Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 160118 kl. 0700 til onsdag 170118 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 17, 2018 10:11 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Vesterbro, Nykøbing Sj.

Planetvej, Jyllinge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Værslevvej, Jerslev Sj.

Fredensbovej, Solrød Strand

Østre Lagunevej, Solrød Strand

Lindevænget, Solrød Strand

Sæbyhøjvej, Sæbyhøj, Høng

Blommehaverne, Jyllinge

Rytterbakken, Gevninge, Roskilde

Tømmerupvej, Tømmerup, Mørkøv

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Røg fra lokomotiv – Holbæk station – Holbæk

Kl. 0837 fik politiet via alarm 112 melding om røg fra et tog på Holbæk station. Det viste sig, at en brændstofslange med dieselolie var lækket i lokomotivet, således at der udvikledes røg fra toget. Passagerne blev stille og roligt evakueret fra togvognene og af DSB anvist videre transport. Ingen kom til skade ved uheldet, som DSBs teknikere selv forsøgte at udbedre på lokomotivet.

Færdselsuheld – Gormsvej, Roskilde

Kl. 0856 blev en 21-årig kvinde fra Roskilde som fører af en personbil ad Gormsvej i østlig retning påkørt af en anden personbil. Føreren af denne personbil havde været standset i venstre side af vejen og satte i gang i samme kørselretning, samtidig med at han trak mod højre, således at han kørte ind i venstre side på den 21-åriges bil. Efter uheldet talte den 21-årige og en passager i hendes bil med den mandlige fører, som dog ikke ønskede at udveksle oplysninger i anledning af uheldet, fordi han havde travlt. Han kørte herefter fra stedet, men den 21-årige aflæste dog bilens nummerplade. Politiet forsøgte flere gange forgæves at få kontakt til bilejeren for at få klarlagt førerens identitet med henblik på afhøring og sigtelse for overtrædelse af færdselsloven i anledning af uheldet.

Målrettet aktion – Ulovligt ophold/arbejde – Odsherred

Udlændingeafdelingen gennemførte tirsdag formiddag en målrettet kontrol af flere arbejds- og byggepladser i Odsherred kommune for at kontrollere, om der var udlændinge, som enten opholdt sig ulovligt i landet eller ikke havde de fornødne papirer under beskæftigelse i Danmark i orden. Arbejds- og byggeplader blev besøgt i Asnæs, Nykøbing Sj. og i Rørvig, men politiet fandt ikke grundlag for at gribe ind på nogen af de besøgte adresser. Den målrettede kontrol fortsætter de næste par dage i andre områder i politikredsen.

Færdselsuheld – Byvejen, Osted, Lejre – Lejre

Kl. 1203 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor et køretøj, der transporterede personer i kørestole, var forulykket og standset i en have. Det viste sig, at ingen var kommet til skade ved uheldet. En 70-årig mand fra Hvalsø havde under kørsel i en særligt indrettet personbil formentlig fået et blackout, således at han først påkørte en parkeret lastbil, inden han mistede herredømmet over bilen og endte i en have. Politiet fik tilkaldt Flextrafik til videre transport af en person i kørestol. Ingen øvrige kørende trafikanter var involveret i uheldet.

Præventiv færdselsindsats – Stevns kommune

I tidsrummet kl. 1300 – ca. 1900 var tre patruljer fra politistationen i Køge på præventiv patrulje i Stevns kommune for at være præventivt til stede, men også at være præventive over for trafikanter ved at foretage stikprøve-kontroller af disse. Patruljeringen foregik primært i Rødvig, Store Heddinge og i Hårlev. Ca. 80 bilister blev kontrolleret, og under dagens præventive indsats skrev politiet i alt fem sager om manglende brug af sikkerhedssele og brug af mobiltelefon under kørslen. Trods stikprøvekontrollerne udtrykte mange borgere tilfredshed med politiets tilstedeværelse i området.

Brændstoftyve opdaget – Kalundborgvej, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 1445 overraskede en nabo til en ubeboet ejendom to mænd i færd med at pumpe fyringsolie fra en tank over i medbragte dunke mv. De to mænd tog straks flugten i en varebil, hvis nummerplade naboen aflæste. Politiet ledte efter varebilen, også på ejerens adresse, uden at finde den. På gerningsstedet sikrede politiet sig pumpeudstyr og dunke mv. samt videoovervågning, så politiet har en klar formodning om, hvem det i nærmeste fremtid vil være særdeles interessant at tale med i anledning af tyveriforsøget.

Færdselsuheld – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 1647 kørte en 51-årig mand fra Kalundborg i en personbil i nordvestlig retning og ind i en rundkørsel, hvor han overså, at en 11-årig dreng fra Kalundborg befandt sig i fodgængerfeltet. Drengen gik i vestlig retning og blev efter påkørslen bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol, men han var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den 51-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Beruset mand på togstationen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1744 fik politiet en anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand formentlig ikke kunne klare sig selv under ophold på perronen, idet han har været tæt på at falde ned på skinnerne. Politiet fik på stationen kontakt til en 44-årig, spirituspåvirket mand uden fast bopæl, som blev frihedsberøvet med henblik på afrusning, så han ville kunne tage vare på sig selv. Han blev løsladt omkring midnat fra opholdet i politiets detention.

Lov om euforiserende stoffer – Karlemosevej, Køge

Kl. 1850 kontrollerede specialpatruljen en 22-årig mand fra Køge og fandt ham i besiddelse af 16 gram kokain samt en del tomme salgsposer. Han blev straks anholdt og sigtet for besiddelse af kokainen, som politiet mistænker ham for at ville sælge videre. Den anholdte er fortsat i politiets varetægt, medens anklagemyndigheden vurderer, om der er grundlag for fremstilling i grundlovsforhør.

Færdselsuheld / narkokørsel / kørsel i frakendelsestiden – Østbyvej / Præstemarksvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 1928 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor en cyklist var blevet påkørt af en bilist. På uheldsstedet traf politiet en 15-årig dreng fra Roskilde, der som cyklist var blevet påkørt i krydset. Han havde ikke anvendt cykelhjelm og havde slået hoved i forbindelse med påkørslen. Cyklisten blev derfor i ambulancen bragt til skadestuen i Køge til kontrol, idet han intet kunne huske omkring omstændighederne ved uheldet. En 45-årig mand fra Fårevejle St. var inden uheldet kørt ad Præstemarksvej i nordlig retning, hvor han i krydset pludselig så cyklisten foran sig og ikke kunne undgå påkørsel af ham. Cyklisten røg op på kølerhjelmen og ramt frontruden, som blev beskadiget. Den 45-årige var i forvejen frakendt kørekortet, og da han blev skønnet påvirket af narkotika (cannabis) under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse af euforiserende stoffer. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Overtrædelse af indrejseforbud – Hedeboparken, Roskilde

Kl. 2050 fik politiets udlændingeafdeling kontakt til en 37-årig mand fra Kina, som opholdt sig ulovligt i Danmark. Han var tidligere idømt et forbud mod at rejse ind i Danmark indtil 2021, hvorfor han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om indrejseforbuddet. Den anholdte kineser vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde for at få sagen afgjort straks og med henblik på senere udvisning igen af Danmark.

”Flink” tyv – Højvanggård, Vindinge, Roskilde

Kl. 2120 anmeldte en 70-årig kvinde fra Roskilde, at hun om formiddagen kl. ca. 1000 havde fået uventet besøg af en mand, der sagde, at der havde været mange indbrud i området. Den 70-årige lukkede manden ind og undersøgte, om hun manglede noget. Det gjorde hun ikke, hvorefter manden tilbød at foretage et indkøb for hende og skulle købe noget opvaskemiddel. Han fik mønter som betaling, men krævede at få pengesedler, hvorefter manden fik anvist pungens placering. Det udnyttede han til at stjæle hele pungen, der indeholdt ca. 800 kr. i kontanter, da manden aldrig dukkede op med hverken opvaskemidlet eller pungen. Manden blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 40-45 år, 185-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Dansk, Iført: Sort tøj, og offeret mente at kunne genkende manden fra sommeren 2017, hvor han sammen med en søn havde været i området for at lede efter en bold bl.a. i offerets have.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Skrigende kvinde på vejen – Blokhusvej, Solrød Strand

Kl. 2302 fik politiet flere henvendelse om en skrigende kvinde, der løb forvirret rundt på vejen. Ved politiets ankomst til området blev kvinden holdt tilbage af nogle forbipasserende, som overdrog en 18-årig kvinde fra Greve til politiet. Hun var lettere påvirket af spiritus og skønnede ikke at kunne tage vare på sig selv, hvorfor hun blev frihedsberøvet og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen. Hun blev løsladt tidligt i morges og var ikke blevet sigtet for noget.

Mistænkeligt forhold – Kr. Helsinge Strandvej, Kr. Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 0141 fik politiet en anmeldelse fra en lokal kvinde, som havde set en person løbe fra en larmende bil i retning mod hendes garage. Da anmelderen tændte lyset, forsvandt personen i ukendt retning. Politiet kørte til området med flere patruljer og bemærkede undervejs i det fjerne en grålig stationcar forlade området. Politiet fandt dog ikke bilen, men fandt en almindelig personbil efterladt. En hundepatrulje forsøgte at forfølge et spor fra bilen, men det endte blindt. Hvad der faktisk foregik i området, fandt politiet ikke ud af trods undersøgelserne i området.

Anholdelse - Udlændingeloven / ulovligt ophold/arbejde – Vor Frue Hovedgade, Vor Frue, Roskilde

Kl. 0410 standsede politiet en varebil, hvor der ud over chaufføren også var en passager af anden etnisk oprindelse end dansk. Passageren var ikke i stand til at identificere sig med hverken pas eller arbejdstilladelse, da varebilen blev brugt til avisdistribution. Passageren blev derfor anholdt med henblik på fastlæggelse af hans identitet og som mistænkt for ulovligt arbejde i Danmark. Den anholdte blev senere identificeret som en 22-årig mand fra Indien. Politiet undersøger nu grundlaget for hans ophold i Danmark nærmere.

Spirituskørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 0425 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Viby Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.


OPFØLGNING

Varetægtsfængsling – Røveri mod supermarked – Brønsager, Svogerslev, Roskilde

Den 21-årige mand fra Kirke-Såby, som blev anholdt kort tid efter et røveri mod supermarkedet Netto mandag d. 150117 kl. ca. 2155, hvor han under trussel med en kniv fik udleveret kontanter, blev fremstillet i grundlovsforhør kl. 1300 ved Retten i Roskilde som sigtet for røveri og overtrædelse af knivloven. Den 21-årige blev varetægtsfængslet frem til den 8. februar 2018. Retsmødet blev afholdt for lukkede døre, hvorfor politiet og anklagemyndigheden ikke kan oplyse yderligere om sagen.

Løsladelse – Tyveri af gasflasker – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Den 26-årige mand uden fast bopæl og den 22-årige kvinde fra Roskilde, som blev anholdt natten til tirsdag som mistænkte for at have stjålet gasflasker fra en købmand i Jyderup i søndags, blev afhørt og sigtet for tyveriet. Efter endt sagsbehandling blev de begge løsladt, men vil dog høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.