Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 110516 kl. 0700 til torsdag 120516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 12, 2016 10:04 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ahlgade, Holbæk (2 steder)

Blindestræde, Holbæk

Bødkervej, Holbæk

Indbrud i privat beboelse:

Magnolievej, Kirke-Såby

Grønningen, Ejby, Lille-Skensved

Fynsvej, Køge

Vestergade, Hvalsø

Parkvej, Borup

Indbrud i skole, institution og lignende:

Hovedgaden, Svinninge

----------

Tricktyveri – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde

Kl. 1455 anmeldte en 69-årig kvinde fra Roskilde, at hun havde fået sin pung stjålet fra sin trolley efter indkøb kl. ca. 1430 i supermarkedet SuperBrugsen. Da hun var kommet ud fra butikken, havde en fremmed mand henvendt sig og spurgt om prisen på en blomst uden for butikken. Den 69-årige kunne ikke hjælpe og henviste manden til butikspersonalet. Da hun efterfølgende var kørt hjem i sin bil med trolleyen, opdagede hun tyveriet af pungen med indhold fra trolleyens forlomme. Hun mistænkte manden for at have afledt hendes opmærksomhed, medens en anden, ukendt person ubemærket stjal pungen. Manden blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-30 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: håret let krøllet, Talte: Engelsk, Iført: bordeaux t-shirt, ternede lange shorts. Politiet ledte forgæves efter den mistænkte i området.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Solrød Center, Solrød Strand

Kl. 1508 anmeldte pårørende til en 85-årig kvinde fra Solrød Strand, at den 85-årige efter indkøb i supermarkedet Netto kl. ca. 1100 havde fået stjålet sin pung fra en jakke, der lå i hendes cykels cykelkurv. Da hun skulle cykle væk, blev hun kontaktet af en fremmed mand, der bad om hjælp til at finde en blomst. Hun gik nogle få skridt væk fra sin cykel for at hjælpe manden med at vælge en blomst. Ved hjemkomsten opdagede den 85-årige, at hendes pung med bl.a. dankort var blevet stjålet ubemærket – formentlig af en anden person end manden, der bad om hjælp til blomsterne. Ved spærring af dankortet kunne banken oplyse, at der kl. 1125 ved en hæveautomat i Solrød Centret uberettiget var blevet hævet 7.000 kr. fra den 85-åriges konto. Manden, som hun mistænker for at have afledt hendes opmærksomhed, blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 40-45 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: Kortærmet skjorte og cowboybukser. Politiet undersøger nu, om der foreligger eventuel videoovervågning til brug for identifikation af både A og en eventuel medgerningsmand/-kvinde.

Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der har bemærket A i området eller ved en hæveautomat i Solrød Centret. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Politiet vil erindre om, at det er særdeles vigtigt at skjule indtastningen af PIN-koden, når et betalingskort anvendes. Uden en afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en trick- eller lommetyv. Politiets råd er at skjule indtastningen med den frie hånd og stille sig tæt på betalingsterminalen, således at uvedkommende ikke kan kigge over skulderen eller rundt om brugeren for at aflure PIN-koden.

Spirituskørsel – Algade, Nykøbing Sj. - Odsherred

Kl. 1918 fik politiet en anmeldelse fra en borger, der havde tilbageholdt en spirituspåvirket bilist, der ville køre fra en p-plads ved et supermarked. Borgeren havde grebet ind og frataget bilisten bilnøglerne. Politiet kunne efterfølgende anholde en 62-årig mand fra Nykøbing Sj., der blev sigtet for spirituskørsel. Vidner havde nemlig også set manden køre i sin personbil til p-pladsen. Den 62-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Blufærdighedskrænkelse – tog mellem Ringsted og Roskilde

Kl. 1947 anmeldte en 32-årig kvinde fra Næstved, at en mand i toget fra Ringsted i retning mod Roskilde krænkede hendes blufærdighed. Manden havde taget sit erigerede lem frem og foretog onanibevægelser, medens han sad på et sæde lige over for den 32-årige. Kort efter rejste han sig og tilbød offeret sex, hvilket hun afslog, rejste sig og underrettede togets personale om hændelsen. Manden blev af offeret beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 28-33 år, ca. 175 cm høj, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: fuldskæg, bærer kasket, mørkeblå, store guldringe på begge ringfingre., Talte: Dansk med accent, Iført: sort læderjakke, sort skjorte, sorte pæne bukser, pæne sorte sko. Han var dog ubemærket forsvundet ud af toget på en ukendt station i forbindelse med togets videre kørsel til København.

Lokolpolitiet i Ringsted/Roskilde hører gerne fra personer, der kan give om den mistænktes identitet eller oplysninger om, hvor han forlod toget. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Højbjergvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 2115 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Svebølle for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Røglugt i opgang – Bytorvet, Tølløse – Holbæk

Kl. 2227 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af røglugt i en opgang. En beboer kunne lugte røgen og havde gennem ca. 20 min. hørt en røgalarm. Hverken brandvæsnet eller politiet kunne finde nogen ildebrand, men i den lejlighed, hvor røgalarmen lød, fandtes en gryde med et udbrændt indhold. Beboeren i lejligheden var ikke hjemme, og der var ikke sket nogen skade på stedet. Efter en udluftning forlod brandvæsnet og politiet stedet. Ingen var kommet til skade.

Færdselsuheld – kvinde omkommet – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby - Lejre

Kl. 2318 modtog politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i vestgående retning ud for Ordrup ved Kirke-Sonnerup, idet en person var blevet påkørt af en bilist. Ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet. Politiet afspærrede i forbindelse med redningsarbejdet motorvejen i vestlig retning ved afkørsel 16 Kr. Sonnerup. En tilskadekommen person lå på motorvejen og havde pådraget sig så alvorlige kvæstelser, at døden var indtrådt. Det viste sig, at en 62-årig mandlig bilist fra Odsherred under kørsel i vestlig retning i højre vognbane bemærkede noget, som han anså for at være et dødt dyr ligge i venstre vognbane. Da han passerede, blev han i tvivl, da det kunne ligne en person, hvorfor han standsede i nødsporet. Kort efter kom en 59-årig kvinde fra Ruds-Vedby kørende i sin personbil også i højre vognbane. For at skabe afstand til bilisten i nødsporet trak hun mod venstre, men opdagede for sent, at noget lå på vejen. Hun kunne derfor ikke undgå påkørsel af det, der viste sig at være et menneske. Trods livreddende førstehjælp var personen livløs og blev senere erklæret for død. Politiet foretog grundige undersøgelser på uheldsstedet med assistance fra en bilinspektør og politihunde for at finde ud af, hvorfor den tilsyneladende livløse person lå på motorvejen. Politiet fandt ikke forladte/havarerede biler på motorvejen omkring uheldsstedet. Den chokerede, 59-årige bilist blev efterfølgende kørt hjem af politiet, således at hendes pårørende kunne tage sig af hende. Den påkørte person havde ikke identitetspapirer på sig og er ifølge politiets foreløbige undersøgelser en yngre kvinde. Politiet arbejder nu videre med sikker identifikation af kvinden, således at pårørende kan blive underrettet samt afhørt om kvindens færden indtil tidspunktet for påkørslen. Politiet ved endnu ikke, hvorfor kvinden lå tilsyneladende livløs på motorvejen før uheldet.

Politiet ønsker endvidere kontakt med andre bilister, der før ulykken har passeret uheldsstedet og bemærket noget ligge på/i venstre vognbane- formentlig i den tro, at der kunne være tale om et påkørt dyr eller tabte effekter. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen, idet politiet heller ikke ved, hvor lang tid kvinden har befundet sig på/ved motorvejen inden påkørslen.

Narkobilist – Greve Centervej, Greve

Kl. 2332 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Holte for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.