Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 020217 kl. 0700 til fredag 030217 kl. 0700

Nyhed   •   Feb 03, 2017 09:30 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Sportsvej, Tølløse

Indbrud i privat beboelse:

Fårevejle Stationsvej, Fårevejle

Havevænget, Tureby

Klarupvej, Klarup, Store Merløse

Præstbrovej, Farendløse, Ringsted

Kløvermarken, Farendløse, Ringsted

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Opfølgning på pengetransportrøveri - Ringsted

Politiet deltog torsdag aften i St. 2 på TV 2. I udsendelsen blev røveriet fra Ringsted den 100117 omtalt. Politiet fik efterfølgende flere henvendelser, som vi arbejder videre med. Der er ikke anholdt nogen i sagen som følge af henvendelserne.

Færdselsuheld – Kalundborg.

Kl. 0737 skete et færdselsuheld på Holbækvej/Tingvejen, hvor en personbil kørte mod syd ad Tingvejen og standsede op ved krydset. Personbilen kørte frem og snittede med fronten en anden personbil, der kørte ad Holbækvej mod vest. Førstnævnte bil blev ført af en 38-årig mand fra Kalundborg og den bil, der kørte ad Holbækvej blev ført af en 46-årig kvinde fra Solrød.

Den 38-årige kørte fra stedet uden at give sig til kende over for den anden part i uheldet. Den 38-åriges bil blev efterlyst i medierne og via politiets Twitterprofil. Senere på formiddagen kom oplysninger frem om, at bilen stod på en adresse i Holbæk. Føreren af bilen blev dernæst kontaktet og afhørt af politiet.

Der skete kun materiel skade ved uheldet. Politiet takker for borgerhenvendelser i forbindelse med søgningen efter den ene bil.

Røveri – Køge.

Kl. 0844 kom en mand ind i Lyngens Kiosk, hvor han truede med en sølvfarvet pistol. Det lykkedes ikke at få nogen penge med fra stedet, hvorefter han stak af ad Blommevænget mod vest.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, 25-30 år, kraftig af bygning, talte dansk, iført sort strikhue, sorte solbriller, sort striktrøje med markante røde og hvide striber på ærmerne, , sorte handsker, blå cowboybukser, medbragte blank pistol.

Politiet søgte efter gerningsmanden bl.a. med hunde uden resultat. Vi vil meget gerne have oplysninger om gerningsmanden, hvis nogen ud fra signalementet eller på anden måde har hørt eller set noget i relation til røveriforsøget. Ring på 114.

Mand med pistol – Holbæk.

Kl. 1007 fik politiet anmeldelse om, at en midaldrende mand gik på Valdemar Sejrsvej med en pistol.

Politiet ledte efter manden, og det lykkedes at finde ham i nærheden af Holbæk Station. Den 53-årige mand fra Holbæk fremviste en legetøjspistol, som han efter eget udsagn skulle bruge til et fødselsdagsarrangement.

Der er ikke noget ulovligt i at gå rundt med en legetøjspistol, under forudsætning af, at den ikke bruges til at true nogen med eller noget lignende. Men man bør tænke på, at andre mennesker kan blive opskræmte, hvis de ser noget, der minder om en pistol, hvorfor man bør lade den slags ting blive i en lomme eller på anden måde skjult for andre, så der ikke opstår unødig utryghed.

Granat fundet på loft – Roskilde.

Kl. 1049 var en mand ved at efterisolere et loft på Bymarken. På loftet fandt den 67-årige anmelder en granat, der lå på loftet. Politiet tilkaldte militærets eksperter på området, der konstaterede, at der var tale om en gammel engelsk røggranat. Ingen risiko for omkringboende.

Tyveri fra taske – Køge.

Kl. 0915 stod en 64-årig mand på Køge station hvor han købte en togbillet. Han bemærkede en person ved sin ene side, men tænkte ikke nærmere over dette. Da han kom til Hovedbanegården konstaterede han, at to dankort var stjålet fra ham, og efterfølgende var der hævet penge på begge kort, der har samme pinkode.

Tyveriet kunne formentlig være undgået, hvis man havde været mere påpasselig og dækket for sin pinkode i forbindelse med brugen på Køge station.

Anholdelse – Roskilde.

Kl. 1419 anholdt politiet en 55-årig mand fra Roskilde, der var væltet omkuld på Schmeltz Plads som følge af alkoholindtagelse. Han var så utilfreds med politiets hjælp med at få ham på højkant, at han truede politipersonalet med alverdens ulykker, hvorfor han blev sigtet for trussel mod politiet.

Han blev løsladt sent i går aftes efter afhøring, og efter han var blevet ædru. Sagen vil senere finde sin afslutning i retten.

Tricktyveri – Roskilde.

Kl. 1735 kl. sted en 31-årig mand fra Klampenborg på toget i Roskilde mod København. Tre udenlandske personer, en kvinde og to mænd, kom ind i toget og spurgte, om det kørte til Østerport, hvilket anm. benægtede. De tre stod dernæst af toget igen. Anm. bemærkede kort efter, at en taske var åbnet en pung stjålet fra ham. De tre beskrives som 25-35 år, østeuropæiske, talte engelsk.

Brand – Mulstrup, Ringsted.

Kl. 1935 blev politi og brandvæsen sendt til Nordrupvej i Mulstrup, hvor der var ild i et køkken. Det viste sig heldigvis ikke at være så alvorligt: Der var røgudvikling og ild i en oven som følge af madlavning. Ilden hurtigt bekæmpet, men det stegte flæsk stod ikke til at redde.

Uro – Holbæk.

Kl. 0238 blev anmeldt om uro i Holbæk, hvor to grupper havde været på diskotek i Nygade, og de to grupper var blevet uenige om et eller andet. En af personerne havde slået ud efter en af de andre med en stok, som han havde fundet. Det førte til, at manden fik taget stokken og til gengæld selv ramt af slag med samme.

Flere af de involverede var efterfølgende på skadestuen for check af skader. Den ene part fik en flækket læse mellem næste og mund og slået en fortand løs.

Personerne var dels fra Holbæk og dels fra Odsherred og i alderen fra 20-23 år. Politiet prøver nu at finde hoved og hale i sagen, og vi vil meget gerne høre fra evt. vidner eller andre, der har oplysninger i sagen. Ring på 114.

Brand – Kalundborg.

Kl. 0244 kørte politi og beredskab til brand i kolonihavehus på Mejsesvinget. Huset udbrændte. Der er mistanke om, at branden er påsat. Politiet vil gerne høre fra evt. vidner eller andre, der har oplysninger om sagen. Ring på 114.

Mand truer med at hoppe i havnen – Roskilde.

Kl. 0432 kørte politiet til havnen i Roskilde, hvor en mand truede med at drukne sig. Den 41-årige mand fra København stod i mudderet med vand til anklerne, da politiet fik fat i ham. Politiet fik fat i ham, og han har overnattet i detentionen.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig