Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 050418 kl. 0700 til fredag 060418 kl. 0700.

Nyhed   •   Apr 06, 2018 09:58 CEST

ARkivfoto: ATK-målebil i funktion

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Præstholmvej, Ejby, Kirke-Hyllinge

Havevang, Roskilde

Åkandevej, Køge

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

-------------

Hastighedsmålinger i Kalundborg kommune

ATK-målere i Midt- og Vestsjællands politikreds holdt i går torsdag en samlet indsats for at bringe hastigheden ned på rute 22, som er et af de fokussteder, hvor politikredsen i samarbejde med Kalundborg Kommune har en målrettet indsats for at bringe gennemsnitshastigheden ned. I løbet af eftermiddagen mellem kl. 14:00 og kl. 18:30 foretog politiet ATK-målinger på flere lokaliteter og i begge retninger på Bjerge Landevej / Svallerup Landevej (rute 22).

På Bjerge Landevej blev der på landevejen, hvor højst tilladte hastighed er 80 km/t, målt 5 bilister i sydlig kørselsretning, og højeste målte hastighed var 117 km/t. I nordlig retning blev der målt 6 bilister, hvoraf den højeste hastighed var 122 km/t

I Svallerup, hvor der er 60 km/t hastighedsbegrænsning, var der ligeledes opsat to ATK-vogne, der målte trafikken mod henholdsvis syd og nord. I trafikken mod nord blev der målt 22 bilister, hvor højeste hastighed var 83 km/t. Der var i alt 2 sager til klip i kørekortet. Mod syd – ud for Svallerup Skole – blev der blitzet 13 bilister, og også her var højeste hastighed 83 km/t. Der passerede henholdsvis 1984 køretøjer mod syd og 1148 køretøjer mod nord under målingen dette sted.

ATK-målerne noterede sig, at en enkelt bilist kørende mod nord ikke havde lært af det første blitz, hvor han blev fotograferet med 113 km/t i 80 km/t zonen og efterfølgende blitzet med 71 km/t i 60 km/t-zonen i Svallerup.

I Ubby havde politiet placeret endnu en ATK-målevogn ud for Ubby Skole og Efterskole, hvor 7 køretøjer blev blitzet i 50 km/t-zonen. Her var højeste hastighed 65 km/t, men trafikanten bliver lidt sværere at identificere. Det var nemlig en knallert! Så det bliver en opgave for de lokale patruljer i området at finde at frem til både den formentlig konstruktivt ændrede knallert og føreren.

-------------

Røgudslip fra fyr – Agervænget, Regstrup – Holbæk

Kl. 0954 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en villa, hvor der var meldt om brand, og gardinerne var trukket for. Det viste sig dog mindre dramatisk, idet fyret blot havde udsendt røg andre steder end i skorstenen. Ingen var kommet til skade ved røgudslippet, og egentlig brand havde der heller ikke været på stedet.

Lov om euforiserende stoffer – Asnæs – Odsherred

Kl. 1030 foretog specialpatruljen en ransagning af en adresse, hvor nogen kunne mistænkes for besiddelse af euforiserende stoffer. Ved ransagningen, som politiet på forhånd havde fået rettens godkendelse af, fandt politiet knap 1,6 kg marihuana, ca. 25 gram hash, en joint, fire cannabis-”slikkepinde”, ca. to liter cannabis-creme, et kontantbeløb samt diverse remedier til produktion af de fundne produkter, som ifølge den foreløbige efterforskning i sagen formodes at være blevet solgt/distribueret via en lukket gruppe på et socialt medie. På adressen traf politiet en 45-årig mand og en 46-årig kvinde fra Asnæs, som blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved besiddelse af de euforiserende stoffer med henblik på videresalg. De ulovlige effekter blev beslaglagt, og politiet skal nu have cannabis-cremen nærmere undersøgt for at finde indholdet af THC i produktet. De to sigtede vil således høre nærmere fra politiet, når sagen er efterforsket yderligere, og resultatet af den kemiske undersøgelse foreligger.

Narkokørsel – Holbækmotorvejen, Kirke-Såby – Lejre

Kl. 1100 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 35-årig mand fra Svebølle for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at den 35-årige var påvirket af cannabis (hash) under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve og blev løsladt bagefter.

Gasudslip – Skolevej, Havdrup – Solrød

Kl. 1359 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et gasudslip. Brandvæsnet havde oplyst, at en skolebygning var blevet evakueret. Det viste sig ikke være så alvorligt, og ingen var kommet til skade. Politiet forlod stedet, da en gravemaskine ankom til stedet for at blotlægge skadestedet, så udslippet kunne stoppes.

Blufærdighedskrænkelse – Anemonevej/Ringvejen, Køge

Kl. 1502 anmeldte en 39-årig kvinde fra Bjæverskov, at hun kl. ca. 0900 havde passeret Anemonevejs blinde ende ud mod Ringvejen, hvor en mand havde stået op ad et vejskilt. Manden havde onaneret åbenlyst, og anmelderen havde skyndt sig væk. Da hun lidt senere kom forbi stedet igen, var manden forsvundet. Blufærdighedskrænkeren blev beskrevet som: mand, dansk af udseende, 35-45 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning. Efter anmeldelsen undersøgte politiet stedet for eventuelle spor fra den sete mand på stedet.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området torsdag formiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 1518 rykkede politiet og redningspersonale ud til et færdselsuheld i det vestgående spor vest for Ringsted, idet to bilister var stødt sammen. Det viste sig, at en 34-årig mand fra Frederiksberg under kørsel i en personbil mod vest med ca. 110 km/t var uopmærksom et øjeblik, så han påkørte bagenden af den forankørende personbil ført af en 28-årig mand fra Odder. Ingen af parter kom til skade, og der skete mindre materiel skade på biler. Uheldet bevirkede dog kødannelse på 4-5 km’s længde, indtil der var ryddet op.

Uopfordret håndværkertilbud afvist – Fælledvej, Benløse, Ringsted

Kl. 1547 anmeldte en 62-årig mand fra Ringsted, at en udenlandsk mand kl. ca. 1515 havde henvendt sig uopfordret til ham med et tilbud om udskiftning af tagrender. Tilbuddet var blevet afslået, hvorefter den udenlandske mand var kørt fra stedet i en hvid varebil i ukendt retning. Politiet fandt heller ikke den hvide varebil i området.

Politiet skal kraftigt advare mod at acceptere uopfordrede tilbud fra udenlandske håndværkere, idet sådanne tilbud erfaringsmæssigt kan give problemer både med den aftalte pris og ikke mindst kvaliteten af det udførte arbejde. Derfor skal anmelderen roses for at være skeptisk over for sådanne uopfordrede henvendelser fra udenlandske håndværkere.

Færdselsuheld – Dyndetvej, Borup – Køge

Kl. 1836 rykkede politiet og redningspersonale ud til et færdselsuheld, hvor to bilister var kørt frontalt sammen i et uoverskueligt vejsving. Det viste sig, at en 69-årig kvinde fra Borup i en personbil kørte i sydlig retning og i en uoverskuelig vejkurve stødte frontalt sammen med en modkørende personbil ført af en 42-årig mand fra Borup. Ved sammenstødet blev den 69-åriges personbil slynget over i en hæk på en privat adresse på stedet, ligesom den også ramte en kantpæl. Den 45-åriges bil blev slynget ind i et vejtræ på stedet. Førerne af bilerne slap fra uheldet med diverse knubs, og politiet undersøger nu, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Mistænkelig forhold – Søvejen, Jerslev Sj. - Kalundborg

Kl. 1857 undrede en lokal, 39-årig mand sig over, at en mand og en kvinde i en sølvgrå personbil kørte rundt i området. De kiggede ind i husene og de tilhørende haver, og anmelderen var selv blevet spurgt, om han ville interviewes. Han fandt deres adfærd meget mistænkelig og underrettede politiet, som dog ikke fandt hverken parret eller deres bil.

Lov om euforiserende stoffer – Solrød Center, Solrød Strand

Kl. 2108 kontrollerede politiet en 19-årig mand fra Lille-Skensved, som blev truffet i center-området ved et solcenter. Den 19-årige havde knap 1 gram kokain på sig og blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Arbejdsulykke – Værftsvej, Køge

Kl. 0030 modtog politiet et alarmopkald om en arbejdsulykke på en træpillefabrik, hvor en mand var kommet til skade. En 37-årig mand fra Store-Merløse var i forbindelse med rensning af et filter i tørreriet blevet forbrændt på dele af overkroppen, da damp utilsigtet ramte ham. Den 37-årige blev hastigt i den tilkaldte ambulance bragt til behandling på Rigshospitalet. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som nu undersøges nærmere sammen med politiet for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Humanitær eftersøgning – Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 0235 fik politiet en henvendelse fra en bekymret, 91-årig kvinde, som ikke kunne finde sin 90-årige søster. Søsteren var ifølge anmelderen på besøg og skulle sove på sofaen, men medens anmelderen kortvarigt havde været på toilettet, var søsteren – kun iført nattøj – forsvundet via anmelderens have. Politiet sendte flere patruljer til området for at lede efter anmelderens søster i nærområdet i den kolde nat, ligesom politiet kontaktede hjemmeplejen for at få yderligere oplysninger om besøget af søsteren. Da anmelderens have var indhegnet af et højt hegn, skønnedes det ikke sandsynligt, at søsteren kunne havde forceret dette og derefter være forsvundet. Politiet fik nu kontakt til andre familiemedlemmer, som kørte til søsteren bopæl i Tølløse. Her blev søsteren fundet sovende i sin seng, idet hun slet ikke havde været på besøg i Strøby Egede. Politiet afsluttede derfor den ca. 1 time lange eftersøgning, da der således ikke var et reelt grundlag for anmelderens bekymring for sin søster.