Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 170516 kl. 0700 til onsdag 180516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 18, 2016 09:13 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Benløseparken, Ringsted

Industrivej, Roskilde (12)

Brordrupvej, Gadstrup

Ramsølillevejen, Gadstrup

Unionsvej, Køge

Bødkervej, Holbæk

Solvangsvej, Herfølge

Mellemvang, Holbæk

Lundemarksvej, Holbæk

Københavnsvej, Køge

Indbrud i privat beboelse:

Aldersro, Herfølge

Anemonevej, Svebølle

Vesterbro, St. Heddinge

Havnsøgårdsvej, Havnsø

Elmevej, Herfølge

Indbrud i skole, institution og lignende:

Dønnergårds Alle, Greve

J.H. Petersens Alle, Kalundborg

Syvendeskovvej, Undløse

Lendrumvej, Strøby

----------

Færdselsuheld – Hvalsø, Lejre.

Kl. 0800 skete et færdselsuheld på Søvej/Vandingen, hvor en 15-årig pige fra Hvalsø blev påkørt af en bil. Pigen ville krydse Søvej, da en bil svingede til højre og ramte hende. Bilen holdt stille et kort øjeblik og dernæst kørte den fra stedet. Der var tale om en ældre sølvfarvet bil.

Pigen blev undersøgt på sygehus. Hun er ikke kommet til skade men er blå og øm på kroppen som følge af påkørslen.

Politiet vil meget gerne tale med vidner til færdselsuheldet, og naturligvis vil vi meget gerne tale med bilisten, der kørte den 15-årige pige ned. Ring til politiet på 114.

Indbrud i virksomheder – Roskilde.

Mellem mandag kl. 1800 og tirsdag kl. 0130 var der indbrud på Industrivej, hvor der ligger 12 virksomheder, der alle har haft besøg af uindbudte gæster. Der er ikke overblik over det stjålne endnu, men der er bl.a. tale om tyveri af kamera, bærbar pc, telefoner m.v.

Mistænkeligt forhold – Køge.

Kl. 1110 stod en mand og forsøgte at vinke bilister ind til siden på Sydmotorvejen. Han stod ved siden af en udenlandsk indreg. bil. Politiet fik fat i bilen, hvori sad tre østeuropæere.

Politiet undersøgte de pgl.s. forhold, og de fik derefter lov at køre videre. Der blev ikke fundet mistænkelige ting i bilen eller på personerne.

Politiet vil meget gerne have den type anmeldelser, idet det er måden at komme en del af tricktyverierne til livs på, selv om det ikke gav resultat i denne omgang. Ring til politiet på 114.

Mistænkeligt forhold – Ringsted.

Kl. 1220 stod en udlænding på Tinggade, hvor han udgav sig for at være døv og gerne ville have penge. Det lykkedes ikke politiet at få fat i manden.

Mistænkeligt forhold – Kalundborg.

Kl. 1455 var en udenlandsk kvinde i gang med indsamling til handicappede børn i.flg. hendes egen forklaring på Bredgade. Det antages, at samme kvinde kort efter samlede ind på Elmegade. Det lykkedes ikke politiet at få kontakt med kvinden.

Regulering af råger – hele politikredsen.

I øjeblikket er flere jægere i gang med at regulere rågebestanden rundt omkring i politikredsen. Det indebærer, at der skydes råger rundt omkring. Politiet vil gerne gøre opmærksom på dette, da skud ikke nødvendigvis altid er forbundet med noget farligt – undtagen for rågerne.

Jægerne kontakter selv politiet og oplyser om, hvor og hvornår de skyder råger, så politiet er opmærksomme på det ved evt. anmeldelser.

Skud afgivet – Roskilde.

Kl. 1925 blev anmeldt om, at der var afgivet skud på Nygade, hvor en person havde skudt op i luften ved et oversavet haglgevær.

Politiet kørte til stedet, hvor en 52-årig mand fra Roskilde blev anholdt. Han var påvirket af spiritus. Politiet fandt frem til det oversavede haglgevær og flere patroner.

Grunden til skyderiet skulle være uoverensstemmelse med nogle ukendte personer. Ingen kom til skade ved skyderiet.

Den 52-årige sidder fortsat anholdt, og politiets jurister vil i løbet af formiddagen vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Færdselsuheld – Ellinge Lyng, Odsherred.

Kl. 2203 kørte politiet til Lyngvej, hvor en bil netop var kørt galt. Det viste sig, at en bil, der blev ført af en 19-årig mand fra Højby, kørte ad Lyngvej mod nord, hvor han påkørte en chikane, hvorefter han mistede herredømmet over bilen, der væltede som følge af uheldet, der skønnes at være sket med høj hastighed.

Den 19-årige mand fik udtaget en blodprøve, da han var påvirket af spiritus. Kørekort havde han ikke noget af. Han kom ikke til skade ved uheldet.

Spirituskørsel – Køge.

KL. 2336 anholdt politiet en 60-årig mand fra Odense, der på Nordhøj kørte i sin bil. Manden var påvirket af spiritus, og i samme omgang blev mandens bil beslaglagt. Han blev løsladt efterfølgende.

Kørsel uden førerret – Kalundborg.

Kl. 0101 standsede en patrulje en bil på Stejlhøj. Det viste sig, at den 18-årige fører ikke havde kørekort. I bilen var også en 17-årig mand. Den 18-årige sigtet for kørsel uden at have førerret til bil. Hvad de pgl. lavede i kvarteret på dette tidspunkt vides ikke.

Anholdelse – Greve.

Kl. 0106 så en vagtmand en grå Transit på litauiske nummerplader, der stak af efter tyveri af diesel på Ventrupvej. Bilen forsøgte at køre fra stedet med vagtmanden i hælene. Politiet anholdt efterfølgende en 29-årig mand fra Litauen på Køge Bugt Motorvejen. I bilen blev fundet udstyr til at suge diesel op fra tanke m.v.

Den 29-årige sidder fortsat anholdt, og han vil blive afhørt i løbet af formiddagen. Politiets jurister vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig