Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 201016 kl. 0700 til fredag 211016 kl. 0700.

Nyhed   •   Okt 21, 2016 09:53 CEST

Send oplysninger eller tip via app'en POLITI

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Tinggade, Ringsted

Bragesvej, Ringsted

Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Clermontgade, Roskilde

Indbrud i privat beboelse:

Slotshaven, Holbæk

Kærsangervej, Holbæk

Gærdehuset, Greve

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Efteranmeldt tricktyveri – Østre Parkvej, Ringsted

Kl. 0857 anmeldte en 60-årig kvinde fra Fuglebjerg, at hun efter indkøb i supermarkedet Rema 1000, Kaserne Alle, Ringsted, tirsdag d. 181016 kl. 1245-1345 var taget retur til sin arbejdsplads på Østre Parkvej. Her blev hun på sit kontor kontaktet af en fremmed mand, der spurgte om vej til Ringstedet. Den 60-årige og en kollega forlod kontoret for at printe et kort som hjælp til manden, der mistænkes for ubemærket at have stjålet den 60-åriges pung med bl.a. dankort i. Først da banken senere samme dag kontaktede den 60-årige, opdagede hun tyveriet af sit dankort, som i mellemtiden var blevet misbrugt til hævning af 32.000 kr. kontant samt brugt til indkøb flere steder i Ringsted og Roskilde inden spærring. Den mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 24-25 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Engelsk. Han forlod Østre Parkvej på ukendt måde.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i enten supermarkedet eller på Østre Parkvej tirsdag eftermiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 1038 anmeldte en 93-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 1000 havde ladet en fremmed mand komme ind på sin bopæl, idet han gerne fra 1. salen ville tage nogle billeder ned på en nærliggende legeplads. Manden tog sine sko af og gik ovenpå. Manden forlod kort efter den 93-åriges lejlighed, hvorefter hun opdagede, at hendes smykker, der havde ligget på 1. salen, var blevet stjålet. Den mistænkte mand blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 40-50 år, 180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Glatbarberet, Talte: Dansk med accent, Iført: Mørkt tøj. Politiet ledte forgæves efter manden i området.

Lokalpolitiet i Ringsted hører også gerne fra personer, der måtte have set manden i området, i denne sag om tricktyveri. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Gode råd fra politiet:

Vær skeptisk

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer ældre medborgere til at være skeptiske, når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at blive lukket ind. Man kan selv gøre noget for at beskytte sig:

  • Før du åbner: Find ud af, om du kender vedkommende eller om ærindet er legalt. Brug dørspionen eller spørg igennem døren, hvem det er og hvad de vil.
  • Husk: Før en håndværker eller lign. kommer, så er det ofte varslet på forhånd.
  • Ring hurtigt til politiet – 114 – hvis du oplever noget mistænkeligt i forhold til tricktyveri.
  • Hjælp hinanden med at holde øje i nabolaget.

Politiet opfordrer til, at man sikrer sig så godt som muligt for at mindske risikoen for tyveri. Borgere kan blandt andet hente gode råd hos det kriminalpræventive råd: http://www.dkr.dk/tricktyveri.

Tricktyveri – Centervej, Høng - Kalundborg

Kl. 1203 anmeldte en 72-årig kvinde fra Høng, at hun kl. ca. 1100 i forbindelse med hævning af kontanter i en automat var blevet prikket på skulderen af en mand, der pegede på en tabt 100 kr.-seddel. Hun oplyste manden om, at hun ikke havde tabt noget og bad ham om at forsvinde, hvilket han gjorde. Imidlertid var det lykkedes at få fingrene i den 72-åriges dankortet, idet hendes bank senere havde spærret kortet, fordi det var blevet misbrugt til kontanthævninger for et samlet beløb på 14.300 kr. Ved nærmere kunne den 72-årige, der tidligere havde hørt om denne type tricktyverier, konstatere, at hun var i besiddelse af et dankort tilhørende en anden kvinde. Dette dankort var meldt stjålet i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. Den mistænkte mand blev beskrevet som: Mand, mørklødet, 30-35 år gammel, ca. 170 cm høj, alm. bygning, iført mørkt / sort tøj og talte blandede sprog med kraftig accent. Han var alene på stedet og forsvandt i ukendt retning.

Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Tricktyveri – Karlsunde Parkvej, Karlslunde - Greve

Kl. 1230 anmeldte en 73-årig kvinde fra Karlslunde, at hun havde fået stjålet sin pung med bl.a. dankort op af et indkøbsnet i cykelkurven på hendes cykel. En fremmed kvinde havde kontaktet hende og afledt hendes opmærksomhed fra indkøbsnettet ved at spørge, om der var flere butikker i centret. I forbindelse med spærring af kortene kunne den 73-åriges bank oplyse, at der allerede uberettiget var hævet 30.000 kr. på de stjålne kort. Den foreløbige efterforskning viste, at PIN-koden til kortene muligt var blevet afluret i supermarkedet Netto, hvor en mand og en kvinde optrådte mistænkeligt på overvågningsvideoen.

Tyveri fra lomme – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 1340 anmeldte en 79-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 1300 i forbindelse med indkøb i supermarkedet Fakta, Jyllandsgade, Ringsted, havde fået stjålet sin pung med bl.a. et dankort. Hun havde intet bemærket i forbindelse med tyveriet og blev først opmærksom på det, da banken kontaktede hende for at meddele, at dankortet efter forkerte indtastninger af PIN-koden var blevet spærret. Politiet forsøger nu at finde ud, om tyveriet foregik i selve butikken, og om eventuelle mistænkelige personer har afluret PIN-koden i forbindelse med betaling i supermarkedet.

Flere gode råd fra politiet:

Skjul din PIN-kode på kreditkortene

Ovenstående anmeldelser om (trick)tyverier, hvor et betalingskort er blevet stjålet, viser, hvor vigtigt det er at skjule PIN-koden i forbindelse med indkøb eller hævning af kontanter i en pengeautomat. Uden afluret PIN-kode er et betalingskort intet værd for en tyv, og på den simple måde kan man måske undgå at blive et offer for et (trick)tyveri. Politiets råd er: Stil dig tæt på tastaturen, når koden tastes, således at tricktyven ikke kan aflure PIN-koden ved kigge dig over skulderen, eller skjul indtastningen med den frie hånd.

Spirituskørsel – Fuglebakken, Ringsted

Kl. 1605 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 71-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Anholdelse – Brand i lejlighed – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 1855 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en ildebrand i en lejlighed på tredje sal i en beboelsesejendom. Beboeren – en 36-årig mand fra Holbæk – blev reddet ud via et vindue, medens opgangens øvrige beboere blev evakueret. I forbindelse med branden skete der omfattende skader i den lejlighed, hvor branden var startet, ligesom øvrige lejligheder fik vand- og/eller sodskader. Den 36-årige blev indlagt på sygehuset til observation for eventuel røgforgiftning. Her befinder han sig fortsat under bevogtning af politiet, som mistænker ham for selv at have sat ild på sin lejlighed. Han er derfor blevet sigtet for brandstiftelse og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk i løbet af fredagen. Opgangens ni beboere kunne efterfølgende ikke vende retur til deres lejligheder på grund af brandens omfang og følgeskader. De har derfor måttet finde alternativ logi for natten, indtil boligselskab og Holbæk kommune i løbet af fredagen finder en mere varig løsning for de berørte beboere. Branden blev anmeldt af en anden beboer i den berørte beboelsesejendom.

Klovne-anmeldelse – Dybekær, Gørlev – Kalundborg

Kl. 1907 anmeldte en 22-årig mand fra Gørlev, at han under hundeluftning pludselig blev taget i sin skulder af en person, der kom bagfra. Der var tale om en mand med en klovnemaske, som den 22-årige hev af manden og skældte ham ud. ”Klovnen” løb herefter fra stedet og blev af den 22-årige beskrevet som: mand, afrikansk af udseende, 25-30 år, ca. 180 cm høj, spinkel af bygning, iført klovnemaske i blå farver med rødt hår samt en sort dunjakke med hætte. Politiet forsøger nu at få identificeret manden for at kunne afhøre ham omkring hans adfærd og derefter afgøre, om der er grundlag for sigtelse af nogen i sagen.

Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket klovnen i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Bil brændt – Højelsevej, Lille-Skensved - Køge

Kl. 2151 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brændende bil, som delvist udbrændte. Politiet kunne dog efterfølgende konstatere, at der var tale om en personbil, der var meldt stjålet i København i slutningen af september 2016. Politiet har fået bilen indbragt til nærmere teknisk undersøgelse, da branden i bilen ikke formodes at være opstået på naturlig måde.

Skud mod hus – Store Salby - Køge

Kl. 2201 fik politiet via alarm 112 melding om, at der få minutter tidligere formentlig var afgivet skud mod et hus i Store Salby. Efterfølgende hørte et vidne en bil køre fra stedet i ukendt retning. Politiet kørte hurtigt til stedet med flere patruljer og kunne konstatere, at ingen af de personer, der var tilstede, var kommet til skade. Ved en foreløbig undersøgelse sås der spor efter flere skud, der havde ramt både et vindue og selve huset, der benyttes som privat beboelse. Området blev undersøgt nærmere af både politiets patruljehunde samt kriminalteknikere for at finde spor. Den foreløbige efterforskning tyder på, at det kunne ligne et bande-relateret skyderi. Politiet behandler sagen som en sag om forsøg på manddrab.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved Store Salby omkring anmeldelsestidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 0002 anmeldte en lokal borger, at tre unge mennesker, der havde opholdt sig på en bænk ved et busstoppested, havde kastet noget på en parkeret bil. Bilen var efterfølgende brudt i brand, og bilen ved siden af den brændende bil fik også alvorlige brandskader. De unge mennesker var efterfølgende kørt fra stedet på en knallert og kan ikke beskrives nærmere, da de havde opholdt sig et mørkt sted. Politiet forsøger nu at finde frem til de tre unge mennesker for at afhøre dem nærmere om bilbrandene.

Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket dem ved busstoppestedet før brandens opståen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Slagsmål foran diskotek – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 0310 sigtede politiet en 24-årig mand fra Hillerød og en 22-årig mand fra Roskilde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De var af ukendt årsag røget i slagsmål med hinanden. En 19-årig mand fra Horsens ville i sin spirituspåvirkede tilstand blande sig i politiets arbejde og skabte sig, hvorfor politiet til sidst måtte frihedsberøve ham for lægge ham til afrusning i detentionen. Det medførte også en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen til den 19-årige, der blev løsladt efter nogle få timer i politiets varetægt.