Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 160817 kl. 0700 til torsdag 170817 kl. 0700.

Nyhed   •   Aug 17, 2017 09:46 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets indbrud:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Slotsgade, Vallø, Køge

Indbrud i privat beboelse:

Tuse Byvej, Tuse, Holbæk

Vibekæret, Englerup, Kirke-Såby

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Vidner efterlyses – Vold – Kalundborg

Søndag den 13. august 2017 i tidsrummet kl. 0030-0100 var en 17-årig ung mand fra Kalundborg på vej hjem fra Kalundborg Rocker-arrangementet. Han var fulgtes med nogle venner til rundkørslen ved Lundevej, men var herfra gået alene i retning mod Klosterparkvej/Torvet. Da han befandt sig ud for labyrinthækken ved Vor Frue Kirke, blev han bagfra overfaldet af en gruppe, der var kommet løbende til stedet. Han fik et slag i ansigtet, så han fik næseblod, og blev væltet omkuld ind i en hæk og ned på jorden. Her fik han adskillige spark på overkroppen af en eller flere fra gruppen, som ifølge den 17-årige bestod af unge i alderen 17-20 år, mørke i løden, iført hættetrøjer, hvor hætten var trukken op om hovedet. Nogle i gruppen havde endvidere trukket noget op foran underansigtet, ligesom de talte et udenlandsk sprog indbyrdes i gruppen. Efter et par minutter standsede de overfaldet og gik videre i retning mod museet, medens den 17-årige flygtede en anden vej. Ved efterfølgende lægeundersøgelse havde den 17-årige pådraget sig ømhed i kroppen og i ansigtet efter slagene/sparkene.

Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet ved kirken, eller som kan give oplysninger om gruppen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

-------------

Færdselsuheld- Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 0720 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor to biler var stødt sammen og nu delvist spærrede motorvejen. Det viste sig, at en 63-årig mand fra Sorø kørte i sin personbil ad motorvejen i østlig retning med ca. 110 km/t, da han for sent opdagede, at trafikken foran ham kørte væsentligt langsommere. Trods nedbremsning kunne han ikke undgå at påkøre den forankørende personbil ført af en 25-årig kvinde fra Slagelse. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men deres biler spærrede delvist motorvejen. En skiltevogn blev rekvireret til uheldsstedet, hvor begge vognbane blev åbnet for trafik kl. ca. 0800.

Kørsel uden førerret – Vestmotorvejen, Bjæverskov - Køge

Kl. 0740 sigtede politiet en 55-årig mand fra Haslev for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Vestmotorvejen mod øst ved det færdselsuheld, som politiet var kørt ud til. Undervejs til uheldsstedet havde politiet via patruljebilens ANPG-udstyr fået en indikation på, at en bilejer ikke havde noget kørekort. Da samme bil kort efter langsomt passerede uheldsstedet, hvor politiet arbejdede, afslørede en nærmere kontrol af føreren altså, at han ikke havde noget kørekort, fordi det var inddraget af politiet i 2016 på grund af manglende aflæggelse af en kontrollerende køreprøve. Den 55-årige kan nu forvente at modtage en bøde efter dagens kørsel.

Blufærdighedskrænkelse – Sofievej, Holbæk

Kl. 0901 anmeldte en 50-årig kvinde fra Ugerløse, at hun kl. ca. 0700 tæt ved sygehuset havde mødt en yngre mand, der var løbet til stedet. Han var stoppet op tæt foran hende, havde trukket sine bukser og var begyndt at onanere foran hende. Anmelderen begyndte at skælde ham ud, hvorefter han stoppede og løb i retning mod Holbæk station ad Sofievej. Blufærdighedskrænkeren blev beskrevet som: mand, 18-20 år, ca. 175 cm høj, lys hudfarve, almindelig af bygning, iført sort hættetrøje, sorte joggingbukser og kondisko.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne personer, der har set manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kørsel i frakendelsestiden / forsikringssag mv. – Heibergs Have, Holbæk

Kl. 1322 fik politiet en anmeldelse om, at en personbil kørte mistænkeligt rundt på vejen, idet bilen havde standset i flere indkørsler. Politiet ledte efter bilen for at få afklaret, hvad hensigten med den pågældende kørsel var. På Rundingsholms Alle fik politiet kontakt til personbilen, hvis nummerplader straks blev inddraget på grund af manglende synsgodkendelse af bilen samt betaling af den lovpligtige ansvarsforsikring. Bilen blev ført af en 36-årig mand fra Jystrup Midtsj., som var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte køre bilen. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og ved en efterfølgende undersøgelse af bilen fandt politiet intet interessant i relation til eventuel indbrudshensigt i området. Den 36-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Ta’-selv-bil stjålet – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 1506 anmeldte en 34-årig mand fra Oksbøl, at hans sorte personbil af mærket Nissan Qashqai var blevet stjålet kl. ca. 1430 fra p-pladsen ved en tankstation, hvor han i forbindelse med et kort ærinde på tankstationen havde forladt bilen i tomgang og med bilnøglerne i tændingen. En ukendt biltyv havde tilsyneladende set dette og var kørt fra stedet i bilen i ukendt retning. Politiet har nu efterlyst personbilen med nummerpladerne BA63048 som stjålet og overvejer samtidig, om der er grundlag for sigtelse af den 34-årige fører for overtrædelse af færdselsloven, fordi han undlod at træffe foranstaltninger til at sikre, at bilen ikke uberettiget kunne benyttes af uvedkommende.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der kan have set biltyveriet på tankstationen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hensynsløs kørsel – Tofthøjvej, Viby Sj. - Roskilde

Kl. 1532 fik politiet en henvendelse fra en butiksindehaver, som kort forinden havde stået ude på fortovet ved butikkens fortovsudstilling med bl.a. nogle tøjstativer, da føreren af en personbil tilsyneladende med vilje påkørte tøjstativerne. Hun måtte selv springe til siden for at undgå at blive påkørt af bilisten, der bagefter kørte videre ad Tofthøjvej mod nord. Politiet kørte til stedet og traf en chokeret, men uskadt, 50-årig kvindelig forretningsindehaver, der kunne oplyse, at der var tale om en mørkgrå personbil af mærket VW Lupo med nummerpladen JW59633. Denne nummerplade var i forvejen efterlyst som stjålet i Hvidovre d. 12/8-2017. Føreren blev beskrevet som en mand, 20-25 år, mørklødet, iført sort kasket, hvid tanktop og med store tatoveringer på venstre arm. Politiet forsøger nu at finde frem til køretøjet og føreren for at få opklaret, hvad hensigten med kørslen, herunder påkørslen af tøjstativerne mv., har været.

Tricktyveri – Jernbanegade, Køge

Kl. 1600 kørte en 61-årig mand fra Køge sig en tur i sin el-crosser ad Jernbanegade ved stationen. To fremmede kvinde spærrede ham vejen, så han måtte standse. Den ene kvinde tilbød ham en halskæde, hvilket han afslog at modtage. Hun insisterede på at give ham halskæden og gav ham kæden rundt om halsen. I den forbindelse lykkedes det kvinden at stjæle mandens ægte guldhalskæde om halsen. Bagefter forsvandt kvinderne, der blev beskrevet som: A: Kvinde, Sydeuropæisk af udseende, 42-45 år, ca.150 cm, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: mørklødet, buttet af bygning, Talte: Engelsk, Iført: halvlang mørk jakke, kjole, og B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 30-30 år, ca. 150 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: opsat hår, Iført: blomstret/mønstret kjole, tørklæde om halsen.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to kvinder i gågaden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Odsherredvej, Svinninge, Nørre Asmindrup – Odsherred

Kl. 1910 kørte en 60-årig mand fra Nørre-Asmindrup i sin personbil mod syd ad Odsherredvej indtil Gl. Nykøbingvej, hvor han ville svinge til venstre og derfor havde sat hastigheden ned. Det overså en bagfra kommende personbil ført af en 21-årig mand fra Vig, som påkørte bagenden af den 60-åriges bil. Den ene part blev bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse, men kunne udskrives som uskadt efterfølgende. Vejen var kortvarigt spærret i anledning af uheldet, der kun medførte materielle skader på de to biler.


OPFØLGNING

Resultat af brandundersøgelse – Engvolden, Frøslev, Store-Heddinge – Stevns

En brandefterforsker fra Lokalpolitiet i Køge har sammen med en tekniker fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) undersøgt en nedbrændt hovedbygning på en ubeboet, firlænget landejendom, som brændte mandag d. 310717 om eftermiddagen. Konklusionen på de brandtekniske undersøgelser var, at branden formentlig var opstået, efter at gnavere/skadedyr havde bidt sig igennem isoleringen på det strømførende hovedelkabel til ejendommen. Herved var der opstået en kortslutning mellem de strømførende ledninger i hovedkablet. Efter at have ulmet i nogen tid var det blevet så varmt, at en brand kunne opstå. Der var på brandstedet ingen indikationer på, at nogen forsætligt eller uagtsomt havde fremkaldt en ildebrand. Politiet indstiller nu sine undersøgelser, idet ingen forventes at kunne drages til ansvar for brandens opståen.