Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 101215 kl. 0700 til fredag 111215 kl. 0700.

Nyhed   •   Dec 11, 2015 09:58 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Bredgade, Hårlev

Indbrud i privat beboelse:

Sikærsvej, Snoldelev, Gadstrup

Jens Frobergsvej, Greve

Smedevej, Kalundborg

Skovvænget, Knabstrup, Mørkøv

Klostervænget, Ringsted

Hovedgaden, Regstrup

Bigårdsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge

Omøvej, Køge

Nørregade, Ringsted

Bispehøjen, Holbæk (2 steder)

Poppelgården, Holbæk

Wiemosen, Roskilde

Billesvej, Nykøbing Sj.

Markskellet, Holbæk

Rødhøj, Asnæs

Indbrud i skole, institution og lignende:

Faurbjergvej, Tuse Næs, Holbæk

---------- 

Mand sigtet for køb af narkotika via udenlandske hjemmesider – Lille-Skensved, Køge

Specialgruppen fra Midt- og Vestsjællands Politi ransagede onsdag den 9. december 2015 om aftenen en adresse i Lille-Skensved i Køge kommune.

Baggrunden var, at SKAT havde beslaglagt flere postforsendelser med forskellige former for euforiserende stoffer bestilt til en 25-årig mand. Bestillingerne var foretaget via udenlandske hjemmesider, der udbyder euforiserende stoffer. Der er tale om bl.a. euforiserende svampeprodukter, forskellige former for euforiserende piller samt "frimærker" med LSD.

I Lille-Skensved traf politiet den 25-årige mand, og ved den efterfølgende ransagning på hans bopæl blev der ud over en ulovlig peberspray også fundet marihuana, så manden blev ud over sigtelserne for de beslaglagte postforsendelser med narkotiske stoffer også sigtet for overtrædelse af våbenloven samt endnu en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han erkendte sig skyldig og kan se frem til en bøde.

Politiet skal generelt advare mod at købe og indtage sådanne rusmidler, da man ikke kan vide, hvad produkterne indeholder, idet stofferne ofte bliver lavet på hjemme-laboratorier hos organiserede kriminelle. Der er set eksempler på, at hestebedøvelsesmidler eller andre sundhedsskadelige medikamenter er fundet i stofferne.

Politiet har kendskab til flere tilfælde, hvor folk, der har indtaget sådanne produkter, er blevet alvorligt syge, hvilket tre unge mennesker på Stevns oplevede i oktober måned og senest to unge piger i forrige weekend også på Stevns. I enkelte tilfælde har indtagelse af stofferne endda medført, at personer er afgået ved døden.

Kontaktperson i denne sag:
Politikommissær Kim Lech, tlf. 2020 8111

-------------------

Færdselsuheld / spirituskørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 0608 påkørte en 24-årig kvinde fra Nørresundby bagende på en bil ført af en 28-årig kvinde fra Glostrup. Der skete kun mindre materiel skade på bilerne. Efter en kort samtale i anledning af uheldet kørte den 24-årige kvinde fra stedet uden at give sig kende over for modparten. Politiet ledte efter den 24-åriges bil, som kl. ca. 0645 blev fundet med den 24-årige i på Skovbovængets Alle. Da den 24-årige var påvirket af spiritus, hvorfor hun kortvarigt blev anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Begge parter var sluppet uskadt fra uheldet, og den 24-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet og spirituskørslen.

Narkopåvirket knallertkører – Kornerups Vænge, Roskilde

Kl. 1255 standsede færdselspolitiet en 37-årig mand fra Roskilde på en lille knallert, der dog ikke var forsynet med den lovpligtige nummerplade bagpå og i øvrigt var uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Den 37-årige blev i en narkometertest fundet påvirket af amfetamin, hvorfor han blev kortvarigt anholdt til udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. I den forbindelse fandt politiet ca. 3 gram amfetamin på ham, så sigtelserne blev udvidet til også at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Pige kørte på stjålet knallert – Smålodsvej, Benløse, Ringsted

Kl. 1324 standsede færdselspolitiet en lille knallert med en 15-årig pige fra Ringsted som fører og med en 17-årig ung kvinde som passager på knallerten. Den 15-årige havde i sagens natur ikke noget knallertkørekort, ligesom hun heller ikke anvendte styrthjelm under kørslen. Ved undersøgelse af knallerten viste det sig, at den var meldt stjålet, så politiet beslaglagde den med henblik på udlevering til rette ejer. Den 15-årige blev sigtet for de forskellige overtrædelse af færdselsloven samt for straffelovens bestemmelser om uberettiget brug af knallerten. Passageren vil også få en bøde for at være passager på knallerten.

Færdselsuheld – Kullegårdsvej/Sorøvej, Ugerløse - Holbæk

Kl. 1558 kørte politiet og redningspersonale ud til et færdselsuheld, hvor tre parter var involveret. En 58-årig mand fra Holbæk kørte i sin personbil ad Sorøvej mod nord, da han af ukendte årsager kørte over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor han stødte sammen med en personbil ført af en 32-årig mand fra Høng i sydlig retning. Vragdele fra disse to køretøjer ramte en personbil ført af en 51-årig mand fra Kirke-Såby. Den 58-årige blev som alvorlig tilskadekommen fløjet i en tilkaldt lægehelikopter til Rigshospitalet til behandling for diverse knoglebrud, medens den 32-årige mand blev bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse og behandling. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge både de involverede køretøjer og uheldsstedet. Sammenstødet bevirkede, at trafikafviklingen var generet frem til kl. ca. 1820, hvor undersøgelses- og oprydningsarbejdet var afsluttet. Den 58-åriges tilstand kan efterfølgende betegnes som stabil, og han er uden for livsfare.

Tricktyveri i egen bolig – Kornerups Vænge, Roskilde

Kl. 1843 fik politiet en henvendelse fra en hjemmehjælper på vegne af en 77-årig kvinde fra Roskilde, som kl. ca. 1800 var kommet hjem efter indkøb og kort efter havde fået uventet besøg af en kvinde, som udgav sig for at være sygeplejerske. Den falske sygeplejerske havde bedt den 77-årige om at gå ud på toilettet, hvor hun skulle sætte sig. Hun skulle tage blusen af, hvorefter hun fik et plaster på. Da hun spurgte efter formålet med dette, svarede den falske sygeplejerske, at plasteret skulle beskytte hende mod bakterier. Kort efter forlod den falske sygeplejerske lejligheden, hvor den 77-årige efterfølgende kunne se i soveværelset, at skuffer og skabe var gennemrodede, ligesom smykkeskrin lå tømte på gulvet. Politiet formoder derfor, at endnu en medsammensvoren ubemærket er kommet ind i den 77-åriges lejlighed, medens hun fik afledt sin opmærksomhed på toilettet. Den 77-årige har ikke været i stand til at give et signalement på den falske sygeplejerske.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har optrådt mistænkeligt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde - Greve

Kl. 2015 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 66-årig mand fra Helsinge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Roskilde

Kl. 2327 fik politiet en melding om et færdselsuheld, hvor en bil havde ramt et hus. Det viste sig, at en 18-årig mand fra Roskilde under kørsel i sydlig retning i en personbil havde mistet herredømmet over bilen i det våde/fedtede føre, således at han ramte en parkeret bil. Denne bil blev skubbet ind i et hus, medens den 18-åriges bil snurrede rundt og til sidst ramte en lygtepæl. Ejerne af de påkørte effekter er underrettet, og SEAS-NVE foretog reparation af den påkørte lygtepæl. Den 18-årige slap uskadt fra uheldet.