Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 140217 kl. 0700 til onsdag 150217 kl. 0700

Nyhed   •   Feb 15, 2017 09:47 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

0

Indbrud i privat beboelse:

Kongensgade, Ringsted.

Hovedgaden, Hårlev,

Kirsebærhaven, Roskilde

Dronn. Margrethes Vej, Roskilde.

Kragholm, Roskilde

Tyttebærhaven, Greve

Søndergade Tølløse

Sankt Agnes Vej, Roskilde

Illerup Sand, Kalundborg

Nyrupvej, Ugerløse

Indbrud i skole, institution og lignende:

0

----------

Salg af narkotika – Jyderup, Holbæk.

Tirsdag formiddag var politiet på ransagning på en adresse på Teglværksvej. Her fandt politiet i første omgang 60 gram hash, digitalvægt m.v.

En narkohund var dog ikke tilfreds med fundet, og hunden gik målrettet mod en sofa, hvor der var gemt 300 gram hash i sofaen. Mon ikke hunden har fået en godbid efterfølgende? Husets beboer, en 35-årig mand, blev sigtet for overtrædelse af lov om euf. stoffer.

Salg af narkotika – Eskebjerg, Kalundborg.

Kl. 1220 anholdt politiet en 44-årig mand fra Eskebjerg, der ved ransagning på en adresse i Eskebjerg blev fundet i besiddelse af 200 gram hash, marihuana, vægte m.v. Han blev løsladt senere på dagen. Sagen vil senere blive behandlet i retten.

Mistænkeligt forhold – Køge.

Kl. 1400 fik politiet anmeldelse om et mistænkeligt forhold på Jernbanegade, hvor der var mistanke om, at to mænd og en kvinde, alle rumænere, aflurede pinkoder ved pengeautomat.

Politiet fandt ikke noget mistænkeligt på de pgl., der blev visiteret og registeret for at se, om de var lovligt i landet, og det var de. De forlod efterfølgende Køge med toget.

Uro – Køge.

Kl. 1514 købte en 37-årig mand to pølsehorn på en tank på Strandvejen. Umiddelbart efter kom en 51-årig kvinde ind i forretningen med sine to børn på 10-12 år, hvor hun overfusede dels ekspedienten og dels den 37-årige, idet hun var sur over, at der ikke var flere pølsehorn at købe.

Den 37-årige dristede sig til at sige til kvinden, at hun skulle tale og opføre sig ordentligt, hvilket førte til, at kvinden kastede sig over den 37-årige, der væltede nogle varer ned fra en hylde. Den 37-årige havde købt kaffe og i kampens hede spildte han kaffen på kvinden.

Politiet følger nu op på sagen efterfølgende, hvor kvinden kan forvente at blive kontaktet af politiet.

Tricktyveri – Holbæk.

Kl. 1535 kom en mand og en kvinde ind i Folkekirkens Nødhjælps forretning på Nygade, hvor det lykkedes dem at forvirre personalet, da man ville veksle en 1000 kr. De to gik fra stedet med 350 kr. udover de 1000 kr.

Personerne beskrives som østeuropæere, ca. 20-25 år, spinkle af bygning.

Politiet kiggede efter personerne, der desværre ikke blev fundet.

Politiet opfordrer til, at forretninger ikke giver sig i kast med at veksle penge under lignende omstændigheder. Sig til de pgl., at man ikke kan veksle og henvis i stedet til en bank.

Politiet har set talrige lignende vekslinger, der udføres meget professionelt, hvor man overhovedet ikke opdager, at man bliver snydt. Hvis man får besøg af personer, der ønsker at veksle, så ring til politiet på 114.

Spirituskørsel – Viby, Roskilde.

Kl. 1620 anholdt politiet en 58-årig mand fra Viby, der blev standset på Tofthøjvej. Manden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve.

Uro – Holbæk.

En 22-årig mand var tirsdag kl. 1702 i 7/11 på stationen i Holbæk. Han var meget vred over, at hans månedskort til toget var annulleret, og da personalet ikke kunne hjælpe, begyndte han at kaste rundt med varer i forretningen.

Det førte til, at politiet blev tilkaldt, og den 22-årige fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han fik senere på dagen dårlig samvittighed, og betalte 304 kr. for de varer, som han havde ødelagt i sit raseri. Bøden slipper han dog ikke for.

Mistænkeligt forhold – Roskilde.

Kl. 1751 kørte politi og beredskab til Folkeparken, hvor en mand var klatret op i et træ med et reb om halsen. Det lykkedes beredskabet at tale manden ned fra træet efter en 20 minutters tid, og manden blev efterfølgende indlagt på psyk. hospital.

Et mistænkeligt forhold havde en naturlig forklaring – Havdrup, Solrød.

En 42-årig kvinde fra Havdrup kontaktede politiet, idet fire drenge netop havde fortalt hende, at en mand havde forsøgt at få drengene ind i en bil. Manden havde sagt, at han ledte efter skolens kontor.

Politiet fandt ud af, at der var tale om et pizzabud, der blot ville spørge om vej, hvilket blev verificeret ved henvendelse til pizzaforretninger i byen og til skolen, som havde bestilt pizzaer. Politiet ringede efterfølgende til drengens forældre for at berolige dem med, at der var en naturlig og fornuftig forklaring på hændelsen.

Mistænkeligt forhold – Undløse, Holbæk.

Kl. 1700 bemærkede en 61-årig mand fra Undløse, at der på Holbækvej holdt en hvid varebil på udenlandske nummerplader. Den 61-årige henvendte sig til manden i bilen, der ikke var til at tale med grundet sprogvanskeligheder. Bilen forsvandt fra stedet.

Narko- og spirituskørsel – Ågerup, Roskilde.

Kl. 2005 anholdt politiet en 50-årig kvinde fra Lille-Skensved, der kørte i bil på Gundsølillevej. Kvinden var påvirket narkotika og spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve. Hun fik lov at overnatte i detentionen grundet sin påvirkede tilstand. Kvinden løsladt her til morgen.

Indbrud i villa – Roskilde.

Kl. 2235 fik politiet anmeldelse fra Kragholm, hvor en 91-årig kvinde vågnede ved, at der var personer i huset, der var i gang med at gennemsøge hendes stue. Hun konfronterede manden, der forsøgte at undskylde sig med, at han ledte efter sin kat!

Gerningsmanden låste sig ind i kvindens soveværelse, og herfra flygtede han efter at have stjålet kontanter. Det lykkedes ikke politiet at få fat i manden, der beskrives som udlænding, 185 cm høj, alm. af bygning, talte ikke dansk.

Efterladt stearinlys – Kalundborg.

Kl. 0035 bemærkede en borger i Kalundborg, at der var et tændt stearinlys på en cafe i Skibbrogade. Stedet var lukket. Politiet fik åbnet døren af en låsesmed og lyset slukket, så brand ikke kunne opstå. Tak til den årvågne borger for sin henvendelse.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig