Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 130815 kl. 0700 til fredag 140815 kl. 0700.

Nyhed   •   Aug 14, 2015 09:14 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og politiapp. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger (vejnavn og by):

Torvet, Køge

Kobækvej, St. Ladager, Lille-Skensved

Rampelyset, Roskilde

Hovedgaden, Mørkøv

Solrød Center, Solrød Strand

Eriksvej, Roskilde

Indbrud i privat beboelse (vejnavn og by):

Rødtjørnevej, Tindinge Bakker, Ruds-Vedby

Robenheje, Køge

Kingosvej, Køge

Maglehøjen, Roskilde

Indbrud i skole, institution og lignende (vejnavn og by):

Ingen

---------- 

Gasledning overgravet – Vinkelvej, Rødvig – Stevns

Kl. 0701 kørte politiet til området i anledning af en overgravet gasledning med udsivende gas til følge. Politiet afspærrede området, indtil en gastekniker fik sat en klemme på gasledningen. Ingen personer eller ejendommen i området var i fare under gasudsivningen.

Musik til ulempe – langvarig fest? – Algade, Gørlev - Kalundborg

Kl. 1147 henvendte nærpolitiet i Gørlev sig hos tre mænd i alderen 21-27 år i anledning af flere borgeres anmeldelser om høj musik for åbne vinduer fra deres bopæl flere gange inden for de seneste dage. Mændene fik indskærpet reglerne på området og blev sluttelig oplyst om, at fremtidige overtrædelser af ordensbekendtgørelsen i form af høj musik for åbne vinduer ville medføre udstedelse af en bøde.

Butikstyveri – Over Bølgen, Greve

Kl. 1315 anmeldte personalet i Bilka, at to udenlandske mænd var tilbageholdt som mistænkte for butikstyveri. Politiet fik kontakt til to mænd på 19 og 25 år fra Rumænien, der blev anholdt og sigtet for tyveri af barberblade til en værdi af 1444 kr. Varerne havde de skjult under tøjet, da de gik gennem kassen uden at betale. Begge blev afhørt til tyveri-sagen, som de straks fik afgjort, hvorefter politiet løslod dem.

Fyrværkeri til ulempe / lov om euforiserende stoffer – Kaldredvej, Eskebjerg -  Kalundborg

Kl. 1354 fik politiet flere anmeldelser om affyring af fyrværkeri til ulempe for beboerne i området. Politiet kørte til området og traf en 52-årig mand fra Eskebjerg, som erkendte at have affyret en fyrværkeriraket. Under politiets ophold på mandens adresse bemærkede patruljen, at han også dyrkede hampplanter. Politiet høstede herefter 4 hampplanter med en samlet vægt på 1500 gram og sigtede den 52-årige for besiddelsen og dermed overtrædelsen af lov om euforiserende stoffer. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld / narkokørsel – Nyrupvej, Snekkebjerg, Højby Sj. - Odsherred

Kl. 1559 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld mellem to biler, der var kørt frontalt sammen. Politiet kørte til uheldsstedet, hvor det viste sig, at en 52-årig mand fra Højby Sj. under kørslen var kommet i den modsatte kørebanehalvdel, hvor han i sin varebil med ca. 30 km/t kørte frontalt ind i en modkørende personbil ført af en 62-årig mand fra Vipperød. Føreren af personbilen havde nået at standse inden påkørslen, så ingen af parterne kom til skade. Da den 52-årige skønnedes  påvirket af narkotika, blev han kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet afventer nu resultatet af blodprøven, før den 52-årige hører nærmere fra politiet.

Forsøg på tricktyveri – Elverdamsvej, Ejby, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 2012 anmeldte en 35-årig kvinde fra Kirke-Hyllinge, at hun efter indkøb i et supermarked for få minutter siden blev kontaktet af en fremmed mand, da hun sad i bilen på supermarkedets parkeringsplads. Manden spurgte efter en lighter på gebrokkent engelsk, og i det sammen rakte han ud efter kvindens pung, der lå i hendes skød. Kvinden fattede nu mistanke til mandens skumle hensigter, så hun smækkede resolut døren i og låste dørene indefra. Manden forlod straks stedet og blev beskrevet som: A: Mand, Østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: talte gebrokkent engelsk, Talte: Engelsk, Iført: mørkt tøj. Det vides ikke, om manden var i ledtog med andre, og hvordan han kom væk fra området.

Brand i mejetærsker forhindret – Cementvejen, Jyderup - Holbæk

Kl. 2330 bemærkede en patrulje en forankørende mejetærsker ført af en 18-årig mand fra Regstrup. Bag i mejetærskeren kunne politiet se diverse gløder, der var ved at udvikle en brand. Politiet standsede mejetærskeren og fik med en pulverslukket slukket gløderne, inden mejetærskeren til en skønnet værdi på ca. 3 mill. kroner gik op i flammer. Føreren sørgede for den efterfølgende oprydning på stedet, så høstarbejdet kunne fortsætte de næste dage.

Brand i bil – Digehuset, Greve

Kl. 0302 kørte politiet og brandvæsnet til ildebrand i en bil, der holdt i området. Brandvæsnet fik hurtigt ilden slukket i en polsk registreret bil, som havde holdt på stedet gennem flere måneder. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet nu undersøger nærmere.

Brandundersøgelse – Lufthavnsvej, Roskilde

Kl. 0444 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand på lufthavnens området. Brandvæsnet og politiet kørte til lufthavnen, hvor det viste sig, at nogle udstillingstelte, der var opstillet i forbindelse med den forestående fly-opvisning i den kommende weekend var brudt i brand. Brandvæsnet fik hurtigt kontrol med branden, der dog nåede at ødelægge i alt fem udstillingstelte. Et udstillings-jagerfly tæt led ikke overlast, da den kraftige vind blæsten ilden/varmen væk fra flyet. Ingen personer kom til skade ved branden, der heller ikke forårsagede skader på lufthavnens bygninger. Politiet skal nu undersøge årsagen til branden nærmere ud fra en teori om, at branden kan være opstået i nogle elektriske installationer ved en opstillet fly-simulator i en af de udbrændte udstillingstelte.

Udarbejdet af: Martin Bjerregaard