Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 210116 kl. 0700 til fredag 220116 kl. 0700.

Nyhed   •   Jan 22, 2016 09:31 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hovedvejen, Osted, Lejre

Indbrud i privat beboelse:

Anemonevej, Roskilde

Lindelunden, Ejby, Kirke-Hyllinge (2 steder)

Horsemosevej, Ringsted

Bausager, Gevninge, Roskilde

Marholm, Greve

Sorøvej, Sigersted, Fjenneslev

Klintegårdsvej, Karlslunde

Indbrud i skole, institution og lignende:

Læderstræde, Roskilde

---------- 

Lastbil væltet – Bregnegårdsvej, Køge

Kl. 1058 fik politiet melding om et færdselsuheld, hvor en lastbil skulle være væltet. Det viste sig, at en 26-årig mandlig lastbilchauffør fra Dianalund skulle læsse noget grus af. En stor del af gruset var imidlertid frosset sammen, så lastbilen væltede, da gruset forårsagede en kraftig sidevægt på lastbilen. Ingen kom til skade ved uheldet, så der blev ikke brug for den tilkaldte ambulance. Efterfølgende underrettede politiet Arbejdstilsynet om uheldet, som politiet ikke foretog sig yderligere i anledning af.

Spøgelsesbilist – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde - Greve

Kl. 1133 fik politiet en anmeldelse fra en bilist på motorvejen om, at en lastbil kørte i nordlig retning, men i det sydgående spor på motorvejen ved Mosede Landevej. Lastbilen blev dog hurtigt standset og viste sig at være en rumænsk lastbil ført af en 32-årig mand fra Rumænien. Han blev med assistance fra en tolk sigtet for overtrædelse af færdselsloven og fik til sidst sagen afgjort med en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet på grund af den foretagne kørsel.

Blufærdighedskrænkelse – Oldvejen, Holbæk

Kl. 1158 henvendte en 31-årig kvinde fra Holbæk sig til politiet, fordi hun kl. ca. 1145 under en gåtur med en barnevogn var blevet krænket af en fremmed mand, som hun tilfældigt havde mødt omkring andelslandsbyen Nyvang. Manden henvendte sig til hende og opfordrede hende til sex, men hun afslog. Herefter stak han sin hånd ind under kvindens frakke og ind mellem hendes ben. Manden forsvandt ad en lille sidevej ved andelslandsbyen, da kvinden tog sin mobiltelefon frem. Politiet ledte i området efter gerningsmanden, der blev beskrevet som: A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-35 år, 167-173 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Yderligere kendetegn: muligvis skæg, Talte: Engelsk, Iført: Strik hue,, Medbragte: gennemsigtig skraldesæk, men fandt ham ikke.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114.

Tricktyveri i lejlighed – Køgevej, Roskilde

Kl. 1403 anmeldte en 85-årig kvinde fra Roskilde, at hun på et tidspunkt mellem kl. 1200-1400 blev kontaktet i sin lejlighed af en fremmed mand, der påstod at være udsendt fra kommunen, fordi han skulle se på vandrørene i den 85-åriges lejlighed på grund af en vandskade i lejligheden nedenunder. Trods en vis skepsis fra den 85-åriges side, fik manden dog adgang efter en oplysning om, at sagen var akut. Under ophold i badeværelset skyndte manden sig ind i kvindens soveværelset, hvorfra han stjal en kuvert med 9000 kr. kontant i. Herefter skyndte han sig ud af lejligheden og forsvandt i ukendt retning. Tricktyven blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 50 år, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Meget rund i ansigtet, Talte: Dansk med accent, Iført: Arbejdsbukser.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Vær skeptisk

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer ældre medborgere til at være skeptiske, når personer, man ikke kender eller venter besøg af, henvender sig. Tricktyve er snu og finder på mange påskud for at  blive lukket ind. Man kan selv gøre noget for at beskytte sig:

  • Før du åbner: Find ud af, om du kender vedkommende eller om ærindet er legalt. Brug dørspionen eller spørg igennem døren, hvem det er og hvad de vil.
  • Husk: Før en håndværker eller lign. kommer, så er det ofte varslet på forhånd.
  • Spørg efter legitimation, hvis man udgiver sig for at være fra kommune / hjemmepleje eller lignende offentlig myndighed.
  • Ring hurtigt til politiet – tlf. 114 – hvis du oplever noget mistænkeligt i forhold til tricktyveri.
  • Hjælp hinanden med at holde øje i nabolaget.

Politiet opfordrer til, at man sikrer sig så godt som muligt for at mindske risikoen for tyveri. Borgere kan blandt andet hente gode råd hos det kriminalpræventive råd: http://www.dkr.dk/tricktyveri.

Anholdelse - Mand overfaldet – Brogade, Køge

Kl. 1445 fik politiet via alarm 112 melding om, at en mand var blevet overfaldet, og at der var blevet sendt en ambulance til stedet. Det viste sig, at en lettere spirituspåvirket, 25-årig mand fra Køge på gaden var blevet overfaldet af to mænd, som efterfølgende var kørt fra stedet i en sort varebil i ukendt retning. Den overfaldne, der havde pådraget sig et overfladisk sår i hovedet, blev bragt til undersøgelse og behandling på skadestuen. Gerningsmændenes flugtbil, hvis nummerplade politiet havde fået oplysninger om, ledte politiet efter, indtil den blev fundet kørende i krydset Nørre Boulevard-Københavnsvej, Køge. I bilen var to mænd på 18 og 20 år fra Køge, som begge blev anholdt som mistænkte for vold mod den 25-årige. Ved ransagning af deres bil fandt politiet en kniv, ligesom bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse i anledning af sagen. De to anholdte er fortsat i politiets varetægt, medens sagen undersøges nærmere med hensyn til de nærmere omstændigheder i forbindelse med volden mod den 25-årige. Når efterforskningen er afsluttet, vil politiets jurister vurdere, hvorvidt nogen af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Anholdelse – Røveri mod supermarked – Nørupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 1716 modtog politiet via alarm 112 melding om, at der netop var forøvet røveri mod supermarkedet Dagli’ Brugsen. En maskeret røver havde under trussel med en pistol truet sig til kontanter samt nogle pakker cigaretter. Røveren flygtede fra stedet i en personbil, som politiet kort efter fik kontakt med på Amtsvejen i retning mod Snertinge. Flugtbilen kørte med høj hastighed og kørte kort efter ud på en mark på grund af et punkteret dæk. Røveren fortsatte dog lidt videre i bilen, indtil politiet udramatisk fik den standset på Kalundborgvej, således at politiet kunne anholde en 36-årig mand fra Mørkøv som mistænkt for det netop forøvede røveri. Bilen blev indbragt med henblik på nærmere undersøgelse, og politiet fandt både det anvendte våben samt udbyttet fra røveriet i forbindelse med undersøgelse af bilen. Den 36-årige blev afhørt til sagen og vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk i dag fredag kl. 1130.

Spirituskørsel – Kalundborgvej, Allerup, Holbæk

Kl. 1921 anholdt og sigtede politiet en 38-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Narkokørsel mv. – bil beslaglagt – Køgevej, Fjellebro, Ringsted

Kl. 0125 ønskede en patrulje at lave en kontrol af en sølvgrå personbil, der kørte på Vestmotorvejen fra Køge i vestlig retning, fordi bilen var forsynet med nummerplader, der burde sidde på en rød bil. Føreren af bilen ønskede dog ikke med politiet, som fulgte efter bilisten via afkørsel 34 Borup og Vestre Ringvej til Ringstedvej og Køgevej i retning mod Ringsted. I Fjellebro ved vejarbejdet ved jernbanen fik politiet standset bilisten og kunne anholde en 27-årig mand uden fast bopæl for bl.a. kørsel i narkotikapåvirket tilstand i bilen. Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at den var forsynet med stjålne nummerplader og dermed hverken indregistreret eller ansvarsforsikret. Den anholdte fremviste også et kørekort tilhørende en anden person for at sløre, at han ikke havde nogen førerret. Da politiet ved nærmere undersøgelse af hans personlige forhold kunne konstatere, at han tidligere var blevet afsløret i at køre bil uden førerret og i narkotikapåvirket tilstand, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Den 27-årige anholdte blev efter afhøring til sagerne samt udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løsladt, men kan dog forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham skal afgøres.

Rambuktyveri fra hestesportsforretning – Hovedvejen, Osted, Lejre

Kl. 0151 fik politiet melding om et indbrud i en hestesportsforretning. Politiet kørte hurtigt til stedet og kunne konstatere, at forretningens indgangsparti var knust. Fra stedet var stjålet ca. 10 hestesadler, som to maskerede gerningsmænd havde fragtet væk i en hvid varebil. Køretøjet havde de jf. overvågningen bakket ind i indgangspartiet for at skaffe sig adgang til forretningen. Efter indbruddet flygtede de i den hvide varebil formentlig af mærket Ford Transit i nordlig retning. Politiet ledte forgæves efter både gerningsmændene og varebilen i området.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket varebilen i området, eller som bemærker en hvid varebil af mærket Ford Transit med mulige skader bagpå. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Udarbejdet af: Martin Bjerregaard