Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 070217 kl. 0700 til onsdag 080217 kl. 0700

Nyhed   •   Feb 08, 2017 09:14 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Østermarken, Sæby, Kirke-Hyllinge

Greve Strandvej, Greve

Hallebyorevej, Tissø, Jerslev Sj.

Hyllingeparken, Kirke-Hyllinge

Pilehegnet, Solrød Strand

Kystvej, Solrød Strand

Græsmarken, Solrød Strand

Indbrud i skole/institutioner og lignende:

Ingen

----------

Fogedafhentere – Køge

Lokalpolitiet i Køge har gjort status oven på tirsdagens fogedaktion: I alt 17 blev anholdt i løbet af dagen. Derudover valgte 15 selv at møde op i fogedretten. 5 skyldnerekontaktede selv fogedretten og indgik en aftale grundet omtalen i pressen. En god dag hvor sagsbunkerne blev mindre.

Det er ikke sidste gang, at politiet laver en sådan aktion, så vi anbefaler, at man selv henvender sig til fogedretten.

Brugstyveri af biler – Vipperød, Holbæk.

Kl. 0805 fik politiet anmeldelse om brugstyveri af en Opel Corsa, der stod med motoren i tomgang ved Vipperød Børnehus, hvor den 26-årige forurettede kvinde fra Vipperød havde efterladt bilen, medens hun afleverede børn.

Kl. 0822 fik politiet anmeldelse om en stjålet VW Golfbil i Vipperød. Denne gang på Rensdyrvej ved skolen.

Politiet fik oplysninger om bilernes tilstedeværelse på Klostergården i Kalundborg kort tid efter. Kl. 0845 anholdt politiet en 31-årig mand fra Vipperød, der tilstod tyveri af Golfen.

Samme sted stod den stjålne Opel Corsa. Politiet fik ikke i første omgang fat i gerningsmanden til brugstyveriet af Opel Corsaen, men sagen efterforskes nu nærmere.

Den 31-årige havde ventet ved skolen for at se, om der var en, der stillede sin bil uden at tage nøglen med sig. Det var derfor en let sag at stjæle bilen.

Mon ikke de to bilejere husker at sikre deres biler en anden gang? Det har man pligt til at gøre, og opfordringen er hermed givet videre til andre bilister.

Mistænkeligt forhold – Jyderup, Holbæk.

Kl. 1133 ringede en 13-årig pige til politiet fra en adresse i Jyderup. Pigen var alene hjemme og der var netop blevet banket på hoveddøren, hvilket havde fået familiens hund til at gø voldsomt.

Senere bankede det også på bagdøren. Pigen gemte sig på toilettet og tilkaldte politiet, da hun var bange for, at der var nogen, der ville begå indbrud på stedet.

Politiet kom til stedet og kunne konstatere, at der var tale om en skorstensfejer, der havde banket på i forbindelse med sit arbejde.

Politiet og skorstensfejeren talte sammen med pigen, så hun kunne se, at det var et legalt forhold. Pigen således beroliget. Fint reageret af pigen, der ikke åbnede døren for fremmede.

Brand – Greve

Kl. 1315 kørte politi og brandvæsen til Dønnergårds Alle, hvor der var brand. Det viste sig, at det var en pejs, hvor skorstenen tilsyneladende var stoppet. Ingen skade på bygning og ingen personskade.

Blufærdighedskrænkelse – Ringsted.

Kl. 1330 var en 17-årig pige fra Ringsted udsat for blufærdighedskrænkelse på Brogade mellem Jyllandsgade og Fynsgade. Pigen gik på fortovet, da en bil kørte op på siden af hende. I manden sad en mand, der sad og onanerede i bilen.

Manden beskrives som: Mand, dansk, 50-60 år, fedladen, hvid hud, kronraget, iført lys skjorte. Kørte i en sort Citroen C 5 stationcar.

Bilen blev søgt af politiet uden held.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 1532 anholdt politiet en 26-årig mand fra Lejre, der kørte i bil på Ringstedgade. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve.

Forsøg på tricktyveri – Greve.

Kl. 1220 kom en 85-årig kvindei en taxa til Søjlegården, hvor hun blev kontaktet af to unge, der på engelsk viste, at hun havde noget rødt på ryggen, som de forsøgte at bilde hende ind, at der var blod på hendes frakke. Hun afviste de to, da hun var klar over, at de var i gang med at snyde hende.

De to beskrives som: Unge mænd, 15-20 år, spinkle af bygning, lyst hår, begge iført blå vindjakker. De talte engelsk.

Politiet fik først anmeldelsen kl. 1625, hvorfor der ikke blev søgt efter gerningsmændene. Vi opfordrer til, at man straks ringer til politiet, hvis man bliver udsat for noget lignende.

Spirituskørsel – Slimminge, Køge.

Kl. 2147 blev anmeldt om en spirituspåvirket bilist på Lundegårdsvej. To borgere tilbageholdt manden, der havde siddet og sovet i sin bil. Politiet anholdt manden, der fik udtaget en blodprøve og dernæst løsladt.

Brand i bil – Nykøbing Sj., Odsherred.

Kl. 0503 brændte en bil på Østervangshaven. Det formodes, at branden er påsat. Politiet undersøger nu sagen nærmere. Vi vil gerne høre fra evt. vidner, der har set personer eller biler i nærheden af stedet før, under, eller efter branden.Ring på 114.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig