Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 190516 kl. 0700 til fredag 200516 kl. 0700.

Nyhed   •   Maj 20, 2016 09:47 CEST

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i privat beboelse:

Vibevej, Holbæk

Grønneledet, Lellinge, Køge

Svend Gønges Vej, Solrød Strand

Sejerøvej, Køge

Asmindrupvej, Ejlstrup, Vipperød (2 steder)

Bispegården, Ringsted

Bakkehaven, Kalundborg

Torndalsvej, Køge

Bonnesvej, Greve

Egebjergvej, Nykøbing Sj.

Holløsevej, Nr. Jernløse, Regstrup

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Aktion mod social dumping – Køge-området

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte i de tidlige morgentimer torsdag i samarbejde med SKAT og Arbejdstilsynet en kontrolaktion rettet mod rengøringspersonale inden for restaurationsbranchen som et led i myndighedernes indsats mod social dumping. Ved kontrol af en restaurant i Køge traf myndighederne to mænd i færd med at gøre rent. Den ene havde tilsyneladende dårlig samvittighed, idet han skubbede en medarbejder fra Arbejdstilsynet til side og stak af til fods. Manden blev dog løbet op af politiet, der kunne anholde manden, der senere blev identificeret som en 40-årig mand fra Ghana. Han havde ikke sine papirer i orden og blev derfor sigtet for ulovligt arbejde og ulovligt ophold i Danmark. Den anden rengøringsmand blev ikke anholdt eller sigtet for noget, da myndighederne ikke fandt grundlag for dette. Den anholdte, 40-årige mand forventes fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, medens politiet undersøger hans personlige forhold inden udvisning af Danmark.

Tricktyveri – Torvet, Ringsted

Kl. 1000 anmeldte en 79-årig kvinde fra Ringsted, at hun tirsdag d. 170516 kl. ca. 1030 fik stjålet to punge med ca. 2000 kr. fra sine lommer. Hun havde netop hævet pengene i en automat ved en bank på Torvet og lagt pungene med pengene i sin lomme. På vej væk fik hun umotiveret et skub af en udenlandsk mand, hvilket hun undrede sig over. Hun opdagede først tyveriet af pungene, da hun var kommet helt hjem. Hun mistænkte nu den ”skubbende”, udenlandske mand, som hun ikke kunne beskrive nærmere, for at have stjålet pungene.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved Torvet tirsdag formiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen. Sagen betragtes som et tricktyveri, idet skubbet anses for at være afledning af et offers opmærksomhed, således at fingernemme og hurtige tricktyve får mulighed for at stjæle f.eks. punge og/eller hævekort fra ofrenes tøj eller tasker.

Mistænkelig bil – Parkvej, Viby Sj. - Roskilde

Kl. 1027 modtog politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som undrede sig over et mistænkeligt køretøj på Parkvej. Borgeren havde selv kontaktet føreren, der ikke umiddelbart kunne redegøre for formålet med sin færden på stedet. Da borgeren ville tage et foto af bilen, kørte bilisten skyndsomt fra stedet. Borgeren fulgte efter i bil og havde noteret sig bilens nummerplade. Politiet fik standset bilisten, der viste sig at være en 44-årig mand fra Roskilde. Han blev dog ikke sigtet for noget, da politiet efter nærmere undersøgelse af ham og bilen ikke fandt grundlag for det.

Politiet er glade for denne type henvendelse fra opmærksomme borgere, der følger med i, hvad der sker i lokalområdet.

Anholdelse – Indbrud i villa – Asmindrupvej, Ejlstrup, Vipperød - Holbæk

Kl. 1049 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom anmelder, der havde bemærket to fremmede mænd luske rundt hos naboen. I naboens indkørsel holdt i øvrigt også en fremmed bil, som de to mænd senere læssede effekter ind i. Anmelderen havde noteret sig bilens nummerplade, inden bilen kort efter kørte fra stedet med de to mænd i. Politiet ledte forgæves efter bilen i området og ved bilejerens bopæl. På den adresse, hvor bilen havde holdt, kunne politiet konstatere et indbrud, idet en terrassedør var blevet brudt op, og huset så gennemrodet ud. Under arbejdet på stedet fandt politiet endnu en villa, hvor et vindue var blevet brudt op, ligesom huset også så gennemrodet ud. Fra stedet var stjålet en støvsuger, computere, mobiltelefon, ure og parfume.

I løbet af eftermiddagen fik politiet en henvendelse fra en kvinde, der kl. ca. 1105 havde været impliceret i et færdselsuheld på Munkholmvej, Holbæk, hvor hendes bil var blevet påkørt af en personbil. Modpartens nummerplade var identisk med den bil, som politiet ledte efter, og som stadig holdt på Munkholmvej. Borgeren kunne oplyse, at to mænd efter uheldet havde båret diverse effekter over i en tilkaldt taxa, som kørte væk fra stedet. Politiet fandt efterfølgende frem til en adresse i Holbæk, hvor politiet traf en 25-årig mand fra Holbæk. Han blev anholdt som mistænkt for at være den ene af de to indbrudstyve, og på hans bopæl fandt politiet tyvekoster fra de to indbrud i Vipperød samt yderligere effekter, som formodes at stamme fra indbrud andre steder. Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med henblik på varetægtsfængsling, medens politiet fortsat leder efter hans medsammensvorne til indbruddene i Vipperød. Politiet har en formodning om identiteten på medgerningsmanden, som nu eftersøges.

Utilfreds bankkunde – Nytorv, Store-Heddinge - Stevns

Kl. 1147 fik politiet en anmeldelse fra en bank om, at en af deres kunder i vrede havde knust en rude samt truet en medarbejder. Politiet fik i nærheden kontakt til en 47-årig, spirituspåvirket mand fra Køge, der blev anholdt og sigtet for både hærværk og trusler mod en bankansat, der verbalt var blevet truet med at blive slået ihjel, hvilket blev understreget af en vandret bevægelse med hånden på tværs af halsen. Den 47-årige blev løsladt efter endt sagsbehandling, men kan nu forvente et erstatningskrav for en ødelagt rude samt at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

”Guldsælgere” flere steder – Ringsted / Bjæverskov

Kl. 1355 fik politiet den første anmeldelse om, at en mand i en sølvgrå BMW holdt på afkørslen fra Vestmotorvejen ved afkørsel 35 Ringsted Ø. Han foregav at være kørt for benzin og ville gerne sælge ”guld” for at få penge, hvilket dog ikke lykkedes for ham.

Kl. 1414 fik politiet endnu en anmeldelse om samme fremgangsmåde samme sted.

Kl. 1440 var den sølvgrå BMW kørt tør for benzin på Haslevvej, Ringsted, hvor føreren forsøgte at vinke andre bilister ind til siden.

Kl. 1608 var nu en sølvgrå Mercedes standset i nødsporet på Vestmotorvejen ved Borup-afkørslen, medens en mand i en lyserød skjorte forsøgte at standse andre bilister.

Kl. 1657 var en champagnefarvet Skoda standset på Næstvedvej, Ringsted, hvor to mænd – den ene iført en lyserød skjorte – nu forsøgte at standse andre bilister.

Politiet ledte forgæves efter de ”nødstedte” bilister de forskellige steder – trods hurtige anmeldelser fra bilister om disse forhold.

Politiet skal igen kraftigt advare mod at hjælpe disse ”nødstedte” bilister, idet de tilbudte ”guld”-varer som regel er uden reel værdi, men blot et mindre værdifuldt metal med en gullig belægning.

Tricktyveri – Svanevej, Roskilde

Kl. 1532 anmeldte en 75-årig kvinde fra Roskilde, at to fremmede kvinder ca. 10 minutter tidligere havde ringet på hendes dør. Da hun havde lukket op, begyndte kvinder uden varsel at spørge om vej til sygehuset, ligesom de hængte ”guldkæder” rundt om hendes hals. I forvirringen over dette lykkedes det de to kvinder at stjæle en kæde med et guldkors samt et armbånd, hvorefter de forsvandt fra stedet i en sort personbil, hvor to mænd sad afventende. De to kvinder blev beskrevet som: A: Kvinde, Romansk af udseende, 45-50 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt; B: Kvinde, Romansk af udseende, 25-30 år, 155-160 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt. Den sorte personbil med de fire personer forsvandt i ukendt retning.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket bilen og de fire personer i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel – Tjørnebakken, Kalundborg

Kl. 1652 anholdt og sigtede politiet en 49-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Kvanløse - Holbæk

Kl. 1712 ville en 19-årig mand fra Mørkøv i en varebil køre højre rundt om en venstresvingende bilist. Han ramte imidlertid en parkeret bil, der som følge af påkørslen blev skubbet fremad og ind i en husmur. Ingen kom til skade ved uheldet, hvor der kun skete materiel skade på de involverede køretøjer samt husmuren.

Spirituskørsel – Amtmandsvej, Holbæk

Kl. 1801 anholdt og sigtede politiet en 67-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil, efter at en anmelder havde undret sig over den 67-åriges besvær med at lave en parallelparkering. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel / stoffer smidt ud af bil – Bjerge Sydstrand – Gørlev - Kalundborg

Kl. 0004 ville politiet kontrollere en bilist, der dog ikke ønskede at standse. Politiet kørte derfor over en strækning på ca. 7 km. efter bilisten, der til sidst standsede på Foldagervej. I den forbindelse blev der smidt nogle effekter ud af bilen, hvor der i alt befandt sig 5 personer. Føreren – en 18-årig mand fra Fåborg – blev sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand. Ved nærmere undersøgelse af effekterne, der var blevet kastet ud af bilen, viste det sig at være ca. 40 gram hash og ca. 7 gram kokain. Derfor anholdt politiet også de fire passagerer – en 18-årig mand fra Høng, en 19-årig kvinde fra Kalundborg, en 19-årig kvinde fra Slagelse og en 21-årig mand fra Hvidovre. De blev alle sigtet for besiddelse af de euforiserende stoffer, indtil politiet nærmere har foretaget nærmere undersøgelse af hashen og kokainen. Alle blev løsladt efter endt sagsbehandling, men de kan forvente at høre nærmere fra politiet.