Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 100216 kl. 0700 til torsdag 110216 kl. 0700.

Nyhed   •   Feb 11, 2016 09:05 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

 

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Nørregade, Køge

Bytoften, Grevinge

Ørnevej, Store Merløse

 

Indbrud i privat beboelse:

Dragerupvej, Dragerup, Holbæk

Brydeholm, Greve

Belsager, Greve

Gersagerparken, Greve

Indbrud i skole, institution og lignende:

Herregårdsvej, Himmelev, Roskilde

---------- 

 

Person påkørt af tog – Ølby, Køge.

Kl. 0725 blev en person påkørt af et tog ca. 200 meter sydøst for Ølby Station. Efterforskningen viste, at der var tale om en 29-årig mand fra Køge. Manden afgik ved døden som følge af påkørslen. De pårørende underrettet. Politiet betegner sagen som en tragisk hændelse. Hændelse førte til, at togene ikke kørte på strækningen i en times tid.

 

Eftersøgning – Odsherred/Holbæk.

Politiet ledte igennem natten til i går og også i løbet af morgenen efter en 29-årig mand fra København, der var stukket af fra en ambulance ved Kalundborgvej i Holbæk. Politiet havde været på den adresse, som ambulancen havde hentet den 29-årige på i løbet af natten, og kl. 0947 var politiet igen på stedet. Her traf de den 29-årige, der var i god behold.

 

Butikstyveri og overtrædelse af indrejseforbud – Solrød.

Kl. 1130 anholdt politiet en 33-årig mand fra Rumænien, der blev anholdt i Fakta, Solrød Center, hvor han havde stjålet 26 stk. Rittersport. Den 33-årige havde forbud mod at rejse ind i Danmark.

Han sidder fortsat anholdt, og han forventes fremstilles i et grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling.

 

Fremstilling i grundlovsforhør – sag fra Herfølge.

Kl. 1215 blev en 40-årig mand fra København fremstillet og sigtet for indbrud i villa på Vordingborgvej, overtrædelse af våbenloven og besiddelse af narkotika. Den 40-årige fængslet til den 030316.

 

Anholdelse -  Kalundborg.

Kl. 1255 anholdt politiet en 19-årig mand fra Kalundborg, der sigtes for syv tilfælde af brandstiftelse i og omkring  Rørby Skole, Bakkegårdsvej. En brand er tilbage 151014 og resten af  brandene er sket inden for de sidste par måneder.

Den 19-årige sidder fortsat anholdt, og han fremstilles i grundlovsforhør torsdag med krav om varetægtsfængsling. Politiet er meget tilfredse med, at der er sket et gennembrud i efterforskningen, der må antages at fjerne frygten for brande i området.

 

Stadfæstelse i landsretten – sag fra Holbæk.

I den sag , hvor en 15-årig pige og en 24-årig mand medio januar blev varetægtsfængslet har Østre Landsret den 10. februar 2016 i det hele stadfæstet byrettens kendelse om fortsat fængsling af den 24-årige mand.

 

Dom for bl.a. uagtsomt manddrab – Holbæk.

En 24-årig mand fra København blev ved retten i Holbæk idømt 1½ års fængsel for bl.a. uagtsomt manddrab og en stribe overtrædelser af færdselsloven. Den 24-årige, der har været varetægtsfængslet i sagen gik direkte til afsoning af straffen.

Forsøg på tricktyveri – Roskilde.

Kl. 1545 blev anmeldt om et forsøg på tricktyveri, der fandt sted mellem kl. 1515 og 1520 på Roskildevænget. En mand kom til en bolig, hvor han fortalte, at der løb vand fra den kvindelige anmelders lejlighed og ned i kælderen.

Manden gik med ind i den 82-åriges bolig, og manden ville gerne ind i soveværelset, og det fik anmelderen til at fatte mistanke, og det lykkedes hende, at få ham ud af lejligheden igen.

Der var intet stjålet fra stedet, og der var heller ikke noget vand, der løb hvor det ikke skulle løbe.

 

Ulovlig indsamling – Ringsted.

Kl. 1735 samlede to personer ind til døve i Tinggade. De to var formentlig østeuropæere og foregav at være døvstumme. Anmelderen fattede mistanke til de to for ikke at have rent mel i posen, og derfor ringede han til politiet. Det lykkedes ikke politiet at få fat i de to mænd.

 

Brand i bil – Roskilde.

Kl. 0108 blev anmeldt om brand i en bil, der stod på parkeringspladsen ved motorvejsafkørslen ved Køgevej.  På bilens forsæde blev fundet en sten, og der er  mistanke om, at branden er påsat. Politiet undersøger nu sagen nærmere. Vi vil meget gerne tale med vidner, der har hørt eller set noget i relation til sagen. Ring på 114.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig