Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 230118 kl. 0700 til onsdag 240118 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 24, 2018 09:22 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Torvebyen, Køge

Højerup Bygade, Højerup, Store-Heddinge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Risvangen, Benløse, Ringsted

Knudsvej, Lille-Skensved

Vibemosen, Greve

Glentevej, Jyderup

Egerupvej, Ørslevvester, Fjenneslev

Bagervænget, Sæby, Høng

Overdrevsvejen, Lellinge, Køge

Bredager, Greve

Kystvejen, Kalundborg

Nørretorp, Herfølge

Katrinedal, Svinninge

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Storegade, Asnæs

-------------

Mistænkeligt forhold – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 1006 fik politiet en henvendelse fra en borger, der havde set en mand mod sin vilje blive tvunget ind i et køretøj, der efterfølgende kørte fra stedet i sydlig retning mod Ringstedvej. Politiet sendte flere patruljer til området for at lede efter køretøjet, som politiet fandt ca. 20 minutter senere. Der var tale om et legalt forhold, idet personale fra en institution havde måttet bruge den fornødne magt til at få en 23-årig mand ind i et køretøj for at få ham retur til det opholdssted, hvor han skulle være. Politiet fandt således ikke grundlag for at foretage yderligere i sagen.

Tricktyveri – Grønlykkeparken, Greve

Kl. 1103 fik politiet en henvendelse fra en 88-årig kvinde fra Greve, der netop havde været udsat for et tricktyveri, idet hun i Grønlykkeparken blev kontaktet af en engelsktalende mand (A), der spurgte om vej, samtidig med at han ville have hende til at vise vejen på et kort. En anden mand (B) kom til stedet, og A og B talte sammen indbyrdes, og de forlod stedet. Herefter opdagede den 88-årige, at hendes håndtaske med bl.a. pung med ca. 150 kr. og diverse kort manglede fra kurven i rollatoren. De to fremmede mænd blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-30 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk, Iført: Muligsvis brunligt tøj, Medbragte: Kort; og B: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk. Politiet ledte forgæves efter de to mænd i området og fandt heller ikke tasken efterladt.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Baeshøjgårdsvej, Vig – Odsherred

Kl. 1127 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en lade, hvor der ud over halm, diverse maskiner og traktorer også var ild i en dieselolietank og diverse dæk. Især ilden i dieselolien og dækkene udviklede en kraftig røg, hvis røgfane drev ind over Vig by. Da røgenr kunne være sundhedsskadelig, udsendte politiet en advarsel til borgerne primært i Vig om at holde sig inden døre og lukke for døre/vinduer. Brandvæsnets indsats medførte, at politiet ca. 30 minutter senere kunne afvarsle i forhold til borgerne i Vig, da røgen ikke længere skønnedes at være sundhedsskadelig. Efterfølgende foretog brandvæsnet en længerevarende, kontrolleret nedbrænding af effekterne i laden. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet.

Narkokørsel – Harhoffs Alle, Ringsted

Kl. 1304 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Ringsted for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand. Personbilen måtte han i forvejen ikke føre, fordi politiet havde inddraget hans førerret, da han ikke havde aflagt en kontrollerende køreprøve. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af hash under kørslen. Ved visitation af den anholdte fører fandt politiet ham i besiddelse af knap 9 gram hash, som han også blev sigtet for ulovlig besiddelse af. En passager i bilen – en 24-årig mand fra Ringsted – var i besiddelse af en ulovlig kniv, så han blev sigtet for overtrædelse af knivloven. Føreren af bilen blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne.

Færdselsuheld / narkokørsel – Skovvejen, Nr. Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 1531 fik politiet melding om, at en personbil var forulykket, og at der var sendt en ambulance til stedet. Det viste sig, at en 53-årig mand fra Eskebjerg under kørsel i en personbil havde mistet herredømmet over den og var forulykket, uden at andre trafikanter blev involveret. Han var sluppet uskadt fra uheldet. Da politiet skønnede ham påvirket af narkotika under kørslen, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. På grund af redningspersonalets indsats mv. var kun det ene spor farbart på uheldsstedet.

Mistænkeligt forhold – Klosterengen, Roskilde

Kl. 1547 fik politiet en henvendelse fra en undrende borger, der havde set tre mænd, 35-40 år, iført sort tøj med hætter trukket op om hovedet, medbringende rygsække, gå rundt i villakvarteret, hvor de anbragte ting i indkørsler eller havegange. Der var tale om små-effekter, som man som beboer naturligt ville flytte eller rydde væk, hvorfor anmelderen troede, at de tre mænd måske kontrollerede, hvor der var nogen hjemme i forbindelse med rekognoscering forud for et eventuelt indbrud. Politiet kørte til området for at lede efter mændene, som dog ikke blev fundet.

Politiet er glade for sådanne anmeldelser fra beboere, der bemærker noget usædvanligt i sit boligområde, hvor man som beboer hurtigt kan skelne mellem personer, der har et legalt ærindre, og andre, der måske spekulerer i noget kriminelt.

Tricktyveri – Ulvelunden, Havdrup – Solrød

Kl. 1708 anmeldte en 84-årig kvinde, at hun netop havde opdaget, at hendes to dankort var blevet stjålet og misbrugt til hævning af 2 x 12.000 kr. Omkring kl. ca. 1245 havde hun været på indkøb i Netto, og på vejen hjem blev hun antastet af to fremmede mænd, hvoraf den ene talte et sprog, som hun ikke forstod. Den anden så hun rode i sin taske i trolleyen, hvor pungen med dankort befandt sig. Hun opdagede ikke tyveriet på dette tidspunkt, da mændene havde forladt stedet. De to mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 20-25 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Fremmedsprog, Iført: Lyseblå cowboybukser, vindjakke, Medbragte: avis; og B: Mand, Østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Talte: Fremmedsprog. Politiet forsøger nu at få de to mistænkte identificeret ud fra eventuel overvågning i supermarkedet og ved pengeautomaterne.

Tyveri fra kasseapparat i supermarked – Centervejen, Asnæs – Odsherred

Kl. 2027 fik politiet en anmeldelse om, at pengekassette var blevet stjålet fra et ulåst kasseapparat i et supermarked. Via overvågningen fik politiet oplysninger om et signalement på gerningsmanden, som politiet efterfølgende ledte efter i Asnæs by. Ca. 20 minutter senere aflagde politiet et besøg på en restauration, hvor der var en del mænd på samme alder som gerningsmanden til stede. Da en af mændene meget hastigt forlod stedet via bagudgangen, fulgte politiet straks efter og fik kontakt med en 21-årig mand fra Helsinge. Ved et nærstudie af overvågningen og den 21-årige fandt politiet grundlag for at sigte den 21-årige for tyveriet af pengekassetten med kontanter i. Pengene var han ikke i besiddelse af længere, da de ifølge hans forklaring var afleveret til en unavngiven person, som han skyldte penge. Ved afhøringen tilstod han et tilsvarende tyveri for et par uger siden, ligesom han var i besiddelse af en ulovlig kniv. Han blev sigtet og afhørt til sagerne, som han vil høre nærmere om, når de skal afgøres.

Indbrud i lejlighed – Nørretorp, Herfølge – Køge

Kl. 2305 anmeldte en 22-årig mand fra Herfølge, at hans nabo netop havde set en mand begå indbrud i den 22-åriges bopæl, hvorfra tyven havde stjålet fire rammer øl som det eneste. Anmelderen havde en mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være, hvorfor politiet efterfølgende aflagde en 26-årig mand fra Herfølge et besøg. Han var i besiddelse af de stjålne øl og blev derfor sigtet for indbruddet. Da han på dette tidspunkt var så påvirket af spiritus, at han ikke skønnedes at kunne klare sig selv, blev han frihedsberøvet med henblik på afrusning i detentionen. Den 26-årige vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Mistænkeligt forhold – Rampelyset, Roskilde

Kl. 0450 fik politiet en henvendelse om, at to mænd var ankommet til en byggeplads, hvor de ifølge anmeldelsen havde opført mistænkeligt og måske ikke havde et legalt ærinde. De var kørende i en sort varebil, hvis nummerplade blev aflæst. Politiet kørte efterfølgende til ejerens bopæl i Roskilde, hvor politiet traf en 28-årig mand fra Roskilde. Han fremviste en fragtseddel og forklarede, at han havde afleveret en vare på byggepladsen. Der var således tale om et legalt forhold, og politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

OPFØLGNING

Grundlovsforhør mv. – Brugstyveri af bil mv. – Holbæk

De tre mænd på hhv. 16, 18 og 18 år, som natten til tirsdag blev anholdt i en stjålet bil under kørsel ad bl.a. Holbækmotorvejen fra Holbæk til Gevninge vest for Roskilde, blev afhørt til sagen, ligesom politiet foretog yderligere efterforskning i anledning af deres anholdelse.

Den 18-årige mand fra Vanløse blev på et tilholdssted fundet i besiddelse af en større mængde kokain, så politiet sigtede ham for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videresalg. Han blev tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til den 15. februar 2018.

Den 18-årige fører fra Solrød Strand blev overgivet til Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, som også havde et udestående med ham og derfor havde efterlyst ham.

Den 16-årige unge mand fra Gislinge afleverede politiet efterfølgende i et arresthus til afsoning af en allerede idømt frihedsstraf.