Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 250216 kl. 0700 til fredag 260216 kl. 0700.

Nyhed   •   Feb 26, 2016 09:30 CET

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

 

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Drejergangen, Karlslunde

 

Indbrud i privat beboelse:

Strandlyst Alle, Greve

Nældebjerg Alle, Greve

Elmegade, Kalundborg

Belsager, Greve

Pileås, Greve

Multebærvej, Greve

Skyttens Vej, Holbæk

Mosedevej, Greve (2 steder)

Dronning Margrethesvej, Ringsted

Dams Have, Hårlev

Amtstue Alle, Ringsted

Benløseparken, Benløse, Ringsted

 

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

 

---------- 

 

Brand i køkkenet – Laurbærhaven, Hvalsø – Lejre

Kl. 1222 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et rækkehus. Der var ingen hjemme på stedet, og brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden i køkkenet omkring komfuret. Oven på komfuret fandtes resterne af en brødrister og en toastmaskine, som husets 9-årige datter ville anvende. Hun var formentlig i stedet kommet til også at tænde for komfuret, så der udbrød brand i de to apparater, idet hun havde forladt bopælen kort efter. Ingen kom til skade, og der opstod kun mindre skade på huset.

 

Butikstyveri – Algade, Roskilde

Kl. 1414 kørte politiet til supermarkedet Kvickly, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt efter mistanke om tyveri. Politiet fik kontakt med en 25-årig mand fra Rumænien, som var blevet standset efter kasse med otte flasker whisky til en samlet værdi af ca. 2200 kr. Han blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri. Politiet løslod senere manden med et bødeforelæg, som han nu skal betale som afgørelse på sagen.

 

Asylansøger uden togbillet – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 1550 anmodede DSB politiet om assistance til at identificere en udenlandsk mand, som var kørt i toget uden billet, og som ikke var i besiddelse af nogen former for identifikationspapirer. Politiet fik på Ringsted station kontakt til manden, der blev anholdt til fastlæggelse af hans identitet. Med assistance fra en tolk fik politiet ham identificeret som en 36-årig mandlig asylansøger fra Egypten, der blev sigtet for ikke at have sine identitetspapirer på sig. Da han var i besiddelse af penge, betalte han straks bøden for de manglende ID-papirer samt kontrolafgiften til DSB for at rejse uden togbillet. Politiet løslod herefter manden.

 

Anholdelse – Butikstyveri – Tofthøjvej, Viby Sj. - Roskilde

Kl. 1742 kontaktede personalet i supermarkedet Menu politiet, fordi en udenlandsk kvinde var blevet tilbageholdt efter tyveri af spiritus og creme til en værdi af ca. 770 kr. Politiet kørte til butikken, hvor en 48-årig kvinde fra Tyskland blev anholdt og sigtet for tyveriet. Da personalet kunne oplyse, at kvinden ifølge butikkens videoovervågning havde været på stedet flere og muligt kunne mistænkes for yderligere tyverier, er kvinden fortsat i politiets varetægt. Politiet afventer således videoovervågningsmateriale fra butikken, før politiet kan vurdere, om hun skal sigtes for yderligere tyverier, og hvad der skal ske med den sigtede efter afsluttet efterforskning.

 

Færdselsuheld/spirituskørsel – Dokhavnsvej, Kalundborg

Kl. 0015 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en knallertkører var forulykket. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Kalundborg under kørsel på en knallert af ukendte årsager kørte ind i en lygtepæl og væltede. Han anvendte styrthjelm under kørslen, men havde slået hovedet, så han blev kørt til indledende undersøgelse på skadestuen i Holbæk. Her fik han også rutinemæssigt udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, da han i en eller anden grad var påvirket af spiritus. Senere blev politiet underrettet om, at den 20-årige blev overført til Rigshospitalets traumecenter til observation for blødninger i hovedet. Politiet fik derfor en bilinspektør til at undersøge uheldsstedet, ligesom den 20-åriges knallert skal undersøges for spor efter uheldet og eventuelle fejl/mangler. Ingen andre trafikanter var involveret i ulykken, og politiet har ikke yderligere kendskab til den 20-åriges tilstand.

 

Mobil fest??? – Klosterparks Alle / Næstvedvej, Ringsted

Kl. 0053 fik politiet en anmeldelse om en bil, som havde været forbi en fast food-restaurant, men som nu holdt på p-pladsen ved Outlet-centret med åben bagklap og høj musik fra bilen. Politiet kørte til stedet og bad føreren – en 20-årig mand fra Fakse – om at dæmpe musikken.

Kl. 0159 modtog politiet endnu en anmeldelse om høj musik fra en bil, der holdt ved en døgnåben tankstation. Det viste sig at være den samme bil, hvorfra der var høj musik fra bilens stereoanlæg. Igen måtte politiet bede om at få dæmpet musikken, så natteroen i området kunne blive genoprettet.