Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 110117 kl. 0700 til torsdag 120117 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 12, 2017 09:30 CET

Det har været glat i store dele af politikredsen fra morgenstunden. Vi opfordrer til, at man tænker på, at det kan være glat, når man kører i dag.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Buen, Nr. Dalby, Borup

Assensvej, Himmelev, Roskilde

Annasvej, Karlslunde

Strandbovænget, Solrød Strand

Marie Toftsvej, Køge

Egholmvej, Biltris, Kirke-Hyllinge

Indbrud i skole, institution og lignende:

Skolegade, Tune

----------

Opfølgning på dødsfald på Roskilde Festivalen 2016

Dethar ikke været muligt at fastslå dødsårsagen i forbindelse med en 20-årige kvindes død på Roskilde Festivalen sidste år. Der er foretaget omfattende retsmedicinske undersøgelser i sagen. Der er ikke fundet spor efter alkohol, stoffer, lattergas, forgiftning eller andet i forbindelse med undersøgelserne, der kan forbindes med dødsfaldet, ligesom der heller ikke er fundet tegn på vold, eller at der skulle ligge en forbrydelse bag.

Færdselsuheld – Nørre-Asmindrup, Odsherred.

Kl. 0802 kørte indsatsleder Brand på Odsherredvej under udrykning til et færdselsuheld længere sydpå ad Odsherredvej/Rute 21. I krydset Odsherredsvej/Nyledsbakken kørte indsatslederen over krydset for rødt med lav hastighed.

En personbil, der kørte frem i krydset for grønt bemærkede ikke udrykningskøretøjet, og de to biler stødte sammen. Der skete kun materiel skade. Den anden bil i uheldet blev ført af en 44-årig kvinde fra Nykøbing Sjælland.

Lovgivning om euf. stoffer – Klint, Odsherred.

Kl. 0915 var politiet på en adresse i Klint, hvor der blev fundet 1200 gram marihuana. En 43-årig mand, der bor på adressen, blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Fremstilling i grundlovsforhør – Retten i Holbæk – sag fra Odsherred.

En 60-årig mand fra Nykøbing Sj. blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet til den 070217 for lukkede døre for fremstilling af marihuana/skunk. Politiet har ikke yderligere oplysninger om sagen grundet de lukkede døre.

Fremstilling i grundlovsforhør – Retten i Holbæk – sag fra Kalundborg.

En 51-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør kl. 1200. Den 51-årige blev fængslet til den 070217 sigtet for trusler på livet og overtrædelse af våbenloven, idet truslerne blev understreget med at true med et oversavet jagtgevær.

Spirituskørsel/narkokørsel – Ringsted.

Kl. 1655 standsede en patrulje fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en 35-årig mand fra København, der blev ført usikkert foran patruljevognen. Manden blev overgivet til en patrulje fra vores politikreds og fik udtaget en blodprøve og dernæst løsladt. Udover spirituskørsel blev han sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand.

Mistænkeligt forhold – Jyllinge, Roskilde.

En 10-årig pige cyklede på Osvej kl. 1615, da hun blev råbt an af to drenge på 15-16 år, der standsede hende og ville havde penge fra hende.

Pigen kørte fra stedet med drengene løbende efter sig et lille stykke. De fik ikke noget ud af deres forehavende, der læner sig op af at være et forsøg på røveri.

Drengene beskrives som: A, dreng, dansk, 15-16 år, kraftig af bygning, brunt hår, iført sort hue, sort jakke mrk. Puma. B, dreng, dansk, 15-16 år, almindelig af bygning, sort hår.

Episoden skete ud for Rema 1000 på Osvej, og politiet vil meget gerne høre fra vidner til episoden eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring på 114.

Færdselsuheld – Ringsted.

Kl. 1737 var en svane indirekte involveret i et færdselsuheld på Roskildevej, hvor svanen stod på den nordgående kørebane. Vidner holdt ind til siden og tændte for havariblink for at advare andre.

En 64-årig kvinde fra Ringsted kørte i sin bil mod nord og trak forbi de biler, der holdt stille i vejkanten og hun ramte i den forbindelse en bil, der kørte i modsat retning, og som blev ført af en 42-årig mand fra Slagelse.

Der skete kun materiel skade ved uheldet. Svanen? Ud fra politiets oplysninger, så klarede den sig.

Færdselsuheld – glatføreuheld.

Kl. 0540 kørte en bil i grøften på Kvarmløsevej som følge af det glatte føre.

Kl.,. 0634 kørte en bil i grøften og væltede rundt på taget på Munkholmvej ved Bredetved. Føreren kom selv ud af bilen.

0634 var fire biler involveret i et uheld på Holbækmotorvejen mod øst. Det gav store trafikale vanskeligheder for morgentrafikken. Kun materiel skade.

Kl. 0641 kørte en bil i grøften på Kongsdalsvej ved Mørkøv. En bil kørte i grøften. Føreren klagede over smerter i ryggen og blev kørt til undersøgelse på sygehus.

Carsten Andersen

kommunikationsmedarbejder