Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 120815 kl. 0700 til torsdag 130815 kl. 0700.

Nyhed   •   Aug 13, 2015 09:32 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og politiapp. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger (vejnavn og by):

Ahlgade, Holbæk

Rabalderstræde, Roskilde

Nygade, Holbæk

Indbrud i privat beboelse (vejnavn og by):

Erik Menveds Vej, Roskilde

Indbrud i skole, institution og lignende (vejnavn og by):

Tværalle, Ringsted

Højagervænget, Solrød Strand

---------- 

Arbejdsulykke – Mimersvej, Køge

Kl. 0808 kørte politiet til et lager for at undersøge en ulykke, hvor en medarbejder var kommet til skade. Det viste sig, at en 47-årig mand fra Nivå under undersøgelse af en pallekran fik sin hånd i klemme mellem et kranhjul og et metalkabel. Han blev undersøgt på skadestuen, hvor lægerne konstaterede et knoglebrud og et mindre sår på den beskadigede hånd. Arbejdstilsynet blev underrettet og ville komme til stedet for at undersøge uheldet i samarbejde med politiet, der nu afventer Arbejdstilsynets vurdering af, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 0846 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 58-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Påfugl årsag til færdselsuheld – Kildebrøndevej, Greve

Kl. 0952 fik politiet melding om, at to biler var stødt sammen. Det viste sig, at en 67-årig mand fra Greve under kørsel ad Kildebrøndevej mod vest bremsede op for en påfugl, der pludselig løb på tværs af vejen. En 42-årig mand fra Solrød Strand, der kørte på motorcykel bag den 67-årige bilist, opdagede for sent den forankørendes opbremsning og stødte sammen med bilen. Ingen af de involverede trafikanter kom til skade, men der skete mindre materiel skade på køretøjerne. Ejeren af påfuglen – en 65-årig mand fra Greve – blev underrettet om, hvad den løsgående påfugl havde været årsag til.

Bil med stjålne nummerplader – Frederiksberg, Svebølle - Kalundborg

Kl. 1007 bemærkede politiet en kørende personbil, der var forsynet med nummerplader, der var meldt stjålne fra Slagelse. Føreren – en 35-årig mand fra Ringsted – blev derfor sigtet for ulovlig omgang med hittegods i forhold til de stjålne nummerplader, da politiet ikke kunne bevise, at han var tyven. Derudover blev han også sigtet for kørsel i personbilen trods manglende registrering og lovpligtig ansvarsforsikring. Politiet inddrog de stjålne nummerplader, og den sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres, ligesom han har fået besked på at fjerne bilen lovligt.

Hastighedskontrol – Adelers Alle, Gislinge – Holbæk

Kl. 1130 afsluttede beredskabet i Holbæk ca. 2 timers kontrol af trafikanter, hvis hastighed blev målt med laser under kørslen gennem Gislinge, hvor hastigheden højst må være 50 km/t. I alt 10 bilister blev sigtet for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne, og højst målte hastighed var 87 km/t. To bilister kørte så hurtigt, at de ud over en bøde også kan forvente en betinget frakendelse af kørekortet, medens de øvrige otte bilister fik et klip i kørekortet – ud over bøden. I alt ca. 80 bilister blev standset ved trafikkontrollen, men der var ikke andre overtrædelser af færdselsloven end hastighedssagerne på de anførte 10 bilister.

Tyveri af pung – dankort misbrugt – Ølbycenter, Køge

Kl. 1410 anmeldte en 72-årig kvinde fra Køge, at hun under indkøb i et par supermarkeder i Ølby-centret på ukendt måde og ubemærket havde fået stjålet sin pung. I pungen lå bl.a. den 72-åriges dankort, som hun havde brugt til betaling ved indkøbene, og som efter tyveriet var blevet misbrugt til uberettiget hævning af 6000 kr. i en hæveautomat i Køge.

Politiet vil erindre om vigtigheden af at skjule sin PIN-kode, når denne indtastes i forbindelse med betalingen for varer. Uden PIN-kode er et betalingskort intet værd for en tyv.

Spirituskørsel – Nørupvej, Søstrup, Holbæk

Kl. 1838 fik politiet via alarm 112 en henvendelse fra andre trafikanter om en væltet knallertkører. En ambulance var sendt til stedet, hvor politiet ud fra vidners iagttagelser kunne fastlægge, at en spirituspåvirket, 72-årig mand fra Holbæk under kørsel på sin knallert var væltet uden andre trafikanters indblanding. Han var sluppet uskadt fra styrtet, men blev kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelse for spirituskørsel på knallerten samt udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse i den anledning. Han vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Færdselsuheld – modpart flygtet – Nordhøj, Køge

Kl. 1912 anmeldte en 23-årig mand fra Køge, at han kort forinden på pladsen ved en tankstation var blevet påkørt af en anden bilist. Parterne talte kortvarigt sammen i forbindelse med uheldet, men modparten ønskede ikke politiets indblanding og forlod stedet. Den 23-årige skyndte sig at tage et foto af modpartens bil og nummerplade, hvorefter politiet blev tilkaldt. Det viste sig efterfølgende, at modparten kørte i en sort Audi personbil, hvor nummerpladen EF22236 var monteret. Nummerpladen var imidlertid meldt stjålet fra Hvidovre i juni 2015. Føreren af Audien blev beskrevet som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 25-28 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Tatovering på venstre kraveben, mørke øjne, Talte: Dansk, Iført: sandfarvet/beige bluse, armygrønne bukser. Politiet efterforsker nu uheldet i et forsøg på at få identificeret modparten.

Mistænkeligt forhold – Torshaven, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 0124 anmeldte en lokal borger, at hun havde hørt nogen luske rundt – muligt i hendes have. Politiet kørte til området og traf naboen, der i sin have kiggede på stjerner. Politiet beroligede anmelderen og forlod området, da der ikke var grundlag for at foretage yderligere.

Mistænkeligt forhold – Hestehøje, Kalundborg

Kl. 0302 anmeldte en lokal borger, at han i ca. 20 minutter havde bemærket to mænd luske rundt på den lukkede vej. De var kørende i en grålig bil, og de gemte sig fra tid til anden bag hække/buske i området. En par patruljer, herunder en hundepatrulje, kørte til området, hvor hundepatruljen traf den grålige bil kørende. Da politiet standsede bilen for at ville lave en rutinemæssig kontrol af køretøjet og personerne i den, stak en mand af til fods. Hundepatruljen gik nu i mandens spor og kom gennem flere haver, indtil den flygtede mand kort efter blev fundet og kortvarigt anholdt. Han viste sig at være en 20-årig mand fra Kalundborg, der oplyste at være blevet bange for politiet, hvorfor han stak af. Den anden mand i bilen var en 20-årig mand fra Asnæs. Ingen af dem blev sigtet for noget strafbart, selv om deres adfærd kunne anses lidt særpræget.

OPFØLGNING

Røver anholdt efter nye røverier – Jernbanevej, Køge

Den røver, der tirsdag d. 110815 kl. ca. 2240 verbalt truede personalet i 7-Eleven til at udlevere kontanter, og som politiet efterfølgende identificerede som en 29-årig mand fra Bjæverskov, blev onsdag aften anholdt af Københavns Vestegns politi efter både et fuldbyrdet røveri samt et forsøg på røveri i deres politikreds. Den 29-årige er fortsat i politiets varetægt, idet Københavns Vestegns politi forventer at fremstille ham i grundlovsforhør i dag torsdag.

Løsladelse – Tyveri fra benzinautomat – Elverdamsvej, Kirke-Hyllinge – Lejre

De to 26-årige mænd, der efter en længere biljagt blev anholdt d. 110815 om aftenen som mistænkte for tyveri af brændstof fra en tankstation, blev begge sigtet for tyveri af brændstof og afhørt til sagen. Efter endt sagsbehandling, hvorunder de begge fik beslaglagt nogle af de penge, som de var i besiddelse af, på grund af gæld til det offentlige, løslod politiet begge mænd. Der var ikke grundlag for fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, og de kan begge forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sag skal afgøres.

Status på skolestartskampagnen – hele politikredsen

Som tidligere år har politiet gang i skolestartskampagnen, der i sin enkelthed går ud på, at vi ønsker at øge færdselssikkerheden til så højt et niveau som muligt.

Der laves kontroller ved skolerne rundt omkring i hele politikredsen, og det generelle billede er, at bilisterne husker at spænde sikkerhedsselerne, og det samme gælder for børnene, der skal sættes af ved skolerne.

Hastigheden ved skolerne er stort set blevet holdt på et fornuftigt niveau, hvilket politiet også er meget tilfredse med.

Politiet har dog konstateret problemer ved bl.a. Klostermarksskolen på Kongebakken i Roskilde, hvor politiet har set flere tilfælde, hvor forældre har parkeret, hvor der er parkeringsforbud mv. Vi anbefaler, at man lader egoismen blive hjemme og i stedet tænker på alle trafikanter, så vi undgår kaos, når børnene kommer til skolerne.

  • Vi vil i de næste uger fortsat følge trafikken ved skolerne tæt, og vi håber, at vi stadig kun vil se ganske få overtrædelser, siger politiassistent Vlado Kobas, Færdselsafdelingen.

Udarbejdet af:

Martin Bjerregaard