Skip to main content

Uddrag af døgnrapport fra torsdag 271016 kl. 0700 til fredag 281016 kl. 0700.

Nyhed   •   Okt 28, 2016 09:30 CEST

Aftal hvem der skal køre hjem.......

(Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti).

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Solrød Center, Solrød Strand (2 steder)

Mellemvang, Holbæk

Krogkær, Roskilde

Lykkebækvej, Køge

Brynet, Holbæk

Cordozavej, Solrød Strand

Kirkevej, Gislinge

Indbrud i privat beboelse:

Søbæksparken, Jyderup

Østerbakken, Tune

Mosede Engvej, Greve

Bjergvænget, Greve

Samsøvej, Køge

Lonesvej, Høng

Indbrud i skole, institution og lignende:

Ingen

----------

Indbrud i villa – Greve.

Kl. 1311 blev anmeldt om indbrud i øjeblikket i en villa på Bjergvænget, hvor fire mænd var flygtet fra stedet, da en anmelder nærmede sig huset. Et vindue var brudt op til huset. En hundevogn var fremme kort efter. Hundene snusede sig frem til tyvekoster og senere også fire personer, der mistænkes for at være indbrudstyvene.

De anholdte er en 20-årig mand, to 19-årige mænd og en 17-årig dreng alle fra Brøndby Strand.

To af de anholdte måtte en tur på sygehus for kontrol efter at være bidt af en politihund.

Udover nævnte indbrud mistænkes de for yderligere indbrud, der nu efterforskes nærmere.

Sagen er et godt eksempel på, at nabohjælp virker, idet det var en anmelder, der var årvågen og tilkaldte politiet med det samme.

Alle de anholdte er anbragt i arresthuse natten over, og de bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling.

”Gyserløb” – Gundsømagle, Roskilde

Fredag aften afholder en fritidsklub et ”gyserløb” i anledning af halloween på Piledyssen og Gulddysse Skovvej i Gulddysseskoven. Løbet foregår mellem kl. 1900 og 2130, hvor udklædte løbere vil skabe uhygge som led i holloween-løjerne.Der forventes 30-50 deltagere.

Er man bange for at blive forskrækket, så bør man holde sig væk fra stedet. Vil man gerne have et gys, så kan man få det ovennævnte tid og sted.

Det må antages, at der mange andre steder i politikredsen vil være udklædte børn og voksne, der fejrer halloween i løbet af weekenden. Forældre bør derfor tage en snak med deres børn om, at man gerne må have det sjovt, men at man ikke må skræmme eller true andre.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Ringsted.

Kl. 1448 skete et færdselsuheld på en rasteplads syd for Kværkeby, hvor en 77-årig mand fra Roskilde i sin bil kørte ind på rastepladsen med for høj hastighed. Han ramte en kampesten og dernæst en parkeret bil på pladsen. Der skete materiel skade men ingen personskade. Den 77-årige fik udtaget en blodprøve, da der var mistanke om, at han var påvirket af spiritus.

Forsøg på tricktyveri – Roskilde.

Kl. 1526 var en 81-årig kvinde fra Roskilde udsat for, at hun på Lammegade blev kontaktet af en mand, der fortalte, at hun havde ketchup på sit tøj, og han ville gerne hjælpe hende med at fjerne det. Manden fulgte med kvinden hjem, og her bad han om et glas vand, hvilket han fik. hvorefter han gik. Kvinden blev mistænksom og ringede til politiet.

Kort efter kom manden tilbage til stedet, og politiet vejledte hende om ikke at lukke op. Politiet var på stedet kort efter, men det lykkedes ikke at finde manden, der beskrives som:

Mand, ikke etnisk dansker, spinkel, 165 cm høj, brun hud, skægstubbe, iført mørk frakke.

Politiet har fået flere anmeldelser i de seneste dage om ”ketchup på tøjet”, og der er grund til at være meget mistænksom, hvis man bliver udsat for noget lignende. Det er et optræk til et tyveri og ikke noget andet. Ring straks til politiet, hvis man bliver udsat for noget i den retning.

Påkørsel af bro – Køge.

Kl. 1650 kørte en lastbil ind i en bro på Egedesvej. Lastbilen havde en træpavillon på ladet, og lasten ramte broen, der ikke led nogen overlast. Træpavillonen blev en del lavere efter påkørslen af broen.

Spirituskørsel – Holbæk.

Kl. 0015 anholdt politiet en 45-årig mand fra Højby, der blev truffet kørende i bil på Jernbaneplads. Manden var påvirket af spiritus og fik udtaget en blodprøve, før han igen blev løsladt.

Ild men ingen brand – Køge.

Kl. 0040 blev anmeldt om brand på Salbyvej, hvor der sås ild ved en ejendom. Det viste sig, at det var en tom olietønde, der blev brugt til at brande affald i. Ilden var ikke helt gået ud, men der var ingen fare for noget.

Brand – Ordrup, Odsherred.

Kl. 0053 kørte politi og brandvæsen til Hørvænget, hvor der var ild i et fritidshus. Hele huset nedbrændte, og der er mistanke om, at en elektrisk pilleovn er skyld i branden, men det undersøges nu nærmere. Der var ingen personer i huset i forbindelse med branden.

Narkopåvirket bilist – Roskilde.

Kl. 0410 anholdt politiet en 18-årig mand fra Roskilde, der blev standset i sin bil på Ringstedgade. Han var påvirket af narkotika og fik udtaget en blodprøve og løsladt efterfølgende.

Carsten Andersen

kommunikationsansvarlig