Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 030117 kl. 0700 til onsdag 040117 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 04, 2017 09:24 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Bakkegården, Roskilde

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Mistænkeligt forhold – Jyllinge, Roskilde.

Kl. 0755 blev tre 13-årige drenge fra Jyllinge på Nordmarksvej ved Helligkorsstenen, hvor de blev kontaktet af en mand i en grå eller hvid varebil, som spurgte om de ville have et lift med til skolen. Drengene kørte blot fra stedet, og det samme gjorde bilen.

Der er ikke noget signalement af manden i bilen. Politiet ledte anmeldelsen kl. 0910 efter manden og bilen i kvarteret uden at finde frem til ham.

Der har været flere lignende hændelser i kvarteret tidligere. Det er endnu ikke lykkedes politiet at få kontakt med manden.

Det er vigtigt at understrege, at der ikke har fundet noget kriminelt sted ved mandens henvendelser til børnene. Oplysninger om mand og bil til politiet på tlf. 114.

Falsk pengeseddel – Holbæk.

Kl. 1527 benyttede en kunde en seddelautomat for at indsætte penge i Nordea på Ahlgade. Imidlertid ville maskinen ikke tage pengesedlen, og manden gik derfor til kassen, hvor en medarbejder konstaterede, at der var tale om en falsk pengeseddel. Sedlen blev indleveret fra et firma, og det vides ikke hvem, der har brugt den falske pengeseddel. Kunden var tydeligvis helt uvidende om, at han stod med en falsk pengeseddel.

Spirituskørsel – Lille-Skensved, Køge.

Kl. 1706 anholdt politiet en 44-årig mand fra Lille-Skensved, der blev standset på Buen. Han var påvirket af spiritus og måtte aflevere en blodprøve, før han blev løsladt igen.

Mistænkeligt forhold – Hvalsø, Lejre.

Kl. 1645 var en 8-årig pige fra Hvalsø på Skolevej ved skolen og hallen, hvor hun blev kontaktet af en mand, der holdt i en mørk varebil. Manden tilbød hende noget slik, men pigen skyndte sig væk fra stedet og ned i hallen, hvor hun fortalte om sin oplevelse til en voksen, der straks gik ud på parkeringspladsen blot for at konstatere, at varebilen var kørt.

Sagen blev anmeldt til politiet kl. 1738. Vi vil gerne opfordre til, at man straks ringer til politiet, hvis børn bliver udsat for noget lignende, så vores patruljer har en chance for at finde frem til pgl. i lokalområdet.

Pigen handlede helt korrekt ved at henvende sig til en voksen i hallen og hurtigt komme væk fra manden. Oplysninger om sagen til politiet på 114.

Mistænkeligt forhold – Roskilde.

Kl. 1849 blev politiet sendt til Parkvænget ved Møllehusvej, hvor en anmelder havde set 2-3 personer i sort tøj luskede rundt med et eller andet i hænderne. Det viste sig at være tre drenge, der spillede bold. Der var således intet kriminelt på færde.

Spirituskørsel – Bjerge, Kalundborg.

Kl. 1921 anholdt politiet en 52-årig mand fra Kalundborg, der kørte i bil på Bjerge Landevej. Han var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Brand – Kalundborg.

Kl. 2030 blev anmeldt om knuste ruder i fire personbil på Klosterparkvej. der var sat ild til den ene bil, der udbrændte. Politiet forblev i området, og der skete ikke mere i kvarteret i løbet af aftenen. Der har tidligere været brande i området, og politiet er sammen med kommunens SSP folk til stadighed i kvarteret for at tale med familier og deres børn, og den indsats vil fortsætte.

Oplysninger om den aktuelle brand til politiet på 114.

Eftersøgning – Ringsted.

Kl. 2343 blev anmeldt om en 79-årig dement kvinde, der var gået fra et plejecenter på Eksercerpladsen kl. 2200. Personale og pårørende havde ledt efter kvinden uden held. Politiet kørte til området og kl. 0058 fandt den eftersøgte kvinde, som politiet sørgede for at køre hende hjem. Hun var kold og forkommen.

Cyklist i grøft – Køge.

Kl. 0503 blev en 72-årig mand fra Slagelse fundet i liggende på en mark/grøft på Vordingborgvej. Da politiet undersøgte sagen nærmere viste det sig, at manden var efterlyst fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, hvor han var gået fra en adresse. Vores kolleger i syd var netop i færd med at planlægge en eftersøgning efter den pgl., da de fik besked om, at manden var fundet i vores politikreds. han var i god behold men forkommen efter opholdet udendørs og sin cykeltur fra Slagelse til Køge.

Politiet har ikke flere oplysninger om grunden til, at han var kørt m.v.

Vejrliget – hele politikredsen.

Vejret har ikke givet problemer i løbet af natten. Politiet har holdt øje med vandstanden forskellige steder i politikredsen. Vandstanden har ikke givet anledning til problemer indtil nu.

Borgerne opfordres til at følge os på hjemmesiden politi.dk/midtvestsjaelland, Twitter eller på appén POLITI, hvor vi vil informere løbende omkring situationen.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig