd.

En bil kom kørende bagfra med høj hastighed og påkørte den 32-åriges bil. Manden, der kørte bilen, steg ud og kiggede på skaderne, og dernæst kørte han fra stedet uden at give sig til kende.

Et vidne fulgte efter bilen, der blev efterladt ved en skrothandler, hvor han pillede nummerplader af bilen og stak af. Politiet var i mellemtiden blevet tilkaldt, og politiet fik fat føreren af bilen, en 19-årig mand fra København.

Ingen personer kom til skade ved uheldet. Den 19-årige sigtes for at stikke af fra et uheldssted m.v.

Tilbud om arbejde – Himmelev, Roskilde.

Kl. 1600 onsdag ville personer, der kørte i en udenlandsk indreg bil tilbyde at ordne fliser på Langagervej. Beboeren afviste, og kontaktede i stedet politiet. Det lykkedes ikke at få fat i bilen og personerne i den. Der var tale om en rød kassevogn med stiger på taget.

Spirituskørsel – Kirke-Hyllinge, Lejre.

Kl. 1748 anholdt politiet en 44-årig mand fra Kirke-Hyllinge, der kørte i bil på Hornsherredvej, hvor han blev standset af politiet. Pgl. var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Spirituskørsel – Svebølle, Kalundborg.

Kl. 1921 anholdt politiet en 49-årig mand fra Rumænien, der kørte i bil på Frederiksberg i Svebølle. Et vidne havde bemærket, at bilen blev ført usikkert, og vidnet fulgte derfor efter den 49-åriges bil og guidede politiet frem til stedet.

Den 49-årige var påvirket af spiritus og havde jfr. alkotesten en høj promille. Der blev udtaget en blodprøve, der bliver hasteanalyseret på Retskemisk Institut, da promillen formentlig er så høj, så der er tale om fængselsstraf.

Den 49-årige sidder fortsat anholdt og afventer promilleerklæringen, der forventes at komme i dag.

Stor ros til anmelderen for at lede politiet frem til den påvirkede bilist.

Mistænkeligt forhold – Greve.

Politiet var kl. 2136 på en adresse i Greve, hvor der skulle bo nogle udlændinge, der var mistanke om, at der var tyvekoster på stedet. Politiet konstaterede en del værktøj på stedet, men det var alt mærket på polsk. Der var tale om håndværkere, og der var intet mistænkeligt i sagen, kunne politiet konstatere. Politiet undersøgte identitet m.v. på de tilstedeværende, der alle var lovligt i Danmark.

Færdselsuheld – Roskilde.

Kl. 0235 kørte politiet efter en bil ad Københavnsvej, hvor bilen drejede til venstre ad Ny Østergade, hvor føreren mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et vejtræ. Politiet var i sagens natur hurtigt på stedet, hvor man fik fat i føreren af bilen, en 17-årig ung mand fra Hedehusene. Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve, ligesom han blev sigtet for kørsel uden kørekort.

Den 17-årige blev løsladt senere på morgenen.

Vold – Holbæk.

Kl. 0422 anholdt politiet en 33-årig mand fra Holbæk, der optrådte voldeligt og truende overfor en 51-årig mand og en 53-årig kvinde, hvorefter han stjal parrets bil, der blevudsat for hærværk.

Den 33-åriges mentale tilstand gjorde, at han blev indlagt på psyk. afdeling. Han sigtes for vold, trusler og hærværk.

Politiet arbejder nu videre med sagen.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig