Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 050815 kl. 0700 til torsdag 060815 kl. 0700.

Nyhed   •   Aug 06, 2015 09:18 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og politiapp. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger (vejnavn og by):

Nørregade, Tune

Parallelvej, Holbæk

Boserupvej, Roskilde

Langebjergvænget, Roskilde

Stændertorvet, Roskilde

Indbrud i privat beboelse (vejnavn og by):

Vestre Strandvej, Solrød Strand

Duehusvej, Bjæverskov

Tinggårdsparken, Tune

Indbrud i skole/institutioner og lignende (vejnavn og by):

Køgevej, Roskilde

Møllehaven, Karlslunde

---------- 

Kæntret katamaran udløste redningsaktion – Hesselø Bugt, Lumsås, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 1006 slog besætningen på en tysk sejlbåd alarm, fordi de i Hesselø Bugt netop var sejlet forbi en katamaran, som lå med bunden i vejret. Redningshelikopter, redningsbåd og politiet blev sendt til stedet, hvor redningshelikopteren hurtigt fik lokaliseret. Da politiet erindrede en redningsaktion med en kæntret katamaran i samme område mandag d. 030815 om aftenen, blev de personer, der havde været ombord på katamaranen kontaktet. De kunne give en detaljeret beskrivelse af fartøjet, der straks blev identificeret som det tidligere forulykkede fartøj. Der var således ingen mistanke om, at nogen var i havsnød, hvorfor redningsaktionen blev indstillet. Katamaranen blev dog senere på formiddagen slæbt til en slæbeplads ved Gniben, hvor ejeren af politiet fik besked på at afhente fartøjet.

Narkobilist uden kørekort og med hash – Elmegade, Kalundborg

Kl. 1121 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han kunne heller ikke fremvise et kørekort, idet han fik sin førerret inddraget i 2012 på grund af manglende aflæggelse af en kontrollerende køreprøve. Ved visitation af ham fandt politiet 2 gram hash, som blev konfiskeret. Sigtelserne blev derfor udvidet med overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt for kørsel uden førerret. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 26-årige afleveret i retten i Holbæk, idet han også var eftersøgt som tiltalt i et retsmøde om en tidligere sag om narkokørsel. Når dagens blodprøve er blevet analyseret, vil den 26-årige igen høre nærmere fra politiet.

Narkobilist / våbenloven – Køgevej, Roskilde

Kl. 1430 anholdt og sigtede politiet en 38-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Ved visitationen fandt politiet en lille klump hash hos den 38-årige, der således også blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En passager i bilen – en 21-årig mand fra Roskilde – blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, idet politiet fandt en enhåndsbetjent foldekniv med en bladlængde på ni cm i noget af hans tøj i bilen. Efter udtagelse af en blodprøve af den 38-årige løslod politiet ham med besked om at henvende sig hos Kriminalforsorgen, som havde eftersøgt ham hos politiet, da han ikke var mødt frem til møder med den myndighed.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Strandvej, Havnsø, Føllenslev - Kalundborg

Kl. 1710 sigtede færdselspolitiet en 40-årig mand fra Fårevejle St. for kørsel i frakendelsestiden i forbindelse med kørsel i en personbil. Da den 40-årige flere gange tidligere inden for de seneste tre år også var blevet afsløret i at køre bil trods manglende førerret, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om konfiskation af bilen skal afgøres.

Lastbil væltet – Nordhøj, Køge

Kl. 1818 fik politiet en melding om en væltet lastbil i rundkørslen Nordhøj-Ullsvej-Sleipnersvej. Det viste sig, at en 46-årig mandlig lastbilchauffør fra Horsens efter kørsel ad Nordhøj i en lastbil med tilkoblet anhænger mistede herredømmet over vogntoget, som væltede om på højre side i rundkørslen. Ingen kom til skade, men der skete mindre skade på vejen og en stensætning som følge af uheldet. Et par kranvogne blev tilkaldt for at rejse vogntoget op. Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken.

Grundstødt båd – Snogekærsvej, Kalundborg

Kl. 1830 fik politiet melding om, at personalet på Samsø-færgen havde observeret en kæntret båd liggende tæt på stranden ud for Snogekærsvej. Det lokale redningsberedskab sendte en båd til stedet og konstaterede, at en motorbåd ca. 500 meter fra kysten var grundstødt. Der var ingen personer til stede i/ved båden. Bådens ejer blev identificeret som en 31-årig mand fra Kalundborg, der kunne bekræfte ejerskabet, hændelsesforløbet med en grundstødning dagen forinden, og at der ikke var nogen personer i nød. Redningsaktionen blev derfor afblæst.

Spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 1830 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 44-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en varebil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Anholdelse - Grov vold – H/F Maglehøj, Roskilde

Kl. 1913 anmeldte en 62-årig mand fra Roskilde, at han netop var blevet overfaldet under ophold i kolonihaven. Politiet traf en lettere forslået forurettet, som inden overfaldet havde bedt naboen i kolonihaven om at skrue med for sit musikanlæg. Naboen blev ophidset herover og sprøjtede peberspray i øjnene på den 62-årige, som efterfølgende fik slag i ansigtet og på kroppen, ligesom han fik kastet en havestol efter sig. Naboen i kolonihaven – en 39-årig mand uden fast bopæl i Roskilde – blev straks anholdt i sit kolonihavehus og sigtet for grov vold mod den 62-årige. Ved ransagning af kolonihavehuset fandt politiet pebersprayen, så den anholdte blev også sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Den 39-årige er fortsat anholdt, idet politiets jurister vil vurdere sagen og afgøre, om den 39-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.

Unge larmer – Baunehøjvej, Roskilde

Kl. 2201 kørte politiet til området ved campingpladsen efter en anmeldelse om, at ca. 80 unge mennesker var forsamlet, og nogle af dem kørte larmende rundt på knallerter til gene for campinggæsterne. Politiet fandt dog ingen knallerter, ligesom de ca. 50 unge på stedet kun talte måske lidt højlydt sammen på campingpladsens område. Politiet henviste til ordensreglementet om ro fra kl. 2200 og bad de unge dæmpe sig, hvilket de efterkom.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 2231 var en 50-årig kvinde fra Haslev forulykket under kørsel ad motorvejen i nordlig retning. Politiet fik kontakt med hende og kunne konstatere, at hun var påvirket af spiritus under kørslen. Hun havde af ukendte årsager mistet herredømmet over sin personbil, der var havnet i midterrabatten. Den 50-årige blev i en tilkaldt ambulance kørt til kontrol på skadestuen, hvor en læge udtog en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Hun var sluppet uskadt fra ulykken, hvori der ikke var andre trafikanter involveret.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Holmeagervej, Greve

Kl. 2232 anholdt og sigtede politiet en 27-årig mand fra Greve for både spirituskørsel og kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Den 27-årige, der i går fik sin førerret inddraget som følge af en tidligere sag om narkokørsel, blev også sigtet for kørsel uden førerret. Efter udtagelse af en blodprøve til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer løsladt politiet den sigtede, der vil blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narkokørsel – Borgerdiget, Roskilde

Kl. 0155 anholdt og sigtede politiet en19-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Mand uden sko – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 0518 anmeldte nattevagten på en plejecenter, at en mand uden sko gik rundt på vejen udenfor. Han kunne ikke rigtig forklare, hvad han lavede på stedet. Politiet fik kontakt til en lettere forvirret, 54-årig mand fra Nykøbing Sj., der rigtigt nok ikke havde sko på eller sågar medbragt husnøgler. Han havde tidligere været indlagt på sygehuset, men blev nu af politiet kørt til sin bopæl i Nykøbing Sj., så han kunne komme sikkert hjem for at få sin nattesøvn.