Skip to main content

​Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 100516 kl. 0700 til onsdag 110516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 11, 2016 09:19 CEST

Download appén POLITI og check biler og cykler, giv politiet tip og læs nyheder udsendt af politiet.

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Niels Juelsvej, Solrød Strand

Ringstedvej, Igelsø, Holbæk

Gyrstinge Skovhuse, Gyrstinge, Ringsted

Indbrud i skole, institution og lignende:

Solrød Center, Solrød Strand

Fårevejle Stationsvej, Fårevejle

----------

Færdselsuheld – Ringsted.

KL. 1015 kørte en personbil ført af en 42-årig mand fra Ringstedad Parkstræde i østlig retning mod Nørregade for at foretage højresving, samtidig kørte en 59-årig kvinde fra Ringsted på cykel ad Nørregade i venstre side ad Nørregade frem mod Parkstræde. I krydset blev kvinden påkørt af bilen. Bilisten kørte over frem for ubetinget vigepligt og ramte cyklisten, der kørte mod færdselsretningen.

Kvinden fik en mindre flænge i ansigtet, og hun blev kørt til sygehus for nærmere undersøgelse.

Brand – Greve

Kl. 1402 kørte politi og brandvæsen til Gersagerparken, hvor der var brand i en lejlighed. De foreløbige undersøgelser tyder på kortslutning ved et køleskab. To personer blev kørt til sygehus for check for røgforgiftning. Stedet undersøges nu nærmere af politiet.

Vold – Holbæk.

Kl. 1520 var der uorden i Bysøparken, hvor en 39-årig mand fra Vanløse fik et knivstik i sin venstre arm, ligesom han blev slået i baghovedet af en ung dreng af anden etnisk oprindelse end dansk.

Drengen kørte fra stedet på en scooter. En 13-årig dreng blev efterfølgende udpeget som passager på scooteren, og han blev afhørt af politiet. Politiet efterforsker nu sagen nærmere.

Grundet den seneste tids uro i Holbæk har politiet særdeles meget fokus på, hvad der sket i bymidten, og dette arbejde sker i tæt samarbejde med kommunens SSP folk.

Politiet opfordrer til, at borgere kontakter os, hvis de ser uro eller optræk til uro, så vi kan få stoppet den uhensigtsmæssige adfærd så hurtigt som muligt. Ring til os på 114. I tilfælde af slagsmål eller lignende så ring 112.

Færdselsuheld – Hårlev, Stevns.

KL. 2045 skete et færdselsuheld på Tingvej , hvor en varebil, der blev ført af en 41-årig mand fra Hårlev,kørte i vestgående retning. I samme retning kørte fire cyklister to og to ved siden af hinanden. Bilisten overså cyklisterne grundet den blændende sol og påkørte en 52-årig kvindelig cyklist fra Hårlev, der ramte en 53-årig kvinde, der cyklede ved siden af.

De to cyklister blev kørte til behandling på hospital. Ud fra politiets oplysninger er deres tilstand ikke kritisk.

Indbrudstyveri udviklede sig til et røverilignende forhold – Høng, Kalundborg.

Kl. 0307 fik politiet anmeldelse fra Glentevej i Høng, hvor en 68-årig kvinde vågnede og overraskede en mand, der sagde, at han skulle have hendes penge. Gerningsmanden havde gennemrodet huset. Han forsvandt fra stedet med en lædertaske, der indeholdt et kontantbeløb, sygesikringsbevis m.v.

Gerningsmanden beskrives som Mand, 165-170 cm. høj, almindelig af bygning, dansk, iført sort tøj og elefanthue.

Politiet undersøgte gerningsstedet og også området omkring bl.a. med hunde uden at finde frem til gerningsmanden. Det er politiets opfattelse, at der er tale om en indbrudstyv, der er kommet ind i huset via en uaflåst dør. Gerningsmanden blev overrasket af forurettede, hvorfor sagen udviklede sig fra et almindeligt tyveri til et tyveri, hvor forurettede blev konfronteret med gerningsmanden.

Politiets undersøgelser omkring gerningsstedet med politihund tydede på, at gerningsmanden har været ved flere huse for at undersøge om dørene var låst, hvilket ikke var tilfældet i huset, hvor den 68-årige bor. Derfor skal opfordringen lyde, at man husker at lukke døre og vinduer om natten.

Politiet vil meget gerne tale med vidner eller andre, der har oplysninger til sagen. Ring til politiet på 114.

Politiet på fårejagt – Holbækmotorvejen, Gevninge.

Kl. 0458 gik tre får på motorvejen ved Gevninge. Det lykkedes politiet at indfange det ene får, medens det var umuligt at indfange de to øvrige. Politiet valgte at skyde de to får, da de rendte rundt på motorvejen og skabte farlige situationer for trafikken.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig